Er det på tide, at Brinkmann boblen brister?

Er Svend Brinkmans gurustatus blevet til en boble, der skygger for alle de mange dygtige mennesker, som arbejder hårdt på at bedre folks trivsel hver eneste dag?

Filosofiprofessor og leder af Center for Information og Boblestudier, Vincent F. Hendricks, beskriver hvordan økonomiske, politiske og onlinebobler kan føre til, at vores blik bliver sløret, og vi træffer de forkerte beslutninger. I økonomien beskrives en boble, som en situation, hvor aktiver handles til priser, der langt overstiger den fundamentale værdi af aktiverne. Sagt på normalt dansk betyder det f.eks., at et hus kan sælges til en pris, der langt overstiger dets reelle værdi. Vi så det i forbindelse med IT-boblen i 1999, hvor tech firmaer blev handlet til priser der intet havde med deres reelle værdi at gøre, hvilket førte til en økonomisk krise, da boblen bristede. Det samme kan ske i politik, på internettet og i videnskab, hvor holdninger og udsagn pludselig kan få en udbredelse og popularitet, der intet har med deres reelle forklaringskraft at gøre.

Et eksempel er fænomenet Svend Brinkmann, som har opnået en status og placering i den offentlige debat, som er helt ude af proportioner i forhold til, hvad han rent faktisk bidrager med. Brinkmann boblen er efterhånden blevet så voluminøs, at alt hvad han siger, i brede kredse, tages for gode varer, og at han har uforholdsmæssig meget indflydelse på den offentlige debat.

Jovist, Brinkmann har mange gode pointer, som f.eks. at vi ikke altid skal have Ja-hatten på, at vi har pligt til at gøre noget for andre mennesker, også selvom vi ikke selv får noget ud af det, og at vi ikke skal individualisere alle vores problemer. Brinkmann er ikke den første, der fremkommer med disse argumenter, men hans timing og måde at gøre det på (satirisk og let forståeligt) har åbenbart ramt noget, som mange andre hædersmænd og kvinder ikke har formået. Og så hører det nok også med til historien, at Brinkmanns likeability er tårnhøj, hvilket enhver professionel foredragsholder ved er afgørende for, om folk vil lytte til deres budskaber.

Ifølge Jonah Berger, professor i marketing ved The Wharton School bliver historier populære på nettet når de f.eks.:

  • vækker følelser,
  • har almen interesse,
  • praktisk værdi
  • og rummer en god fortælling.

Brinkmann har med sin bestseller Stå fast ramt plet.

  • Hans budskaber vækker følelser og har almen interesse, fordi vi alle sammen kan få åndenød i en verden af permanent forandring.
  • De har praktisk værdi, fordi hans bog er bygget op omkring en række konkrete og letforståelige råd (hvilket paradoksalt nok er noget af det, han vil gøre op med).
  • Og så er han en fremragende formidler, der formår at fortælle historier, som vi alle kan genkende fra hverdagen.

Bergers forskning har også vist, at hvis en historie vækker frygt, vrede eller indignation, øger det dramatisk sandsynligheden for, at vi deler den. Igen har Brinkmann ramt den det helt rigtige sted. Han får skabt et fjendebillede af coaches, konsulenter og positiv psykologer, som ifølge ham nærmest forsøger at kontrollere vores tanker og tvinger os til at tage ”Ja-hatten” på mod vores vilje. Det er nemt at blive både vred og indigneret.

Det mest interessant ved Bergers forskning er, at den viser, at faktuel viden stort set intet betyder for, hvor populær en historie bliver på nettet. Og det er måske her, at Brinkmann viser sig at være blevet til en boble, der er blevet alt for stor i forhold til det reelle vidensgrundlag i hans udsagn. Jeg er ikke i tvivl om, at Brinkmann er en begavet mand (ellers bliver man næppe psykologiprofessor i så tidlig en alder), men han er ikke den eneste begavede person indenfor psykologien. En stor del af argumentationen i Stå fast er baseret på Brinkmanns personlige iagttagelser og holdninger og totalt uvidenskabelige filosofier, som er op til 2000 år gamle (Stoikerne).

Når Brinkmann pt. sidder på hovedparten af den psykologiske sendeflade, er det helt skævt. Mange fagfolk, som stort set ingen mikrofontid får, ved mindst ligeså meget eller mere om de emner Brinkmann udtaler sig om. En af dem er lektor Hans Henrik Knoop, der som tidligere formand European Positive Psychology Association, læner sig op af tusindvis af forskningsartikler fra positiv psykologi, som langt hen ad vejen modsiger eller modificerer Brinkmanns udsagn. Det er værd at huske på, at forskningen i positiv psykologi (forskningen i optimal menneskelig trivsel) ikke bare er et sammenrend af overgearede coaches, men blandt andet består af kapaciteter som Mihaly Csikszentmihalyi, Edward Deci, Richard Ryan, Martin Seligman og Barbara Fredrickson, hvis forskning er anerkendt i hele verden og i brede kredse også udenfor psykologien. Et andet eksempel er Raben Rosenberg, der er Professor dr. Med, psykiater og klinikchef på Psykiatrisk Center Amager, som i en kronik i Politiken den 29. september, blandt andet kritiserer Brinckmans og andres postulat om, at der nærmest deles psykiatriske diagnoser ud i flæng.

Helt personligt er jeg også ærgerlig over at Brinkmann netop har modtaget en bevilling fra den Obelske familiefond på 12,6 mio.. til at undersøge “sorgens kultur” de kommende fem år. Som han selv skriver på sin Facebook side: ”Vi skal studere alskens aspekter af sorg, lidelse og lykke – herunder medikaliseringen af sorg (når den bliver en diagnose).” Dette sker på et tidspunkt, hvor flere sociale projekter for voksne og unge med problemer (uden diagnoser), der hjælper dem nu og her, har svært ved at få fondsmidler, f.eks. det veletablerede og succesfulde ungdomsrådgivningsprojekt Headspace. Spørgsmålet er om Brinkmann havde fået disse midler, hvis hans boble ikke havde vokset sig så stor, at den skygger fra alle andre gode kræfter?

Ifølge Hendriks forsvinder den kritiske sans, når en boble er blevet tilpas stor og kan føre til gruppetænkning, hvor vi bare gør som alle de andre uden at stille de kritiske spørgsmål, vi normalt ville gøre. Dette skaber betingelser for det, der indenfor socialpsykologien kaldes pluralistisk ignorance, som er en tilstand, hvor det er legitimt, at alle forbliver uvidende, for det er alle andre jo også.

Er det der, vi er nået til med Brinkmann, at alt hvad han siger betragtes som rigtigt (fordi alle andre også synes det)? Er vi nået dertil, hvor man risikerer at blive bashet, og grillet hvis man modsiger guruen, især hvis man som mig er både coach, konsulent og anvender viden fra den positive psykologiske forskning? Måske skal vi lige pudse brillerne og minde os selv om, at Brinkmann blot er en stemme i det psykologiske landskab, på linje med mange andre fagfolk. Jeg tror, den gurustatus, han har fået, er usund og i værste fald kan stå i vejen for alle de mange dygtige mennesker, som arbejder hårdt på at bedre folks trivsel hver eneste dag. Jeg selv og mange andre oplever, hvordan det oftere og oftere bliver opfattet negativt, at sige at man beskæftiger sig med positiv psykologi. Måske er det på tide, at Brinkman boblen brister, så vi kan begynde at høre nogle af alle de andre kloge folk, som findes derude, hvoraf mange af dem har langt mere erfaring ude i ”virkeligheden” end Brinkman selv, som har tilbragt hovedparten af sit arbejdsliv bag universitets tykke mure. Verden forandrer sig hele tiden, og derfor er der brug for viden, råd og værktøjer, som er forankret i både evidens og sund praksis. Der findes mange gode alternativer til gamle filosoffer, der formede deres tanker i en verden, der er fundamentalt anderledes end den, vi andre skal leve i hver dag.

Kilder:

  • Brinkmann, Svend. Stå Fast.
  • Hendricks; Vincent F. Spræng boblen – sådan bevarer du fornuften i en ufornuftig verden. Gyldendal 2016
  • Rosenberg; Raben. Tidens diagnose er debat og forvirring. Kronik i politiken den 28. September.

 

 

Moving Minds – Bevægelse i undervisningen

Den anden dag sagde en lærer til mig; ”Det gik fint med at skabe fysisk bevægelse i starten af skoleåret, men nu er vi løbet tør for ideer, og eleverne gider ikke blive ved at lave det samme.” Kommentaren gav mig lyst til at skrive dette indlæg, da jeg har mange års erfaring med at udvikle metoder til at skabe fysisk bevægelse, der understøtter faglig læring.

Forskningen peger efterhånden ret entydigt på, at fysisk bevægelse er godt for læringen, men også at variation og passende udfordringer er vigtigt.

Der er derfor stort behov for hele tiden at skabe nye overbevisende sammenhænge mellem fysisk bevægelse og læring, et arbejde alle undervisere i princippet kan bidrage til. Som inspiration til dette arbejde har vi udarbejdet et manifest: Moving Mindsbevægelse med mening, som kan inspirere dig næste gang, du skal lave en ny bevægelsesaktivitet.

 

  1. To minutter kan gøre en stor forskel.
  2. Du behøver ikke en gymnastiksal.
  3. Varier hele tiden.
  4. Læg modellen ned på gulvet.
  5. Kroppen er et penalhus.
  6. Rør det urørlige.
  7. Høj puls – læring efter. Lav puls – læring imens.
  8. Innovation er ikke en tilskuersport
  9. Find flowzonen

#1: To minutter kan gøre en stor forskel.

Selv korte bevægelsesmoduler kan have en positiv indvirkning på koncentrationen og læringsparatheden i klassen. De fleste af os kender mest til bevægelsesaktiviteter, der tager lang tid, som f.eks. en fodboldkamp eller en løbetur. Men der er masser af muligheder for at lave noget, som er kort og effektivt. Bed f.eks. eleverne stå op og tale sammen eller lav et ultrakort brainbreak.

#2: Du behøver ikke en gymnastiksal.

Vi forestiller os ofte, at bevægelse kræver meget plads, en skolegård eller en gymnastiksal, men hvis du ser undervisningslokalets snævre plads som en kreativ udfordring i stedet for som en hindring, er det imponerende, hvad du kan lave mellem borde og stole. Se undervisningslokalet som en legeplads, hvor alt i rummet i princippet kan indgå i aktiviteten. Stole kan stås på, borde kan man kravle under, tasker kan man hoppe over, huer kan blive til bolde osv.

#3: Varier hele tiden.

Selv den sjoveste øvelse kan ret hurtig blive triviel og forvandle en motiverende aktivitet til en kedelig. Jeg elsker grillkylling, men hvis jeg skulle spise det hver dag, ville jeg blive tosset. Dette betyder, at vi skal være gode til at dele nye øvelser med hinanden, men også hele tiden udvikle nye. Du kan også variere ved at skifte tempo, gruppesammensætning, længde og sted, eller tilføje nye regler, historier, rekvisitter eller nyt fagligt indhold. Jeg har ofte kombineret to kendte øvelser efter et stykke tid, for at gøre det velkendte sjovt igen.

#4: Læg modellen ned på gulvet.

Jeg forstod først kaosteori, da en underviser bad os vise et kaotisk system ved hjælp af vore kroppe ude på gulvet. En fantastisk måde at skabe sammenhæng mellem det fag-faglige og fysisk bevægelse er ved at gøre modeller 3-dimensionelle. Forestil jer at landkortet ligger på gulvet, vis socialklasserne på en nærliggende trappe, forstil jer at de grammatiske former er et hus, I kan bevæge jer rundt i, hop et regnestykke osv.

#5: Kroppen er et penalhus.

Hvad nu hvis alle havde glemt deres penalhus, og I kun måtte bruge jeres kroppe som lineal, passer, blyant og viskelæder. Det kan være virkelig sjovt og give en hel anden slags fysisk baseret læring. Jeg har lavet mange øvelser, hvor jeg har bedt eleverne måle hinanden og rummet med kropsdele. F.eks. hvor høj er Malte målt i tommelfingre, fod eller knæ? Hvad nu hvis eleverne hver var et tal, et bogstav eller et ord. Hvad kunne I så skrive, regne, tegne og gøre?

#6: Rør det urørlige.

God formidling og undervisning er ofte kendetegnet ved, at læreren kan bevæge sig ned ad abstraktionsstigen og gøre det abstrakte så konkret som muligt. Regnestykket 32 : 2 + 6, er abstrakt og svært at få til at give mening. Men det havde været en hel anden sag, hvis stykket havde heddet, tag halvdelen af en pose Matadormix og derefter 6 flødeboller. Prøv at gøre abstrakte begreber til konkrete fysiske ting. Tænk hvis udsagnsleddet er en stol, grundleddet et bord og genstandsleddet en taske, og I skal analysere sætninger ved at rykke rundt på dem? Hvad nu hvis årsagssammenhænge er en bold, der kan kastes rundt eller en snor, der kan trækkes mellem forskellige ting? Hvad nu hvis tallene skal findes gemt i klasselokalet, før man kan lave sine matematikstykker?

#7: Høj puls – læring efter. Lav puls – læring imens.

Beslut om du vil lave fysiske aktiviteter, der skaber høj puls eller lav puls. Hvis du får elevernes puls højt op, de såkaldte high arousal aktiviteter, f.eks. gennem løb, hop, boldspil osv. kan det have en positiv virkning på indlæringen, men først efter aktiviteten. Når vi er fysisk presset, optages alle hjernens eksekutiv funktioner, og vi kan ikke tænke på andet end selve aktiviteten. Til gengæld skaber vi det, hjerneforskere kalder Learning Readiness, som betyder, at hjernen vågner og bliver parat til at modtage læring bagefter, når den er faldet til ro igen. Dette betyder også, at bevægelse sagtens kan have en positiv virkning på indlæringen uden at den fysiske aktivitet i sig selv har noget med det faglige indhold at gøre. Aktiviteter med lavere puls (low arousal) gør det muligt at tænke fagligt, mens man bevæger sig, det kan f.eks. være gåture, stående arbejde, flytte rundt på lettere ting osv. Men husk at elevernes fysiske form er meget forskellig, så det der opleves som fysisk krævende af nogen, slet ikke er det for andre.

#8: Innovation er ikke en tilskuersport

Intet nyt er blevet til uden, at nogen har taget en risiko eller lavet en fejl. Så hvis du vil blive verdensmester i at bruge fysisk aktivitet i din undervisning bliver du nødt til at være modig og bare gå i gang. Jo mere du prøver, jo bedre forståelse får du for, hvad der virker, og jo nemmere bliver det at lave successer. Husk på, at et skridt ad gangen er bedre end røven i sædet.

#9: Find flowzonen

Jeg hører ind imellem, at fysisk bevægelse kan føre til unødig uro og forstyrrelser. Min erfaring er, at dette som regel sker, hvis øvelsen ikke fungerer. En øvelse fungerer ikke, hvis den er enten for nem eller for svær. Er den for nem, fører det til kedsomhed og giver overskud til at forstyrre undervisningen. Er den for svær, skaber det usikkerhed, og eleverne stiger af og begynder at lave noget andet. Fra flowforskningen ved vi, at de bedste lege og aktiviteter er dem, der er på randen af vores formåen, hverken over eller under. Derfor er de bedste øvelser enkle at forstå, men komplekse og svære at løse. Hvis en øvelse er ved at blive for let (efter I har lavet den et par gange), så øg kompleksiteten ved f.eks. at tilføje nye regler, nye rekvisitter, flere samarbejdspartnere og sværere mål.

 

 

 

 

 

 

 

High Quality Connections – Den usynlige forbindelse mellem trivsel og bundlinje

Forskning fra Psykologi Professor Jane E. Dutton har påvist, at gode konstruktive relationer mellem medarbejderne fremmer både trivslen og opgaveløsningen.

Dutton kalder det High Quality Connections og forklarer, at de virker fordi:

  • Når vi føler os godt tilpas i vore indbyrdes relationer, kan vi fokusere på at løse opgaven. Når vi oplever det modsatte, Low Quality Connections bruger vi al for megen energi på at tolke og forstå de andre og finde ud af, hvad der er galt.
  • Gode relationer er den vigtigste kilde til trivsel og positive følelser. Vi ved fra bl.a. Barbara L. Fredricksons forskning i positive følelser, at mange positive følelser gør os mere kreative, mindre syge, mere åbne overfor andre og mere rummelige i forhold til forandringer.
  • Vi skaber en vedvarende læringskultur, så vi lærer hurtigere og bedre kan tilpasse os forandringer. Dette skyldes, at vi tør dele vores viden og vanskeligheder, hvis vi føler os trygge og har tillid til hinanden.
  • Vi hjælper hinanden mere. Folk der kan lide hinanden, hjælper hinanden, folk der ikke kan lide hinanden ender ofte med at modarbejde hinanden.

High Quality Connections opbygges bl.a. ved at fremme:

Reciprocity – som er en psykologisk term for gensidig hjælpsomhed. Gensidig hjælpsomhed handler ikke kun om at udveksle tjenester. Ægte hjælpsomhed kan sprede sig i mange retninger og flere led. Når vi hjælper en kollega, får hun lyst til at hjælpe andre, også kaldet ”Pay it forward”. Hvis det rygtes blandt kunder eller kollegaer, at du er hjælpsom, begynder folk du ikke kender at hjælpe dig, også kaldet ”Reward reputation”.

Tillid er afgørende i næsten alle typer af samarbejdsrelationer. Forestil dig et ledelsesteam uden tillid eller tillid som en vej til at opbygge nære kunderelationer. Tillid opstår f.eks. når vi viser sårbarhed overfor hinanden eller overvinder vanskelige udfordringer sammen.

Aktiv konstruktiv respons er en særlig livgivende kommunikationsform, som handler om at reagere positivt og konstruktivt, hvis en kollega fortæller om en god oplevelse. Reagere vi derimod med Aktiv Destruktiv Respons vil det være nedbrydende for relationen.

Leg og spil. Leg er et grundlæggende biologisk behov. De fleste voksne har glemt, hvordan man leger sammen. Kunsten er at finde de sjove lege, som virker for voksne. Voksne gider ikke dåseskjul men quizzer, brædtspil og komplekse sociale lege er sjove selvom du er begyndt at gå med slips og læsebriller.

 

Kære Facebooksherif, jeg poster, hvad jeg vil

 

wyattearp19941902174848771

Jeg er en ivrig bruger af Facebook, også til det punkt, hvor jeg overskrider sundhedsstyrelsen anbefaling på max 21 indlæg om ugen (for mænd). Det er sikkert usundt, men herregud jeg er alligevel afhængig af så meget andet.

Når jeg poster noget, gør jeg det, fordi jeg er inspireret eller stolt af noget, fik en sjov ide eller gerne vil inspirere andre. Ingen ond vilje eller ønske om at genere nogen.

Jeg elsker Facebook , fordi det er en legeplads, hvor jeg kan gøre, hvad jeg vil, lave sjove fund og møde gamle og nye venner.

Men Facebook gør mig også usikker, fordi jeg, både på Facebook og i den virkelig verden, gang på gang hører folk harcelere over, hvad andre poster. Det er utroligt, hvad det kan fremkalde af harme, at Facebook-brugere poster videoer af katte, selfier, ferierejser, madretter og deres deltagelse i en marathon.

Jeg synes, det er ærgerligt, at min og andres glæde ved Facebook skal mødes af den slags irritation. Derfor vil jeg opfordre alle jer, der lader jer hidse op over, hvad andre poster på Facebook, til at tænk over dette:

Facebook er et autonomt socialt rum. Mennesker har et grundlæggende behov for autonomi. Vi hader, når andre bestemmer, hvad vi skal tænke, føle og gøre. En af hovedgrundene til at Facebook er så populært er, at du stort set kan gøre, hvad du vil. Der er ingen forældre, redaktører, politibetjente, skolelærere eller arbejdsgivere, der bestemmer, hvad du gør. Hvis vi begynder at indføre for mange ordensregler, smagsdommeri, finkulturelt snobberi og selvcencur, vil Facebook miste sin livsnerve og afgå ved døden. Så kære Facebooksherif, hverken du eller andre skal bestemme, hvad jeg gør på Facebook. Kan du ikke nøjes med at skælde mig ud, hvis jeg overskrider grundlæggende sociale adfærdsregler og f.eks. er racistisk, mobber eller er decideret ondskabsfuld.

Forstå at kommunikationen er upræcis. Som de fleste andre har jeg mange forskellige venner på Facebook; mænd, kvinder, unge, gamle, indere, amerikanere, grønlændere, kristne, muslimer, akademikere og håndværkere. Hvordan skulle jeg på nogen som helst måde kunne ramme dem alle med noget, som de opfatter som lødigt og relevant hver gang? Det er umuligt. Det er Facebook’s natur, at vi skyder i blinde, når vi poster noget, i modsætning til når du skriver en bog eller i en avis, hvor du har et mere klart billede af målgruppen. Så husk, at når du ser noget på Facebook, som du synes er tåbeligt, kan det være, at der er en anden et andet sted derude, der synes det er sjovt eller inspirerende.

Du bestemmer selv, hvad du vil bruge tid på. For mig er et besøg på Facebook som en shoppingtur på Strøget. Der er hulens mange butikker og masser af forskellige mennesker. De fleste butikker interesserer mig ikke, f.eks. hundefrisører og barnevognsforhandlere, så dem går jeg hurtigt forbi. Så er der andre butikker, der virkelig fanger min interesse, f.eks. dem der sælger herretøj og gadgets, dem går jeg ind i. Charmen ved strøget er netop denne mangfoldighed, hvor der er plads til at få indfriet forventningerne, blive overrasket og sommetider forarget. Kan du ikke se Facebook som en kulturel forlystelsespark med ting, du både elsker og hader, og hvor du selvfølgelig passerer det, du ikke bryder dig om, og i stedet fokuserer på det, der interesserer dig. Men hvis du virkelig er en af dem, der hader en tur ned ad Strøget, så skal du måske overveje, om du overhovedet gider bruge din tid på at slentre gennem Facebook.

Ellers er min sidste opfordring til alle Facebook brugere; bliv endelig ved med at dele alle jeres selfies, madopskrifter, favoritvideoer, avisartikler og familiebilleder. Jo mere af den slags vi alle deler, jo mere rummeligt og mangfoldigt bliver Facebook, og jo mere er der plads til mig og alle mine særheder. Vi ses derude.

Skyd julen og bliv lykkelig lige til påske

Hvorfor er det, vi mennesker tager billeder i tide og utide på turen til London, midt i kirken under barnedåben, eller mens familien danser om juletræet? Burde vi ikke være tilstede i nuet og nyde oplevelsen i sin rene form? Og ikke nok med det, så poster vi billederne på facebook bagefter, som om det var et andet sportstrofæ, istedet for at beholde oplevelsen diskret i vores hjerter. Er alle os fotoglade mennesker virkelig så fremmedgjorte og selvoptagne, eller er der en helt anden forklaring? 

julehygge

Lad os starte med et lille tankeeksperiment:

Forstil dig at du skal på to ugers ferie, men at du lider af en sjælden form for alzheimers som betyder, at det øjeblik du kom hjem vil du glemme alt, hvad du har oplevet. Desuden ville alle dine billeder og videoer fra turen blive ødelagt.

Hvor mange penge ville du bruge på den ferie i forhold til en ferie, hvor du kunne huske alt? Formentlig ikke ret mange. Den Nobelprisvindende psykolog Daniel Kahnemans forskning tyder på, at for de fleste mennesker er det vigtigste ikke oplevelsen i sig selv, men derimod hvordan vi erindrer oplevelsen. Indenfor psykologien skelner man derfor mellem det oplevende selv og det erindrende selv. Det første er det vi faktisk oplever, og det sidste er det, vi husker. De fleste lykkemålinger tager udgangspunkt i det erindrende selv. De adspurgte bliver bedt om at kikke tilbage og evaluere deres liv med spørgsmål som: Hvis du tager alt i betragtning, hvor tilfreds er du så med dit liv i disse dage? Det er et spørgsmål som dette, der igen og igen gør danskerne til et at verdens lykkeligste folkefærd.

Det interessante ved erindringer, i modsætning til den faktiske oplevelse, er, at de kan formes og påvirkes. Det betyder, at du med den rette viden kan designe dine ferier, fester og højtider, så du får mest mulig glæde af dem bagefter. Daniel Kahneman beskriver i sin banebrydende bog “Thinking fast and slow”, hvad der former vores erindringer.

Højdepunktet og afslutningen er det, du husker mere end noget andet. Hvis du vil skabe en fantastisk juleaften, skal du for det første undgå et negativt lavpunkt, som ild i juletræet, skænderi under pakkelegen og en forkullet and. For det andet skal du sørge for mindst et positivt højdepunkt, som f.eks. en omgang “Nu er det jul igen” gennem alle rum, sneboldkamp i haven eller et sjovt påfund fra drillenissen.

Afslutningen former helhedsindtrykket. Har du nogensinde læst en medrivende kriminalroman, hvor de sidste sider mangler og mordet aldrig bliver opklaret? Uanset hvor god læseoplevelsen var indtil den elendige afslutning, vil du formentlig føle, at det var spild af tid. Selv den bedste juleaften kan blive ødelagt, hvis den slutter med at far bliver fuld, mor hysterisk og ungerne overtrætte. Stop mens aftenen stadig er sjov og planlæg en dejlig afslutning med kram og stjernekastere. Omvendt kan en halvdårlig juleaften reddes med en vellykket afslutning.

Tid er ligegyldig. Forskningen viser, at længden af en oplevelse er stort set ligegyldig for, hvordan vi husker den. Hvor meget bedre er f.eks. to uges ferie ved poolen på Rhodos fremfor kun en? Ja, det er fint, mens du er der, men bagefter er den ekstra uge stort set ligemeget. Så måske er det bedre for børnenes og dine juleminder at få set flere forskellige mennesker og lave forskellige ting i julen, fremfor at bruge 10 dage foran fjernsynet hos svigermor.

Set i dette perspektiv er billeder fra julen helt afgørende i designet og forstærkningen af vores lykkelige erindringer. Daniel Kahneman skriver “Mange turisters hæmningsløse fotografering tyder på, at opsparingen af erindringer ofte er et vigtigt mål, som former både planlægningen og oplevelsen af ferien. Fotografen ser ikke begivenheden som et øjeblik, der skal nydes, men som designet af en fremtidig erindring.”  

Selvfølgelig kan knipseriet stå i vejen for nærhed og kærlighed, men velvalgte billeder af de positive højdepunkter og den lykkelige afslutning, kan på langt sigt mangedoble den ellers dejlige oplevelse og hvorfor ikke dele det på Facebook, så alle dem, der var med også kan få glæde af det.

Kilde: Kahneman, Daniel. Thinking fast and slow. FSG 2011.

Se også Kahnemans TED talk om det oplevede og erindrende selv her.

 

Dårlige møder er spild af liv

9b4373ec-02af-422d-ad23-70bbf0f8e9cb_meetings

Hvordan kan jeg blive mødeekspert, når jeg i virkeligheden ikke interesserer mig for møder? Det kan jeg, fordi jeg interesserer mig for, hvad der får mennesker til at trives og blomstre og have et sjovt og energigivende liv. Dårlige møder og bilkøer er vel nok nogle af de mest effektive måder til at opnå det stik modsatte, nemlig at vi mistrives og drænes for energi og livskraft. Vores tid er sparsom, så det er vigtigt, at vi bruger den på de rigtige ting, hvis vi vil skabe et godt liv for os selv og andre.

I et moderne arbejdsliv er det helt normalt at bruge mellem 20-80% af sin tid på at gå til møder. Derfor er mødet som fænomen og institution uhyre interessant, fordi det er der, vi lever en stor del af vores vågne liv. Intet problem hvis tiden var givet godt ud, men det er den ofte ikke. En forskningsrapport fra Danmarks Pædagogiske Universitet viste, at vi i gennemsnit oplever at 21% af mødetiden er spildt, for ikke at tale om al den mødetid der bare er halv dårlig. Kan vi virkelig være det bekendt overfor os selv og hinanden? Har vi ikke en forpligtelse til at bruge vores korte tid på jorden med omtanke og kærlighed? Da vi var børn drømte vi om at blive sanger, dyrelæge eller brandmand, hvor mange af os drømte om at bruge hovedparten af vores arbejdsliv med at “gå til møder”?

Møder er en af vores kulturs vigtigste institutioner, og det er i bund og grund rystende, så lidt vi har gjort for at udvikle den, så den kan blive en vedvarende kilde til glæde, samarbejde, kreativitet og skaberkraft. De fleste mennesker har lært at acceptere, at møder er et nødvendigt onde der skal overstås, så vi kan passe vores “rigtige arbejde”. Møder er “rigtigt arbejde” og måske den aller vigtigste begivenhed i løbet af en arbejdsdag, fordi det er her vi skaber mening og sammenhæng i vores hyperkomplekse verden. Det er her vi mere end noget andet sted kan dele viden, ideer og overføre ægte menneskelig varme og nærhed. Møder skal ikke overstås, men udvikles og forbedres.

Jeg vil tro, at omkring 80% af alle møder foregår på samme måde, en gruppe mennesker siddende omkring et bord med en talerliste og en dagsorden (hvis vi er heldige). Hvorfor er der ikke flere møder, der foregår som en gåtur i skoven, eller stående ude på gulvet, eller liggende på alle fire, mens vi bygger vores tanker og idéer. Bla. Barbara Fredricksons forskning viser, at hvis vi trives og blomstrer på et møde, skaber vi bedre resultater, bliver mere kreative og glade og synes godt om hinanden. Møder har med andre ord potentialet til at blive dagens oplevelse. Men hvad skal der til for, at vi glæder os hver gang kalenderen er fyldt med møder, istedet for at græmmes?

  1. Anerkend at møder er et af samfundets vigtigste institutioner. Alle holder dem – hele tiden. De binder vores hyperkomplekse samfund sammen og er et samlingspunkt, hvor mennesker mødes og udveksler viden og ideer i den fysiske verden. Derfor skal de tages alvorligt og udvikles med samme ildhu, som vi udvikler IT-systemer og en lækker middag med fine gæster.
  2. Vær ambitiøs. Det er uacceptabelt, at en femtedel er spild af tid. Formentlig er det ikke bare spild af tid, men direkte demotiverende. Tid af en af de knappeste ressourcer du har, den skal bruges ordentligt, og det er muligt at gøre møderne til en oase af skaberkraft, livgivende relationer og fantastiske resultater.
  3. Vær innovativ. Hvorfor foregår næsten alle møder på samme måde? Vi er innovative i alle andre dele af virksomheden, hvorfor er vi det ikke når vi mødes? Hvem har bestemt, at den eneste rigtige måde at holde møder på, er siddende rundt om et bord med en talerliste og en dagsroden? I uddannelsesverdenen arbejder man på fuld kraft med at skabe effektive og motiverende læringsformer. Hvorfor gør vi ikke også det, når vi holder møder?
  4. Fra dagsorden til læring. Den nemmeste måde at nå dagsordenen og tidsplanen på er ved at sikre, at alle er ved at falde i søvn eller er totalt mentalt fraværende. En succesfuld mødeleder er ikke den, der nåede dagsordenen, men den der skabte størst mulig læring og udvikling for mødedeltagerne og organisationen. Læringen kommer ikke hver gang du har sat flueben ved et punkt på dagsordenen, men hver gang I har arbejdet så intenst og engageret med stoffet, at alle brænder for at komme ud af møderummet for at implementere det, I er nået frem til.
  5. Variation. Variation er livets krydderi. Ingen gider spise den samme ret hver dag. Vi hylder kokke, der skaber nye spændende variationer over gammelkendte ingredienser, og vi elsker eksotiske madtraditioner fra andre lande. Hvorfor ikke tænke møder på den samme måde? Hvad med at skabe et New Nordic Meetings koncept, hvor gamle mødedyder og traditioner anvendes på nye overraskende måder.

Det kræver mod at afprøve nye mødeformer, de fleste vælger det sikre format, som ingen er helt tilfreds med, men som de fleste har opgivet at ændre på. Jeg ville ønske vores motivation til at prøve nye mødeformater af var ligeså stor som vores vilje til at afprøve nye teknologier. Smartphones og tablets optages i vores kultur øjeblikkeligt, men at rejse sig fra mødebordet og gøre noget andet end vi plejer er en helt anden sag. Jeg har set hvordan et godt møde kan transformere deltagerne, så de lyser op som små Ole Henriksener. Lad os nu komme i gang og ikke spilde mere liv på dårlige møder.

Derfor tror vi skæld ud virker bedre end ros

sad boy

I moderne psykologi er der bred enighed om, at hvis du vil motivere folk til at forbedre sig, er det bedre at anerkende det, der virker, end at kritisere fejl og mangler. Alligevel er vi mange der har oplevet det modsatte, nemlig at vores børn eller medarbejdere forbedrer sig umiddelbart efter de har fået skæld ud og at de faktisk forværrer deres præstationer efter at have fået ros og anerkendelse. Det er der en fornuftig forklaring på.

For nogle år tilbage havde vi generalforsamling i vores andelsforening, formanden som var skolelærer begyndte generalforsamlingen med at give alle os andelshavere en skideballe på 20 minutter. Han skældte ud over at nogle ikke kom til arbejdsdagen, at hende på 2 sal havde holdt fest uden at varsle det, at nogle havde en flyttekasse stående udenfor loftsrummet osv. osv. Væggene dirrede og luften i fælleslokalet blev iltfattig og kvælende. Bagefter tænkte jeg meget over, hvordan en uddannet skolelærer kunne tro at en skideballe af den art ville skabe en bedre andelsforening, når min oplevelse var det stik modsatte. Folk blev trodsige og vrede, og jeg selv blev rasende over at  blive talt til som et lille barn og følte mig uretfærdigt behandlet. Resultat var efter min bedste overbevisning ikke, at vi fik mere motivation til at gøre en indsats for foreningen, tværtimod spredte der sig en dårlig stemning, som sidenhen har fået gode folk til at flytte fra foreningen. Hvis du spørger formanden, vil han sikkert sige det det stik modsatte, nemlig at folk tog sig sammen efterfølgende. Han følte sig jo heller ikke selv trådt på, men oplevede lettelsen ved at komme af med sine frustrationer.

Men hvordan kan formanden og alle dem, der går rundt og deler skideballer ud, tro de har ret og alligevel tage fejl? Forklaringen er enkel, men kontraintuitiv og derfor svær at tage til sig. Forestil dig, at du har 30 lige gode golfspillere, som du beder spille en runde golf. Selvom de er lige gode vil nogle af dem klare sig godt, og bruge 4-5 slag mindre end gennemsnittet for banen (de slår under par, som det hedder i golfsprog), mens andre vil klare sig dårligt og måske slå 4-5 slag over gennemsnittet. Der er tale om en helt almindelig statistisk fordeling, hvor de fleste spillere vil fordele sig omkring midten (par) og enkelte vil have mere ekstreme resultater.

For at forbedre spillernes resultater vælger du at give en skideballe til dem, der klarede sig dårligt og rose og anerkende dem, der klarede sig godt. Bagefter spiller de en ny runde, og du vil sandsynligvis opleve, at dem du gav en skideballe, forbedrer sig og dem du roste spiller ringere. Det kunne føre til den nærliggende konklusion, at skæld ud virker, og ros ikke gør det, eller endnu værre, at ros ligefrem forværrer spillernes præstationer. Begge dele er forkert. Forandringerne i præstationerne har sandsynligvis ikke ret meget med psykologi og motivation at gøre, men handler om held og statistik. Ligesom i alle andre af livets forhold, er der ingen af os der har fuld kontrol over vores præstationer. Uanset hvor meget vi øver os, og hvor motiverede vi er, påvirker et hav af andre ting vores præstation, som vi kun har begrænset indflydelse på. Den bedst trænede og mest motiverede golfspiller kan lave en dårlig runde, fordi et vindstød tog bolden, en knold på græsset ændrede boldens opspring eller den gamle skulderskade drillede et kort øjeblik osv. Alle disse faktorer, som du ikke kan påvirke, kan vi kalde held. Alle har heldige dage og uheldige dage, derfor spiller golfspillere, der på papiret er lige gode og lige motiverede, ikke lige godt. Imod held og tilfældigheder virker hverken ros eller skideballer.

Ovenstående fænomen bliver indenfor psykologien og statistik kaldet regression to the mean og betyder at alle efter en top- eller bundpræstation sandsynligvis vil vende tilbage til gennemsnittet (deres middel niveau). Hvis du lader golfspillerne spille ti runder vil deres gennemsnit sandsynligvis blive næsten ens, hvis udgangspunktet er, at de er cirka lige gode. Denne type af forklaring på vores præstationer er som regel ikke særlig populær, da den kan forekomme kold og klinisk. De fleste af os er tilbøjelige til at overvurdere betydningen af den enkeltes egen indsats. Mange sportskommentatorer og børsanalytikere ville hurtigt blive arbejdsløse, hvis de forklarede Messis pragtkamp med, at han havde en heldig dag eller tilskrev hovedparten af Steven Jobs’ fantastiske resultater tilfældigheder i markedet. Statistik er for de fleste kønsløst og ucharmerende, hvorimod en historie om Messi, der fik en peptalk fra sin far lige inden kampen eller Steven Jobs’ eksentriske adfærd er langt mere interessante og fascinerende.

Så hvis du oplever, at en skideballe til dine elever, medarbejdere eller i andelsforeningen virker, er det formentlig ikke på grund af skideballen, men fordi de underpræsterede og bagefter af naturlige årsager vender tilbage til deres middelniveau, (regression to the mean). Det betyder, at hvis vi vil forbedre andre menneskers præstationer, skal vi forbedre deres middelniveau. Det er en lang sej proces, som kræver masser af motivation (især den gode indre motivation). I den proces virker det bedst at give konkrete anvisninger på, hvordan man forbedrer sig, for golfspilleren betyder det f.eks. at forbedre sit slag og vælge de rette køller osv. og anerkende specifikt og konkret det, der går godt, så man kan gøre mere af det. Skideballer derimod dræber som oftest motivationen og lysten til at forbedre sig og skaber i stedet vrede, mismod og hævngerrighed. I sjældne tilfælde kan en skideballe virke som et Wake-up call, men i de fleste tilfælde er andre (og mere positive) virkemidler langt mere effektivt.