High Quality Connections – Den usynlige forbindelse mellem trivsel og bundlinje

Forskning fra Psykologi Professor Jane E. Dutton har påvist, at gode konstruktive relationer mellem medarbejderne fremmer både trivslen og opgaveløsningen.

Dutton kalder det High Quality Connections og forklarer, at de virker fordi:

  • Når vi føler os godt tilpas i vore indbyrdes relationer, kan vi fokusere på at løse opgaven. Når vi oplever det modsatte, Low Quality Connections bruger vi al for megen energi på at tolke og forstå de andre og finde ud af, hvad der er galt.
  • Gode relationer er den vigtigste kilde til trivsel og positive følelser. Vi ved fra bl.a. Barbara L. Fredricksons forskning i positive følelser, at mange positive følelser gør os mere kreative, mindre syge, mere åbne overfor andre og mere rummelige i forhold til forandringer.
  • Vi skaber en vedvarende læringskultur, så vi lærer hurtigere og bedre kan tilpasse os forandringer. Dette skyldes, at vi tør dele vores viden og vanskeligheder, hvis vi føler os trygge og har tillid til hinanden.
  • Vi hjælper hinanden mere. Folk der kan lide hinanden, hjælper hinanden, folk der ikke kan lide hinanden ender ofte med at modarbejde hinanden.

High Quality Connections opbygges bl.a. ved at fremme:

Reciprocity – som er en psykologisk term for gensidig hjælpsomhed. Gensidig hjælpsomhed handler ikke kun om at udveksle tjenester. Ægte hjælpsomhed kan sprede sig i mange retninger og flere led. Når vi hjælper en kollega, får hun lyst til at hjælpe andre, også kaldet ”Pay it forward”. Hvis det rygtes blandt kunder eller kollegaer, at du er hjælpsom, begynder folk du ikke kender at hjælpe dig, også kaldet ”Reward reputation”.

Tillid er afgørende i næsten alle typer af samarbejdsrelationer. Forestil dig et ledelsesteam uden tillid eller tillid som en vej til at opbygge nære kunderelationer. Tillid opstår f.eks. når vi viser sårbarhed overfor hinanden eller overvinder vanskelige udfordringer sammen.

Aktiv konstruktiv respons er en særlig livgivende kommunikationsform, som handler om at reagere positivt og konstruktivt, hvis en kollega fortæller om en god oplevelse. Reagere vi derimod med Aktiv Destruktiv Respons vil det være nedbrydende for relationen.

Leg og spil. Leg er et grundlæggende biologisk behov. De fleste voksne har glemt, hvordan man leger sammen. Kunsten er at finde de sjove lege, som virker for voksne. Voksne gider ikke dåseskjul men quizzer, brædtspil og komplekse sociale lege er sjove selvom du er begyndt at gå med slips og læsebriller.

 

Hvem ville du helst ansætte The Planner eller The Improviser?

Jeg fortsætter mit lille tema om improvisation. Forestil dig du havde to potentielle medarbejdere til samtale. Den ene havde masser af handleplaner, tidsplaner, regneark og skemaer for fremtiden, den anden sagde “jeg ved ikke præcis hvad fremtiden vil tilbyde, men jeg ved at jeg har de kompetencer der skal til for at både du og jeg får succes og kommer i den retning vi gerne vil”. Hvem ville du ansætte?

Jeg har fået lavet en lille video, der måske viser forskellen på de to. Se her:

3 grunde til at holde Walk &Talk møder

Her laver jeg en Walk & Talk med Jesper Würtzen, Ballerups borgmester og min barndoms håndboldkammerat. Jesper har fået kæde på og jeg har fået flere deller siden sidst. Gåturen gav os mulighed for at catche op på hinanden, på en dejlig uformel måde.

Her laver jeg en Walk & Talk med Jesper Würtzen, Ballerups borgmester og min barndoms håndboldkammerat. Jesper har fået kæde på og jeg har fået flere deller siden sidst. Gåturen gav os mulighed for at catche op på hinanden, på en dejlig uformel måde.

Der er en klar sammenhæng mellem fysisk bevægelse og tænkning. Fysisk aktivitet får os til at tænke bedre. Det er på tide, vi finder metoder til at integrere fysisk bevægelse i hverdagens mange stillesiddende aktiviteter, f.eks. vores møder. Walk and talks er et godt bud på en af de aktiviteter, vi sagtens kunne få mere glæde af.

Jeg hørte et fantastisk citat den anden dag “Kontorstole er de nye cigaretter – først bliver du fed og så dør du”. Jamen, det er jo sandt, vi lever et liv, hvor vi bevæger os for lidt og spiser for meget. Vores kroppe er skabt til at bevæge sig. Mennesket kom til for cirka 2 millioner år siden og indtil for 10.000 år siden, hvor landbrugsrevolutionen kom, brugte vi hovedparten af vores liv på at jage dyr og samle bær. F.eks. gik en stenaldermand omkring 7-13 kilometer om dagen. Forskere har regnet sig frem til, at vores gennemsnitlige energiforbrug er 38 procent lavere end stenaldermandens, på trods af at vi har stort set den samme krop, som ham. Oven i hatten spiser vi meget mere end han gjorde, i bund og grund en dødbringende cocktail, som f.eks. betyder at min krop, trods mit ønske om det modsatte, konstant får nye tilbygninger.

Derfor blev jeg så glad, da jeg blev kontaktet af Søren Femmer Jensen, fra firmaet Co-Creative, som spurgte om jeg ville holde tale ved åbningen af en walk-and talk bane midt i erhvervsområdet Lautrupparken i Ballerup. I samarbejde med Ballerup Kommune og nogle landskabsarkitekter havde Søren skabt en rundtur i de grønne områder mellem kontorhusene i Lautrupparken. Undervejs på banen er der mulighed for at stoppe op og tage noter, opsummere osv. Min opgave var at stå ved et af disse punkter og holde et ti minutters indlæg om, hvorfor gående møder kan skabe bedre møder. Normalt er fokus i denne slags aktiviteter på det sundhedsmæssige, men mit fokus var på hvordan et gående møde i naturen faktisk også kan forbedre vores tænkning og måde at arbejde på. Og hvordan kan det så være?

En gåtur kan give Flow

Flow er en fantastisk tilstand af fokuseret opmærksomhed, som både får os til at præstere vores optimale og får os til at føle os godt tilpas. Når vi er i flow, er vi opslugt af den opgave, vi arbejder med. Flow er med andre ord en kilde til både resultater og arbejdsglæde. Psykologen Csikszenmihalyi, som er ophavsmand til Flow-teorien, har fundet ud af, at en af de vigtigste forudsætninger for at opnå flow er at kunne fokusere uden forstyrrelser, hvilket kan være mere end almindeligt vanskeligt i et mødelokale, hvor folk går ud og ind, SMS’ er og går online med deres computere. På en gåtur er der meget færre forstyrrelser, og forskningen har vist, at naturen i sig selv har en positiv virkning på vores opmærksomhed, hvilket betyder at det i følge Flowforsker Frans Ørsted Andersen er nemmere at opnå flow ude i naturen. En god samtale med en anden person er også en af genvejene til flow. Men gåturen og samtalen gør det ikke alene, opgaven der arbejdes med skal også være relevant og udfordrende, før vi kan være heldige at ramle ind i den eftertragtede tilstand.

Fysisk bevægelse gør os læringsparate

John Ratey, som er Associate Professor i psykiatri ved Harvard Medical School, og forfatter til bogen Spark – The Revolutionary New Science of Exercise and the Brain,  påpeger tre sammenhænge mellem læring og fysisk bevægelse.

1. Fysisk bevægelse gør os læringsparate nu og her, fordi det forbedrer vores årvågenhed, opmærksomhed og motivation. Hjernescanninger har vist, at en kort gåtur øger blodtilstrømningen til hjernen og dermed vores evne til at lære.

2. Fysisk bevægelse får nerveceller til at lave nye koblinger og gør det dermed nemmere at lære. Fysisk bevægelse stimulerer produktionen af proteiner,  der styrker kommunikationen mellem hjernecellerne, særlig vigtig er en gruppe af proteiner der kaldes brain-derived neurotrophic factor (BDNF). BDNF forbedrer hjernecellernes funktionsdygtighed, stimulerer deres vækst og beskytter dem mod celledød. Populært sagt er BDNF en slag mirakelgødning for hjernen.

3. Fysisk bevægelse ansporer udviklingen af nye nerveceller fra stamceller i det område af hjernen, der kaldes hippocampus. I gamle dage troede man,  at hjernen var uforanderlig og blot forfaldt fra den dag, vi blev født. I dag ved man, at hjernen er plastisk hele tiden og producerer nye hjerneceller der binder sig på nye måder. Hjernen minder altså mere om ler end om porcelæn, og jo mere vi bevæger os, jo større plasticitet har hjernen.

I april i år var jeg på besøg på Naperville High School i Illinois, USA, hvor de arbejder bevidst med at øge læringen gennem fysisk aktivitet. De kalder deres program:  Learning Readiness Physcial Education (LRPE). Jeg fik en rundvisning på skolen og fik fortalt, hvordan de igennem næsten ti år har sammenlignet eksamensresultater mellem elever, der deltager i LRPE programmet og elever, der ikke gør. Resultatet er entydigt og overvældende: Dem der arbejder med fysisk bevægelse og læring, scorer stort set bedre i alle fag. Den nu pensionerede leder af programmet, Paul Zientarski, fortalte mig, at mange elever nu selv tog en motionstur inden en eksamen, fordi de havde opdaget, at det forbedrede deres eksamensresultater. Jeg observerede også undervisningen i to matematiktimer og så, hvordan de en gang i hver lektion lavede et lille brainbreak. Et brainbreak er en kort øvelse af 2-5 minutters varighed, som kræver fysisk bevægelse og krydskombination, hvilket skulle være særligt velegnet, når man vil gøre hjernen læringsparat. Øvelserne minder meget om de såkaldte energizers, som jeg selv har benyttet flittigt i årevis.

John Ratey, som har været en stor inspirationskilde for Naperville Highschool, gør i sin bog opmærksom på, at fysisk træning med høj intensitet ikke fremmer læring af komplekst stof, før efter træningen. Når vi træner hårdt  bliver der ført blod væk fra pandelapperne (præfrontal cortex), som vi blandt andet har brug for, når vi skal tage beslutninger og sammensætte kompliceret viden. Derfor vil en run and talk ikke fungere, hvorimod en løbetur før et møde ville være en glimrende idé.

Fysisk bevægelse er en måde at tænke på

Dagen før jeg skulle til Ballerup og holde min tale havde jeg en vidunderlig  walk and talk med min 9-årige søn Malte. Jeg fulgte ham til skole, en 15 minutters gåtur ned ad nogle fredelige bagveje her på Frederiksberg. Det blev til en lille filosofisk samtale med stof til eftertanke, frisk luft og pauser, der føltes naturlige. Jeg tror aldrig, vi kunne havde haft den samtale hjemme omkring spisebordet, hvor jeg plejer at sidde som patriarken på min faste plads og kikke ned på ham på børnepladsen. Jeg tænker bare anderledes når jeg går, end når jeg sidder ved et mødebord eller en computer. Måske var det også derfor Sokrates tilbragte hovedparten af sit liv på at gå rundt i Athen i filosofiske samtaler med Platon alle de andre han inspirerede.

Det er en udbredt opfattelse i vores vestlige kultur, at krop og sjæl er to systemer, der er uafhængige af hinanden. Hovedparten af vores akademiske system er baseret på en opfattelse af, at læring foregår bedst, hvis den er adskilt fra fysisk bevægelse. Fysisk bevægelse og praksis opfattes som regel som irrelevante elementer, der forstyrrer den rene akademiske tanke. Dette oplevede jeg i højeste grad, da jeg læste på Roskilde og Københavns universiteter og henslæbte tusindvis af urolige timer tapet til en stol. Filosofisk kan denne tankegang spores til matematikeren Rene Descartes kartesianske dualisme fra 1600 tallet. En indsnævret og fejlagtig tankegang, som det er på tide at gøre op med.

Nu har jeg heldigvis også spillet improviseret teater i mange år, og i den verden har man lært at kroppen er fuldstændigt uundværligt hjælpemiddel til at tænke, kommunikere og samarbejde. I improteater prøver vi altid at komme ud på gulvet så hurtigt som muligt, fordi det som regel først er derude at det bliver rigtig sjovt, og at kreativiteten og de gode historier folder sig ud. Jeg har taget denne fysiske tilgang med i afviklingen af mere end tusinde workshops, møder og kurser og kan se, at det transformerer gruppens måde at tænke, samarbejde og kommunikere på lige så snart vi kommer i bevægelse. Ikke tilfældigt at den engelske læringsspecialist Roger Greenaway kalder det Moving Bodies, Moving Minds. 

Mere fysisk bevægelse

Det er på tide, at vi erkender, at der er en klar sammenhæng mellem fysisk bevægelse og tænkning. Men lad det ikke blive ved en løbetur om morgenen eller en cykeltur efter arbejde, lad os finde nye innovative måder at integrere fysisk bevægelse i dagligdagens rutiner, som f.eks. på vores møder. Walk and Talk er en spadseretur i den rigtige retning, men der er tusinder af andre muligheder som skal afprøves og udforskes. Jeg har selv haft succes med at bruge energizers og brainbreaks og lave møder og kurser, hvor deltagerne står og bevæger sig rundt, mens de arbejder.

Kilder:

Ratey, John J.: Spark – The revolutionary New Science of Exercise and the brain. Little, Brown and Company.

Ørsted Andersen, Frans og Hanssen, Nina: Flow i hverdagen. Dansk Pykologisk Forlag.

Kort over banen kan hentes her: http://www.ballerup.dk/sites/default/files/walktalk_kort.pdf

Kort over Walk  Talk banen i Lautrupparken i Ballerup. Banen er åben for alle.

Kort over Walk Talk banen i Lautrupparken i Ballerup. Banen er åben for alle.

Kan man være verdens dygtigste og verdens lykkeligste på samme tid?

Så er balladen her. Stakkels 9.z fik bøllebank af en arbejdsom kinesisk 9. klasse i matematik og læsning i TV programmet 9.z mod Kina. Jeg så afsnittet, hvor de fik tæv i kreativitet og samarbejde. Som de fleste andre ville jeg havde forventet, at 9.z ville være kineserne overlegne i kreativitet (dansk antiautoritær fritænkning contra kinesisk autoritær ensretning), men nej. Jeg er rystet. Jeg er udmærket klar over, at man ikke kan være kreativ og innovativ uden viden. Som udgangspunkt, jo mere viden jo bedre, og på det punkt har de kinesiske elever en kæmpe fordel med deres terperier og overlegne paratviden. Men viden gør det ikke alene, du skal også have evnen til at bruge din viden på nye måder i nye sammenhænge, før der kan komme innovation og kreativitet ud af det, og der havde jeg forventet, at de danske elever ville være klart de stærkeste.

Er det ikke utroligt, hvad TV kan gøre? Programmet 9.z mod Kina kommer sandsynligvis til at få afgørende indflydelse på debatten omkring den kommende skolereform (og skoledebatten langt ud i fremtiden). Uden tvivl en god og sund debat, der kan bruges til at gøre det danske uddannelsessystem bedre, hvis vi tænker os om og ikke bliver grebet af panik.

For det første skal programmets resultater tages med sund kritisk skepsis. To 9. klasser er ikke et ordentligt statistisk grundlag, selvom det sikkert giver en god retningspil. Vi kan ikke uden videre anse programmet for en nøjagtig udmåling af styrkeforholdet mellem den kinesiske og den danske skole. For det andet har forskning tidligere vist, at det er meget vanskeligt at måle kreativ performance ud fra laboratorie eksperimenter alene. At være kreativ og innovativ i virkeligheden er langt vanskeligere end i et opstillet forsøg, som i TV programmet, hvor eleverne skulle lave så mange forskellige tegninger som muligt i et begrænset tidsrum. En dansk arbejdsplads med ytringsfrihed og kort magtdistance, hvor en medarbejder kan få direkte adgang til at tale med chefen og forvente han lytter, kan godt vise sig at have en stor positiv effekt på innovationen, sammenlignet med en mere autoritær kinesisk arbejdskultur.

I min optik er det allerstørste spørgsmål programmet rejser noget helt andet. Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre både at være verdens lykkeligste land og verdens dygtigste land? Utallige målinger har vist, at danskerne er blandt de lykkeligste i verden og ofte det mest lykkelige folkefærd overhovedet. (se f.eks. world Happiness Report 2012: http://issuu.com/earthinstitute/docs/world-happiness-report?mode=window&backgroundColor=%23222222&embedId=4098028/2014244 )

Sidste sommer deltog jeg på the 4th European Conference on Positive Psychology i Moskva. På konferencen blev fremlagt de nyeste forskningsresultater indenfor positiv psykologi, som er studiet i optimal menneskelig trivsel og præstation. Jeg overhørte blandt andet et oplæg med Gaël Brulé, som sammen med den professor og leder af World Database of Happiness Ruut Veenhoven, har lavet studier, der blandt anden skal finde ud af, hvorfor danskerne og de skandinaviske lande er så lykkelige. Deres hovedkonklusion er, at det hele starter i folkeskolen. Det danske skolesystem er nemlig det næstmest demokratiske i verden kun overgået af Schweitz (som også er et af verdens lykkeligste lande). Brulé og Veenhoven studier viser, at der er en klar sammenhæng mellem hvor demokratisk skolesystemet er og lykkeniveauet i det pågældende land. Et demokratisk skolesystem er et, hvor der er meget gruppe- og projektarbejde, og hvor læreren har meget dialog med eleverne i undervisningen. Denne form for undervisning øger lykkefølelsen, fordi det giver en følelse af frihed, autonomi og kontrol over eget liv.

Kina indgår desværre ikke i studiet, men beslægtede skolesystemer som det i Korea, Japan og Hong Kong er med, og de er alle kendetegnet ved det, de kalder vertikal undervisning, dvs. undervisning, som primært er baseret på envejskommunikation fra læreren – en helt anden uddannelsestradition end den danske. Ingen af disse lande er blandt de lykkeligste i verden, men ligger langt nede af listen.

Forskningen tyder altså på, at hvis vi begynder at kopiere det kinesiske (asiatiske) uddannelsessystems tradition for envejskommunikation, vil vi blive mindre lykkelige. Det er i hvert fald ikke det, jeg ønsker. Jeg synes, det er fantastisk, at vi bor i verdens lykkeligste land, og jeg synes det vil være en katastrofe, hvis vi sætter det over styr på grund af et TV program.

Men spørgsmålet er, om det er den vertikale lærestyrede undervisning, som gør kineserne så dygtige eller det er noget helt andet. Måske skyldes deres succes at:

  1. De går meget mere i skole. Vi ved, at jo mere vi øver os indenfor et fag, jo dygtigere bliver vi. Hvis en dansk elev øvede sig mere på matematik hver dag, ville hun også blive meget bedre.
  2. Klasseledelsen (Class Room Management) fungerer. I den kinesiske skole er der ro og orden. Den skrappe disciplin betyder, at undervisningen og læringen er i fokus.  I Danmark er der kæmpe problemer med klasseledelse, alt for mange elever forstyrrer, kommer for sent, har glemt deres ting og ikke lavet lektier. Jeg er ikke fortaler for spanskrør, skideballer og svedere, men regnestykket er meget enkelt, der kan ikke foregå fokuseret læring i klassen, hvis ikke eleverne er ankommet, har deres ting med og kan høre, hvad læreren siger.
  3. Kinesiske elever er mere vedholdende. Forskning har vist, at kinesiske elever har større selvdisciplin og er mere vedholdene, hvilket f.eks. forklarer, at mange asiatere klare sig bedre end amerikanerne, når de flytter til USA og er en del af et helt andet undervisningssystem. F.eks. viser et studie at stillet overfor et svært matematikstykke giver en amerikansk førsteklasses elev op efter 9.47 minutter og en japansk elev først efter 13.93 minutter, altså næsten 40% forskel. Hvis dette mønster gør sig gældende hver eneste dag i alle timer, betyder det, at hvis en kinesisk elev deltager i en dansk undervisningstime, vil hun stadig lære mere end den danske elev (jeg antager at den danske elevs adfærd er tættere på den amerikanske elevs end den kinesiske). Malcolm Gladwell skriver om forskellen på kornmark og rismark kultur. I rismark-kulturer har man en tradition for at arbejde hårdere end i kornmark- kulturer, hvilket også afspejler sig i skolen.
  4. Forældresamarbejdet er helt anderledes. I Kina findes de såkaldte Tigermødre, som stiller helt anderledes krav end danske forældre til, at deres børn er disciplinerede og laver lektier. I Danmark har vi en udpræget anarkistisk laissez-faire kultur, hvor børnenes egne ønsker ofte tæller mere end forældrenes og skolens krav, hvilket bygger på en misforstået tro på, at børnene ved, hvad der godt for dem selv. Resultatet er ofte, at børnene bliver så vant til, at egne behov kommer først, at de har svært ved at indgå i respektfuldt samarbejde med andre og lave de nødvendige kompromisser og tilpasninger for, at samarbejdet skal virke. Det var det, vi så i 9.z mod Kina, hvor de danske elever havde svært ved at samarbejde, fordi de stædigt holdt fast i deres egne idéer, i stedet for at bygge ovenpå hinandens. Jeg har ladet mig fortælle, at danskerne er det mest anarkistiske folkeslag i verden, jeg ved ikke om det er sandt, men i Danmark er der ofte mere prestige i at være antiautoritær end i at gøre, som vi bliver bedt om (særligt blandt os i den såkaldte kreative klasse). På min børns tidligere skole kom dette til udtryk i en kedelig variant, da det trods utallige opfordringer fra skolen var nærmest umuligt at starte første time til tiden, fordi der altid var børn som blev afleveret for sent af deres forældre. 

Der er ingen tvivl om, at den danske skole skal udvikles, eleverne skal lære mere, men lad os gøre det på danske måde. Lad os ikke kopiere det kinesiske skolesystem, som på mange måder er et mareridt, også for eleverne. F.eks. er der langt flere selvmord blandt kinesiske unge end blandt danske. Og i den kinesiske befolkning som helhed er der mere end 3 gange så mange selvmord som i Danmark. Lad os holde fast i den demokratiske undervisningsform, men vi skal stramme op i forhold til Class Room Management og forældresamarbejdet. Det er ikke modsætninger, der skal ro, fokus og struktur til for at eleverne kan udfolde deres kreativitet og samarbejdsfærdigheder. Og ja, lad os endelig forlænge skoledagen med både flere faglige timer og aktivitetstimer. Hvis vi bygger videre på de gode danske pædagogiske traditioner kan det giv en langt mere spændende og udviklende dag for eleverne, hvor alternativet for mange (også mine børn) alligevel er timers forbrug af TV og computerspil, hvilket er hverken særlig spændende, udviklende eller lykkeligt for den sags skyld.

 

Hvem er Bo Krüger?

Jeg synes godt mine forældre kunne havde været mere gavmilde da de navngav mig, helt ærligt et navn på to bogstaver, til en så interessant person. Heldigvis har mit liv altid været fyldt med kælenavne. Folk der har gået i gymnasiet med mig, kender mig stort set kun som Krüger, men ellers har jeg heddet Bobby, Bobo, Bobis, Bosso, Bob, Bosse og Kajak Leif. Det sidste var vist en drilsk kommentar til at jeg er født i 1966 i den nedlagte bygd Quatlissat på Diskoøen i Grønland. Efter sigende var jeg ude kl.00.00, så mine forældre kunne selv bestemme om min fødselsdag skulle være den 22. eller 23. september.

Jeg boede i Grønland til jeg blev 7 år, hvorefter vi flyttede tilbage til Danmark. Mine forældre elskede Grønland, men ville ikke blive boende og ende med at sende min lillesøster Iben og mig på kostskole i Danmark. Vi havnede i Ballerup, hvor jeg også gik i gymnasiet inden jeg studerede geografi på Roskilde Universitet og Pædagogik på Københavns Universitet. Efter universitet lavede jeg mange mærkelige ting, Jeg gik på teaterskole og arbejdede i på et broget udvalg af steder f.eks. Kommunernes Landsforening, Dansk Ungdom Fællesråd og Teknologisk Institut.

I april 2005 startede jeg Moving Minds, som lige siden har været hjertet i mine faglige aktiviteter, som forfatter, speaker, underviser, konsulent og facilitator. Jeg bor på Frederiksberg med min skønne kone Marianne og kloge og vilde unger Malte (9) og Liva (12). I fritiden cykler jeg og spiller improcomedy i gruppen Face the Monster.