Moving Minds – Bevægelse i undervisningen

Den anden dag sagde en lærer til mig; ”Det gik fint med at skabe fysisk bevægelse i starten af skoleåret, men nu er vi løbet tør for ideer, og eleverne gider ikke blive ved at lave det samme.” Kommentaren gav mig lyst til at skrive dette indlæg, da jeg har mange års erfaring med at udvikle metoder til at skabe fysisk bevægelse, der understøtter faglig læring.

Forskningen peger efterhånden ret entydigt på, at fysisk bevægelse er godt for læringen, men også at variation og passende udfordringer er vigtigt.

Der er derfor stort behov for hele tiden at skabe nye overbevisende sammenhænge mellem fysisk bevægelse og læring, et arbejde alle undervisere i princippet kan bidrage til. Som inspiration til dette arbejde har vi udarbejdet et manifest: Moving Mindsbevægelse med mening, som kan inspirere dig næste gang, du skal lave en ny bevægelsesaktivitet.

 

  1. To minutter kan gøre en stor forskel.
  2. Du behøver ikke en gymnastiksal.
  3. Varier hele tiden.
  4. Læg modellen ned på gulvet.
  5. Kroppen er et penalhus.
  6. Rør det urørlige.
  7. Høj puls – læring efter. Lav puls – læring imens.
  8. Innovation er ikke en tilskuersport
  9. Find flowzonen

#1: To minutter kan gøre en stor forskel.

Selv korte bevægelsesmoduler kan have en positiv indvirkning på koncentrationen og læringsparatheden i klassen. De fleste af os kender mest til bevægelsesaktiviteter, der tager lang tid, som f.eks. en fodboldkamp eller en løbetur. Men der er masser af muligheder for at lave noget, som er kort og effektivt. Bed f.eks. eleverne stå op og tale sammen eller lav et ultrakort brainbreak.

#2: Du behøver ikke en gymnastiksal.

Vi forestiller os ofte, at bevægelse kræver meget plads, en skolegård eller en gymnastiksal, men hvis du ser undervisningslokalets snævre plads som en kreativ udfordring i stedet for som en hindring, er det imponerende, hvad du kan lave mellem borde og stole. Se undervisningslokalet som en legeplads, hvor alt i rummet i princippet kan indgå i aktiviteten. Stole kan stås på, borde kan man kravle under, tasker kan man hoppe over, huer kan blive til bolde osv.

#3: Varier hele tiden.

Selv den sjoveste øvelse kan ret hurtig blive triviel og forvandle en motiverende aktivitet til en kedelig. Jeg elsker grillkylling, men hvis jeg skulle spise det hver dag, ville jeg blive tosset. Dette betyder, at vi skal være gode til at dele nye øvelser med hinanden, men også hele tiden udvikle nye. Du kan også variere ved at skifte tempo, gruppesammensætning, længde og sted, eller tilføje nye regler, historier, rekvisitter eller nyt fagligt indhold. Jeg har ofte kombineret to kendte øvelser efter et stykke tid, for at gøre det velkendte sjovt igen.

#4: Læg modellen ned på gulvet.

Jeg forstod først kaosteori, da en underviser bad os vise et kaotisk system ved hjælp af vore kroppe ude på gulvet. En fantastisk måde at skabe sammenhæng mellem det fag-faglige og fysisk bevægelse er ved at gøre modeller 3-dimensionelle. Forestil jer at landkortet ligger på gulvet, vis socialklasserne på en nærliggende trappe, forstil jer at de grammatiske former er et hus, I kan bevæge jer rundt i, hop et regnestykke osv.

#5: Kroppen er et penalhus.

Hvad nu hvis alle havde glemt deres penalhus, og I kun måtte bruge jeres kroppe som lineal, passer, blyant og viskelæder. Det kan være virkelig sjovt og give en hel anden slags fysisk baseret læring. Jeg har lavet mange øvelser, hvor jeg har bedt eleverne måle hinanden og rummet med kropsdele. F.eks. hvor høj er Malte målt i tommelfingre, fod eller knæ? Hvad nu hvis eleverne hver var et tal, et bogstav eller et ord. Hvad kunne I så skrive, regne, tegne og gøre?

#6: Rør det urørlige.

God formidling og undervisning er ofte kendetegnet ved, at læreren kan bevæge sig ned ad abstraktionsstigen og gøre det abstrakte så konkret som muligt. Regnestykket 32 : 2 + 6, er abstrakt og svært at få til at give mening. Men det havde været en hel anden sag, hvis stykket havde heddet, tag halvdelen af en pose Matadormix og derefter 6 flødeboller. Prøv at gøre abstrakte begreber til konkrete fysiske ting. Tænk hvis udsagnsleddet er en stol, grundleddet et bord og genstandsleddet en taske, og I skal analysere sætninger ved at rykke rundt på dem? Hvad nu hvis årsagssammenhænge er en bold, der kan kastes rundt eller en snor, der kan trækkes mellem forskellige ting? Hvad nu hvis tallene skal findes gemt i klasselokalet, før man kan lave sine matematikstykker?

#7: Høj puls – læring efter. Lav puls – læring imens.

Beslut om du vil lave fysiske aktiviteter, der skaber høj puls eller lav puls. Hvis du får elevernes puls højt op, de såkaldte high arousal aktiviteter, f.eks. gennem løb, hop, boldspil osv. kan det have en positiv virkning på indlæringen, men først efter aktiviteten. Når vi er fysisk presset, optages alle hjernens eksekutiv funktioner, og vi kan ikke tænke på andet end selve aktiviteten. Til gengæld skaber vi det, hjerneforskere kalder Learning Readiness, som betyder, at hjernen vågner og bliver parat til at modtage læring bagefter, når den er faldet til ro igen. Dette betyder også, at bevægelse sagtens kan have en positiv virkning på indlæringen uden at den fysiske aktivitet i sig selv har noget med det faglige indhold at gøre. Aktiviteter med lavere puls (low arousal) gør det muligt at tænke fagligt, mens man bevæger sig, det kan f.eks. være gåture, stående arbejde, flytte rundt på lettere ting osv. Men husk at elevernes fysiske form er meget forskellig, så det der opleves som fysisk krævende af nogen, slet ikke er det for andre.

#8: Innovation er ikke en tilskuersport

Intet nyt er blevet til uden, at nogen har taget en risiko eller lavet en fejl. Så hvis du vil blive verdensmester i at bruge fysisk aktivitet i din undervisning bliver du nødt til at være modig og bare gå i gang. Jo mere du prøver, jo bedre forståelse får du for, hvad der virker, og jo nemmere bliver det at lave successer. Husk på, at et skridt ad gangen er bedre end røven i sædet.

#9: Find flowzonen

Jeg hører ind imellem, at fysisk bevægelse kan føre til unødig uro og forstyrrelser. Min erfaring er, at dette som regel sker, hvis øvelsen ikke fungerer. En øvelse fungerer ikke, hvis den er enten for nem eller for svær. Er den for nem, fører det til kedsomhed og giver overskud til at forstyrre undervisningen. Er den for svær, skaber det usikkerhed, og eleverne stiger af og begynder at lave noget andet. Fra flowforskningen ved vi, at de bedste lege og aktiviteter er dem, der er på randen af vores formåen, hverken over eller under. Derfor er de bedste øvelser enkle at forstå, men komplekse og svære at løse. Hvis en øvelse er ved at blive for let (efter I har lavet den et par gange), så øg kompleksiteten ved f.eks. at tilføje nye regler, nye rekvisitter, flere samarbejdspartnere og sværere mål.

 

 

 

 

 

 

 

High Quality Connections – Den usynlige forbindelse mellem trivsel og bundlinje

Forskning fra Psykologi Professor Jane E. Dutton har påvist, at gode konstruktive relationer mellem medarbejderne fremmer både trivslen og opgaveløsningen.

Dutton kalder det High Quality Connections og forklarer, at de virker fordi:

  • Når vi føler os godt tilpas i vore indbyrdes relationer, kan vi fokusere på at løse opgaven. Når vi oplever det modsatte, Low Quality Connections bruger vi al for megen energi på at tolke og forstå de andre og finde ud af, hvad der er galt.
  • Gode relationer er den vigtigste kilde til trivsel og positive følelser. Vi ved fra bl.a. Barbara L. Fredricksons forskning i positive følelser, at mange positive følelser gør os mere kreative, mindre syge, mere åbne overfor andre og mere rummelige i forhold til forandringer.
  • Vi skaber en vedvarende læringskultur, så vi lærer hurtigere og bedre kan tilpasse os forandringer. Dette skyldes, at vi tør dele vores viden og vanskeligheder, hvis vi føler os trygge og har tillid til hinanden.
  • Vi hjælper hinanden mere. Folk der kan lide hinanden, hjælper hinanden, folk der ikke kan lide hinanden ender ofte med at modarbejde hinanden.

High Quality Connections opbygges bl.a. ved at fremme:

Reciprocity – som er en psykologisk term for gensidig hjælpsomhed. Gensidig hjælpsomhed handler ikke kun om at udveksle tjenester. Ægte hjælpsomhed kan sprede sig i mange retninger og flere led. Når vi hjælper en kollega, får hun lyst til at hjælpe andre, også kaldet ”Pay it forward”. Hvis det rygtes blandt kunder eller kollegaer, at du er hjælpsom, begynder folk du ikke kender at hjælpe dig, også kaldet ”Reward reputation”.

Tillid er afgørende i næsten alle typer af samarbejdsrelationer. Forestil dig et ledelsesteam uden tillid eller tillid som en vej til at opbygge nære kunderelationer. Tillid opstår f.eks. når vi viser sårbarhed overfor hinanden eller overvinder vanskelige udfordringer sammen.

Aktiv konstruktiv respons er en særlig livgivende kommunikationsform, som handler om at reagere positivt og konstruktivt, hvis en kollega fortæller om en god oplevelse. Reagere vi derimod med Aktiv Destruktiv Respons vil det være nedbrydende for relationen.

Leg og spil. Leg er et grundlæggende biologisk behov. De fleste voksne har glemt, hvordan man leger sammen. Kunsten er at finde de sjove lege, som virker for voksne. Voksne gider ikke dåseskjul men quizzer, brædtspil og komplekse sociale lege er sjove selvom du er begyndt at gå med slips og læsebriller.

 

Sociale medier i undervisningen – et teknologisk inklusionsprojekt

mobiltelefoner i klasserummet
Efter et par TV-udsendelser kører debatten om brugen af mobiltelefoner i skolen. Det må derfor være et passende tidspunkt at bringe et uddrag af den artikel, jeg har skrevet om emnet i det seneste nummer af Pædagogik og Kognition. Forhåbentlig kan det bringe nogle nuancer ind i debatten inden der bliver lavet generelt forbud mod mobiltelefoner på alle skoler.

En af de største udfordringer ved at bruge devices og sociale medier direkte i undervisnings-situationen er, at de ofte forstyrrer i stedet for at understøtte undervisningen. Når Ipaden er tændt og Facebook er åben er fristelsen til at lige at tjekke Antons sidste opdatering eller se den sidste Miley Cyrus video konstant til stede – dopamingeneratoren kører. Forstyrrelser er en hindring for fokus, flow og læring. Den udbredte samfundsmæssige myte om, at vi kan multitaske er en misforståelse, som hver år slår tusindvis af mennesker ihjel i trafikken. For mange undervisere er løsningen at forbyde brugen af devices og sociale medier i undervisnings-situationen, men nyere forskning, af blandt andet Medieforskeren Michael Paulsen fra Ålborg universitet, tyder på at denne strategi ikke har den ønskede effekt . Det er der flere grunde til:

  1. Et forbud er i praksis næsten umuligt at håndhæve. I dag har alle elever adgang til smartphones, tablets og computere, og ofte er det et krav, at eleverne gør brug af dem i undervisningen.
  2. Et forbud vil ofte skabe mistillid og konflikter mellem lærere og elever, fordi læreren er tvunget til hele tiden at tjekke elevernes brug af deres devices. Den dårlige relation vil i sidste ende betyde faldende motivation og engagement i undervisningen.
  3. Casestudier viser, at et forbud nemt fører til, at de fagligt svage elever ofte sætter sig bagerst i klassen og bruger en masse energi på at finde ud af, hvordan de kan snyde.
  4. Et forbud forhindrer, at elevernes mediebrug bliver gjort til genstand for læring og dannelse, fordi lærer og elev ikke kan tale frit om det og udvikle elevernes egen refleksion over, hvordan de lever med de nye medier i skolen, derhjemme og ude i samfundet.

Teknologisk inklusionsprojekt
I stedet for at udstøde de nye teknologier og platforme fra den almindelige undervisning, har vi snarer brug for et teknologisk inklusionsprojekt, hvor vi tager dem med i undervisningen og behandler dem som ønskebørn, i stedet for som adfærdsvanskelige specialbørn. De sociale medier er “den nye elev i klassen” – vi kunne kalde ham Mark. Lige nu står Mark lidt forhutlet over i hjørnet og føler sig ikke rigtig velkommen. Mark er anderledes end alle andre elever, vi tidligere har haft, derfor har vi heller ikke rigtig fundet ud af hvordan vi skal tackle ham. Som underviser er det eneste vi ved, at han er kommet for at blive, og at der kommer mange flere af hans slags i fremtiden, så vi kan ligeså godt begynde at inkludere ham.

Det første der springer i øjnene ved Mark er alle de problemer, han medfører, og det er fristende at give ham diagnosen ADIT (Attention Deficit Irritating Trouble). Symptomerne er klare, ADIT fører til:

  • Forstyrrelser
  • Mobning
  • Dumhed (på grund af manglende kildekritik)
  • Selvcentrering
  • Bøvl (konstante tekniske problemer)

Nu ved vi, fra blandt andet positiv psykologi, at det som regel er langt mere konstruktivt at fokusere på elevens ressourcer og styrker frem for fejl og mangler. Så hvis vi i stedet fokuserer på Marks styrker, viser der sig et billede af en helt andet elev:

  • Han er god til at motivere de andre elever.
  • Han er afsindig populær.
  • Han har endeløs viden.
  • Han kan samarbejde med alle typer af elever uanset alder og niveau.
  • Han skaber relationer mellem de andre elever og med omverdenen.
  • Han har et enormt netværk.
  • Han kan hjælpe mig i min undervisning og i min forberedelse.
  • Han er sjov, underholdende og god til at spille og lege.
  • Han er mobil og elsker at tage med overalt.
  • Han respekterer de andre elevers behov for autonomi.
  • Han er god til at stimulere de andre elevers styrker, så som; opfindsomhed og originalitet, Nysgerrighed, interesse for omverdenen, Videbegær¸ perspektiv, Dømmekraft, Venlighed og gavmildhed, Social begavelse og følelsesmæssig intelligens, Værdsættelse af det smukke og sublime, Håb, optimisme og fremtidsorientering, Legesyge og humor.

Med denne beskrivelse fremstår Mark pludselig som en afsindig ressourcestærk elev, som de fleste undervisere burde elske at have i deres klasse. De fleste undervisere er desværre langt fra at kunne rumme og inkludere den nye dreng i klassen. Måske er Marks største problem i virkeligheden, at han er langt bedre end os dødelige undervisere til en lang række ting og dermed udfordrer vores autoritet og selvværd.

Men det kan lade sig gøre at integrere Mark. Michael Paulsens og Jesper Tækken fra Aarhus Universitets forskning tyder på, at hvis underviseren dropper forbud og har en åben tilgang til f.eks. brugen af Twitter, kan det forvandle elevernes brug af de sociale medier i undervisningen fra en ulempe til en fordel. I forskningsprojektet Socio Media Education følger forskerne en gymnasieklasse på Skive handelsskole i tre år – fra 1.g til 3.g. Forskerne har aftalt med lærerne i klassen, at de ikke forbyder brugen af computere, tablets, smartphones, Facebook eller spil. Omvendt må lærerne heller ikke være ligegyldige over for elevernes mediebrug. Lærerne i alle fag er blev pålagt at få eleverne til at sende korte tekster via Twitter, og eleverne skal opdatere og dele deres viden via wikis, som er et redskab til at dele noter. De endelige forskningsresultater er endnu ikke klar, da klassen først dimitterer i foråret 2014.

Den faciliterende underviser
I det hele taget kræver en fornuftig håndtering af den teknologiske tsunami, der vælter ind over vores verden, en helt anden underviserrolle end den klassiske fagekspert, der står og formidler sin viden til de stillesiddende høfligt lyttende elever. En af forklaringerne på dette er, at den viden der skal undervises i er underlagt nogle helt andre dynamikker, end dem vi så for 20-30 år siden:

  • Underviseren har ikke længere monopol på viden. Det er i dag helt normalt, at de studerende sidder og tjekker på internettet, hvad underviseren formidler. Ofte vil en hurtig søgen på nettet vise, hvis underviseren tager fejl eller formidler forældet viden.
  • Ny viden produceres i dag så hurtigt, at en søgning på nettet ofte vil give et bedre svar end det som underviseren formidler. Med internettet er alt tæt på og med få tryk kan enhver elev række ud i hele verden, hvilket tidligere var langt væk og utilgængeligt.
  • Det er dybest set ineffektivt kun at trække på en videnskilde (underviseren), når alle studerende i princippet kunne være vidensøgende på samme tid.
  • Viden er ikke bare en vare, der skal langes over disken, måden vi tilegner os den på har stor betydning for, hvor godt vi husker og forstår den. Som vi så tidligere har det stor betydning at vi tilegner os viden på en måde, der respekterer vores autonomi, udvikler vores kompetencer på et passende niveau og gerne i et socialt og emotionelt rum.

Den logiske konsekvens er, at den moderne underviser skal skrue ned for rollen som fagekspert og op for rollen som facilitator af elevernes egne videnskabelsesprocesser. Dette kan være særdeles udfordrende, da det udfordrer underviserens traditionelle autoritet og status og hele vores forståelse af, hvad en god lærer skal kunne.

Der er rigeligt at tage fat på, for ligeså håbløst det er at udelukke de sociale medier, ligeså håbløst er det at have en laissez-faire holdning til dem. Jeg besøgte for nyligt en skole, hvor de havde købt Ipads til alle eleverne i de største klasser og forventede, at det automatisk ville øge læringen og motivationen, men ledelsen måtte konstatere, at det ikke skete af sig selv, og at de nu måtte blande sig meget mere i, hvordan de blev brugt.

Hvad er en faciliterende underviser?
En facilitator er en person, som skal gøre det let for en gruppe mennesker at nå deres mål. I modsætning til fageksperten, som har fokus på at komme med alle de rigtige svar, fokuserer facilitatoren på at skabe de bedste rammer for, at gruppen selv kan finde svarene.
En opdeling mellem de to underviserroller kunne se således ud:

Underviseren som ekspert                                         Underviseren som facilitator
Primært fokus på indhold                                              Primært fokus på proces
Kommer selv med svarene                                           Hjælper eleverne til at komme med svarene
Arbejder primært med kendt viden                                Prøver hele tiden at skabe ny viden
Arbejder som regel inden for sit fags markskel             Bevæger hele tiden udenfor faget
Står for det meste på fast grund                                    Havner hele tiden på dybt vand

En dygtig facilitator kan ikke kontrollere udfaldet af processen, men kan til gengæld have nogenlunde kontrol over, hvilke metoder og opgaver der arbejdes med og på den måde give undervisningen retning. F.eks. kan en godt stillet opgave kombineret med krav om anvendelsen af nogle specifikke arbejdsmetoder (f.eks. tekstanalyse, algebra etc.) fører til nye erkendelser og ny læring. Der vil fortsat være brug for, at underviseren træder ind i rollen som fagekspert, men der er masser af situationer, hvor det ikke giver mening og blot vil være en bremse for bedre former for læring. Så lad os kikke lidt nærmere på, hvad det er, den faciliterende underviser skal kunne.

Gå foran
Mange steder er den største hindring for at integrere de sociale medier i undervisningen lærerkulturen og ikke elevkulturen. Modstanden kan skyldes, at det typisk er problemerne ved at inkludere den nye dreng i klassen, der springer i øjnene, hvilket igen kan hænge sammen med, at rigtig mange undervisere ikke selv benytter sig af de sociale medier og derfor ofte har et fordomsfuldt og stereotypt billede af dem. Studier foretaget af et forskerteam under ledelse af psykologen Paul Slovic fra University of Oregon har vist, at hvis forsøgspersoner i forvejen har en positiv holdning til en teknologi, vurderer de, at brugen af den har store fordele og kun medfører en lille risiko. Hvis de omvendt ikke brød sig om teknologien kan de stort set kun komme i tanke om dens ulemper. Dette fænomen bliver også kaldt “The affect Heuristic” og dækker over, at vi erstatter et vanskeligt spørgsmål (hvad synes jeg om teknologien?), med et simplere spørgsmål der er meget lettere at besvare (hvad føler jeg for teknologien?). Resultatet er, at vores forhold til nye teknologier sjældent er rationelt begrundet, men forankret i vores følelser.
For at ændre på dette kræver det for det første, at undervisere begynder at omtale de nye teknologier mere positivt. Paul Slovics forskerteam fandt nemlig ud af, at forsøgspersonernes holdning hurtig kunne påvirkes, hvis de læste en lille tekst, der priste fordelene ved teknologien. Det interessante var, at de positive argumenter også ændrede deres opfattelse af ulemperne, som de nu pludselig så færre af, på trods af at slet ikke var omtalt i teksten – altså igen en følelsesmæssig vurdering. For det andet må underviserne selv begynde at anvende de sociale medier aktivt i og udenfor undervisningen. Paulsen og Tække har i deres forskning fundet frem til, at det har en god virkning på eleverne, hvis lærerne går foran i medieudviklingen i stedet for at forbyde medierne eller ignorere dem. Et godt sted for en underviser at starte er ved at deltage i nogle af de interessegrupper på de sociale medier, som netop beskæftiger sig med hvordan underviseren kan udvikle en tidssvarende IT didaktik. Et eksempel er #skolechat på Twitter, hvor undervisere fra hele landet og sågar undervisningsministeren deler ideer, viden og erfaringer.

 
pædagogik og kognition
Bestil Pædagogik og Kognition og læs hele artiklen her: http://dpf.dk/produkt/tidsskrift/kognition-paedagogik-nr-92

Hvilken metafor bruger McKinsey, når de tænker læring?

Billede

Metaforer kan gøre komplekse ting enkle, derfor bruger vi dem så flittigt. Metaforer angiver også hvilke løsninger, vi kommer frem til, derfor er det vigtigt at vide, hvilke metaforer der styrer vores tænkning. Jeg er ikke sikker på, at de metaforer der bruges i Finansministeriet og hos McKinsey er de bedst egnede til at forstå, hvad uddannelse og læring handler om.

Sproget skaber sammenhæng. Sproget giver os mulighed for at forstå hinanden og verden. Det kan bruges kort og præcist, som et regneark. Eller det kan bruges levende og kreativt, som et loppemarked fyldt med nysgerrige stemmer, duften af frisk kaffe og smagen af en saftig knækpølse. Som på loppemarkedet er sproget fyldt med gammelt ragelse, men hvis du bruger lidt tid på at kikke dig omkring, kan du være heldig at finde lige det ord, du stod og manglede. Jeg elsker at afsøge sproget og se, om der står et fund inde bagved, som kan hjælpe mig med at forklare noget komplekst på en smuk og enkel måde. For mig er de bedste fund ikke akademiske begreber, som ofte er både slidte og grimme, men metaforer. Når jeg får øje på en smuk metafor, stående blandt klichéer og ubrugelige adverbier, kan jeg mærke, at det er det, jeg skal bruge. Jeg kan føle det i min krop, det har en varme og intuitiv enkelthed. Jeg fandt en i går.

Jeg er lige nu på Island og var i går sammen med gode islandske venner ude at se Geysir, den kogende vandstråle der med 7 minutters mellemrum sprøjter 20 meter op i luften fra jordens indre. Vi stod i frost og knitrende sne og ventede, indtil den blev varm nok til at sende sin eksplosive energi ud i den iskolde vinterluft. Noget af det smukkeste jeg nogensinde har set. Fantastisk kontrast mellem kulde og varme. Mens jeg stod der og så dampen stige opad, vidste jeg, at det var en varme og kulde metafor, jeg stod og manglede til min nye bog om læringsenergi. Når vi taler om uddannelse, er det populært at bruge en fabriksmetafor til at beskrive, hvordan vi kan skabe mere og bedre uddannelse. Vi taler om standardisering, kvalitetssikring, optimering, timetal, forberedelsesfaktorer, stordriftsfordele, bonusser og lean. I de sidste 10-15 år er der gået en optimeringsbølge gennem samfundet inspireret af Toyotas bilproduktion og langt hen ad vejen drevet af managementkonsulenter fra blandt andet Mckinsey.  En optimeringstankegang, der egner sig til rutine- og samlebåndsopgaver. Problemet er bare, at hverken børn eller voksne i gang med en uddannelse har ret meget til fælles med en Toyota, og at underviseres arbejde slet ikke ligner samlebåndsarbejde. Undervisning er langt mere komplekst og uforudsigeligt end at samle en bil, derfor er fabriksmetaforen som oftest misvisende og skubber os i retning af nogle helt forkerte løsningsmodeller. I stedet vil vi have meget mere glæde af metaforer fra naturen.

Naturen er kendetegnet ved at være kompleks og integrerende på samme tid.  Landskaber ser ens ud og er alligevel altid forskellige. Naturen er i konstant  forandring og tilpasser sig vejret og årstiderne, på samme måde som vi i undervisning skal tilpasse os faget, den enkelte studerende, lærernes styrker og ydre krav som pensum og arbejdstid. Læring er lige så komplekst som vejret, og at gøre de studerende til varer og lærerne til samlebåndsarbejdere er totalt misvisende. Når vi taler om læring, uddannelse og menneskelig vækst er det langt bedre at bruge metaforer fra f.eks. landbruget eller fra varme og energikilder. Jeg har prøvet at illustrere i nedenstående hvordan fabriks- og landbrugsmetaforen giver vidt forskelligt sprog til at beskrive læring.  

Fabrik

Landbrug

Vi skal optimere læringen

Vi skal nysgerrighed

Vi skal lære hurtigere

Vi skal dyrke vores   styrker

Vi skal undervises mere

Vi skal høste af vores   indsats

Vi skal standardisere   uddannelserne

Vi skal gøde jorden, så vi   kan lære

Vi skal teste og måle resultaterne

Vi skal fordre   læringslysten.

Vi skal give bonus for tal   og mængder

Vi skal plante ideer.

 

Metaforer er fantastiske til at gøre det komplekse enkelt, men de former også den måde, vi ser verden på, og de løsninger vi finder. At se Danmark som en konkurrencestat, der skal klare sig bedre end andre lande giver nogle helt andre løsninger, end at se Danmark som et kreativt samfund eller et lykkeligt samfund. I en konkurrencestat er det vigtigt at klare sig godt i Pisa, fordi (man tror) det kan måle vores konkurrencekraft, hvorimod det i et kreativt samfund ikke giver mening at kikke på Pisa, da den intet siger om vores kreativitet eller lykke ( i værste fald tværtimod, fordi vi måske skal aflive vores demokratiske og kreative skolesystem for at blive gode til diktat og færdighedsregning).

I vores kommende bog kunne jeg godt tænke mig at bruge en varme contra kuldemetafor. Når vand og luft er varmt, er det i bevægelse og konstant forandring, som i en Geyser, der bevæger sig fra små bobler til damp og eksplosion. Kulde får vand og luft til at fryse til is og stå stille, det har også sine fordele, men har det med at blive ubehageligt i længden. Omvendt kan et læringsmiljø også blive for varmt og koge over og eksplodere, hvorefter det har brug for at blive nedkølet.

Et varmt læringsmiljø

Et koldt læringsmiljø

I bevægelse og konstant forandring

Fastfrosset

Behageligt

Ubehageligt

Energi-skabende

Energi-sugende

Flydende

Hårdt

Hot pots

Kolde afvaskninger

Eksplosivt

Kontrolleret

Overophedet

Svalende

 

Har du nogle gode metaforer, der kan beskrive læring og uddannelse på en enkelt og inspirerende måde?

Kan man være verdens dygtigste og verdens lykkeligste på samme tid?

Så er balladen her. Stakkels 9.z fik bøllebank af en arbejdsom kinesisk 9. klasse i matematik og læsning i TV programmet 9.z mod Kina. Jeg så afsnittet, hvor de fik tæv i kreativitet og samarbejde. Som de fleste andre ville jeg havde forventet, at 9.z ville være kineserne overlegne i kreativitet (dansk antiautoritær fritænkning contra kinesisk autoritær ensretning), men nej. Jeg er rystet. Jeg er udmærket klar over, at man ikke kan være kreativ og innovativ uden viden. Som udgangspunkt, jo mere viden jo bedre, og på det punkt har de kinesiske elever en kæmpe fordel med deres terperier og overlegne paratviden. Men viden gør det ikke alene, du skal også have evnen til at bruge din viden på nye måder i nye sammenhænge, før der kan komme innovation og kreativitet ud af det, og der havde jeg forventet, at de danske elever ville være klart de stærkeste.

Er det ikke utroligt, hvad TV kan gøre? Programmet 9.z mod Kina kommer sandsynligvis til at få afgørende indflydelse på debatten omkring den kommende skolereform (og skoledebatten langt ud i fremtiden). Uden tvivl en god og sund debat, der kan bruges til at gøre det danske uddannelsessystem bedre, hvis vi tænker os om og ikke bliver grebet af panik.

For det første skal programmets resultater tages med sund kritisk skepsis. To 9. klasser er ikke et ordentligt statistisk grundlag, selvom det sikkert giver en god retningspil. Vi kan ikke uden videre anse programmet for en nøjagtig udmåling af styrkeforholdet mellem den kinesiske og den danske skole. For det andet har forskning tidligere vist, at det er meget vanskeligt at måle kreativ performance ud fra laboratorie eksperimenter alene. At være kreativ og innovativ i virkeligheden er langt vanskeligere end i et opstillet forsøg, som i TV programmet, hvor eleverne skulle lave så mange forskellige tegninger som muligt i et begrænset tidsrum. En dansk arbejdsplads med ytringsfrihed og kort magtdistance, hvor en medarbejder kan få direkte adgang til at tale med chefen og forvente han lytter, kan godt vise sig at have en stor positiv effekt på innovationen, sammenlignet med en mere autoritær kinesisk arbejdskultur.

I min optik er det allerstørste spørgsmål programmet rejser noget helt andet. Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre både at være verdens lykkeligste land og verdens dygtigste land? Utallige målinger har vist, at danskerne er blandt de lykkeligste i verden og ofte det mest lykkelige folkefærd overhovedet. (se f.eks. world Happiness Report 2012: http://issuu.com/earthinstitute/docs/world-happiness-report?mode=window&backgroundColor=%23222222&embedId=4098028/2014244 )

Sidste sommer deltog jeg på the 4th European Conference on Positive Psychology i Moskva. På konferencen blev fremlagt de nyeste forskningsresultater indenfor positiv psykologi, som er studiet i optimal menneskelig trivsel og præstation. Jeg overhørte blandt andet et oplæg med Gaël Brulé, som sammen med den professor og leder af World Database of Happiness Ruut Veenhoven, har lavet studier, der blandt anden skal finde ud af, hvorfor danskerne og de skandinaviske lande er så lykkelige. Deres hovedkonklusion er, at det hele starter i folkeskolen. Det danske skolesystem er nemlig det næstmest demokratiske i verden kun overgået af Schweitz (som også er et af verdens lykkeligste lande). Brulé og Veenhoven studier viser, at der er en klar sammenhæng mellem hvor demokratisk skolesystemet er og lykkeniveauet i det pågældende land. Et demokratisk skolesystem er et, hvor der er meget gruppe- og projektarbejde, og hvor læreren har meget dialog med eleverne i undervisningen. Denne form for undervisning øger lykkefølelsen, fordi det giver en følelse af frihed, autonomi og kontrol over eget liv.

Kina indgår desværre ikke i studiet, men beslægtede skolesystemer som det i Korea, Japan og Hong Kong er med, og de er alle kendetegnet ved det, de kalder vertikal undervisning, dvs. undervisning, som primært er baseret på envejskommunikation fra læreren – en helt anden uddannelsestradition end den danske. Ingen af disse lande er blandt de lykkeligste i verden, men ligger langt nede af listen.

Forskningen tyder altså på, at hvis vi begynder at kopiere det kinesiske (asiatiske) uddannelsessystems tradition for envejskommunikation, vil vi blive mindre lykkelige. Det er i hvert fald ikke det, jeg ønsker. Jeg synes, det er fantastisk, at vi bor i verdens lykkeligste land, og jeg synes det vil være en katastrofe, hvis vi sætter det over styr på grund af et TV program.

Men spørgsmålet er, om det er den vertikale lærestyrede undervisning, som gør kineserne så dygtige eller det er noget helt andet. Måske skyldes deres succes at:

  1. De går meget mere i skole. Vi ved, at jo mere vi øver os indenfor et fag, jo dygtigere bliver vi. Hvis en dansk elev øvede sig mere på matematik hver dag, ville hun også blive meget bedre.
  2. Klasseledelsen (Class Room Management) fungerer. I den kinesiske skole er der ro og orden. Den skrappe disciplin betyder, at undervisningen og læringen er i fokus.  I Danmark er der kæmpe problemer med klasseledelse, alt for mange elever forstyrrer, kommer for sent, har glemt deres ting og ikke lavet lektier. Jeg er ikke fortaler for spanskrør, skideballer og svedere, men regnestykket er meget enkelt, der kan ikke foregå fokuseret læring i klassen, hvis ikke eleverne er ankommet, har deres ting med og kan høre, hvad læreren siger.
  3. Kinesiske elever er mere vedholdende. Forskning har vist, at kinesiske elever har større selvdisciplin og er mere vedholdene, hvilket f.eks. forklarer, at mange asiatere klare sig bedre end amerikanerne, når de flytter til USA og er en del af et helt andet undervisningssystem. F.eks. viser et studie at stillet overfor et svært matematikstykke giver en amerikansk førsteklasses elev op efter 9.47 minutter og en japansk elev først efter 13.93 minutter, altså næsten 40% forskel. Hvis dette mønster gør sig gældende hver eneste dag i alle timer, betyder det, at hvis en kinesisk elev deltager i en dansk undervisningstime, vil hun stadig lære mere end den danske elev (jeg antager at den danske elevs adfærd er tættere på den amerikanske elevs end den kinesiske). Malcolm Gladwell skriver om forskellen på kornmark og rismark kultur. I rismark-kulturer har man en tradition for at arbejde hårdere end i kornmark- kulturer, hvilket også afspejler sig i skolen.
  4. Forældresamarbejdet er helt anderledes. I Kina findes de såkaldte Tigermødre, som stiller helt anderledes krav end danske forældre til, at deres børn er disciplinerede og laver lektier. I Danmark har vi en udpræget anarkistisk laissez-faire kultur, hvor børnenes egne ønsker ofte tæller mere end forældrenes og skolens krav, hvilket bygger på en misforstået tro på, at børnene ved, hvad der godt for dem selv. Resultatet er ofte, at børnene bliver så vant til, at egne behov kommer først, at de har svært ved at indgå i respektfuldt samarbejde med andre og lave de nødvendige kompromisser og tilpasninger for, at samarbejdet skal virke. Det var det, vi så i 9.z mod Kina, hvor de danske elever havde svært ved at samarbejde, fordi de stædigt holdt fast i deres egne idéer, i stedet for at bygge ovenpå hinandens. Jeg har ladet mig fortælle, at danskerne er det mest anarkistiske folkeslag i verden, jeg ved ikke om det er sandt, men i Danmark er der ofte mere prestige i at være antiautoritær end i at gøre, som vi bliver bedt om (særligt blandt os i den såkaldte kreative klasse). På min børns tidligere skole kom dette til udtryk i en kedelig variant, da det trods utallige opfordringer fra skolen var nærmest umuligt at starte første time til tiden, fordi der altid var børn som blev afleveret for sent af deres forældre. 

Der er ingen tvivl om, at den danske skole skal udvikles, eleverne skal lære mere, men lad os gøre det på danske måde. Lad os ikke kopiere det kinesiske skolesystem, som på mange måder er et mareridt, også for eleverne. F.eks. er der langt flere selvmord blandt kinesiske unge end blandt danske. Og i den kinesiske befolkning som helhed er der mere end 3 gange så mange selvmord som i Danmark. Lad os holde fast i den demokratiske undervisningsform, men vi skal stramme op i forhold til Class Room Management og forældresamarbejdet. Det er ikke modsætninger, der skal ro, fokus og struktur til for at eleverne kan udfolde deres kreativitet og samarbejdsfærdigheder. Og ja, lad os endelig forlænge skoledagen med både flere faglige timer og aktivitetstimer. Hvis vi bygger videre på de gode danske pædagogiske traditioner kan det giv en langt mere spændende og udviklende dag for eleverne, hvor alternativet for mange (også mine børn) alligevel er timers forbrug af TV og computerspil, hvilket er hverken særlig spændende, udviklende eller lykkeligt for den sags skyld.