Dårlige møder er spild af liv

9b4373ec-02af-422d-ad23-70bbf0f8e9cb_meetings

Hvordan kan jeg blive mødeekspert, når jeg i virkeligheden ikke interesserer mig for møder? Det kan jeg, fordi jeg interesserer mig for, hvad der får mennesker til at trives og blomstre og have et sjovt og energigivende liv. Dårlige møder og bilkøer er vel nok nogle af de mest effektive måder til at opnå det stik modsatte, nemlig at vi mistrives og drænes for energi og livskraft. Vores tid er sparsom, så det er vigtigt, at vi bruger den på de rigtige ting, hvis vi vil skabe et godt liv for os selv og andre.

I et moderne arbejdsliv er det helt normalt at bruge mellem 20-80% af sin tid på at gå til møder. Derfor er mødet som fænomen og institution uhyre interessant, fordi det er der, vi lever en stor del af vores vågne liv. Intet problem hvis tiden var givet godt ud, men det er den ofte ikke. En forskningsrapport fra Danmarks Pædagogiske Universitet viste, at vi i gennemsnit oplever at 21% af mødetiden er spildt, for ikke at tale om al den mødetid der bare er halv dårlig. Kan vi virkelig være det bekendt overfor os selv og hinanden? Har vi ikke en forpligtelse til at bruge vores korte tid på jorden med omtanke og kærlighed? Da vi var børn drømte vi om at blive sanger, dyrelæge eller brandmand, hvor mange af os drømte om at bruge hovedparten af vores arbejdsliv med at “gå til møder”?

Møder er en af vores kulturs vigtigste institutioner, og det er i bund og grund rystende, så lidt vi har gjort for at udvikle den, så den kan blive en vedvarende kilde til glæde, samarbejde, kreativitet og skaberkraft. De fleste mennesker har lært at acceptere, at møder er et nødvendigt onde der skal overstås, så vi kan passe vores “rigtige arbejde”. Møder er “rigtigt arbejde” og måske den aller vigtigste begivenhed i løbet af en arbejdsdag, fordi det er her vi skaber mening og sammenhæng i vores hyperkomplekse verden. Det er her vi mere end noget andet sted kan dele viden, ideer og overføre ægte menneskelig varme og nærhed. Møder skal ikke overstås, men udvikles og forbedres.

Jeg vil tro, at omkring 80% af alle møder foregår på samme måde, en gruppe mennesker siddende omkring et bord med en talerliste og en dagsorden (hvis vi er heldige). Hvorfor er der ikke flere møder, der foregår som en gåtur i skoven, eller stående ude på gulvet, eller liggende på alle fire, mens vi bygger vores tanker og idéer. Bla. Barbara Fredricksons forskning viser, at hvis vi trives og blomstrer på et møde, skaber vi bedre resultater, bliver mere kreative og glade og synes godt om hinanden. Møder har med andre ord potentialet til at blive dagens oplevelse. Men hvad skal der til for, at vi glæder os hver gang kalenderen er fyldt med møder, istedet for at græmmes?

  1. Anerkend at møder er et af samfundets vigtigste institutioner. Alle holder dem – hele tiden. De binder vores hyperkomplekse samfund sammen og er et samlingspunkt, hvor mennesker mødes og udveksler viden og ideer i den fysiske verden. Derfor skal de tages alvorligt og udvikles med samme ildhu, som vi udvikler IT-systemer og en lækker middag med fine gæster.
  2. Vær ambitiøs. Det er uacceptabelt, at en femtedel er spild af tid. Formentlig er det ikke bare spild af tid, men direkte demotiverende. Tid af en af de knappeste ressourcer du har, den skal bruges ordentligt, og det er muligt at gøre møderne til en oase af skaberkraft, livgivende relationer og fantastiske resultater.
  3. Vær innovativ. Hvorfor foregår næsten alle møder på samme måde? Vi er innovative i alle andre dele af virksomheden, hvorfor er vi det ikke når vi mødes? Hvem har bestemt, at den eneste rigtige måde at holde møder på, er siddende rundt om et bord med en talerliste og en dagsroden? I uddannelsesverdenen arbejder man på fuld kraft med at skabe effektive og motiverende læringsformer. Hvorfor gør vi ikke også det, når vi holder møder?
  4. Fra dagsorden til læring. Den nemmeste måde at nå dagsordenen og tidsplanen på er ved at sikre, at alle er ved at falde i søvn eller er totalt mentalt fraværende. En succesfuld mødeleder er ikke den, der nåede dagsordenen, men den der skabte størst mulig læring og udvikling for mødedeltagerne og organisationen. Læringen kommer ikke hver gang du har sat flueben ved et punkt på dagsordenen, men hver gang I har arbejdet så intenst og engageret med stoffet, at alle brænder for at komme ud af møderummet for at implementere det, I er nået frem til.
  5. Variation. Variation er livets krydderi. Ingen gider spise den samme ret hver dag. Vi hylder kokke, der skaber nye spændende variationer over gammelkendte ingredienser, og vi elsker eksotiske madtraditioner fra andre lande. Hvorfor ikke tænke møder på den samme måde? Hvad med at skabe et New Nordic Meetings koncept, hvor gamle mødedyder og traditioner anvendes på nye overraskende måder.

Det kræver mod at afprøve nye mødeformer, de fleste vælger det sikre format, som ingen er helt tilfreds med, men som de fleste har opgivet at ændre på. Jeg ville ønske vores motivation til at prøve nye mødeformater af var ligeså stor som vores vilje til at afprøve nye teknologier. Smartphones og tablets optages i vores kultur øjeblikkeligt, men at rejse sig fra mødebordet og gøre noget andet end vi plejer er en helt anden sag. Jeg har set hvordan et godt møde kan transformere deltagerne, så de lyser op som små Ole Henriksener. Lad os nu komme i gang og ikke spilde mere liv på dårlige møder.

Derfor tror vi skæld ud virker bedre end ros

sad boy

I moderne psykologi er der bred enighed om, at hvis du vil motivere folk til at forbedre sig, er det bedre at anerkende det, der virker, end at kritisere fejl og mangler. Alligevel er vi mange der har oplevet det modsatte, nemlig at vores børn eller medarbejdere forbedrer sig umiddelbart efter de har fået skæld ud og at de faktisk forværrer deres præstationer efter at have fået ros og anerkendelse. Det er der en fornuftig forklaring på.

For nogle år tilbage havde vi generalforsamling i vores andelsforening, formanden som var skolelærer begyndte generalforsamlingen med at give alle os andelshavere en skideballe på 20 minutter. Han skældte ud over at nogle ikke kom til arbejdsdagen, at hende på 2 sal havde holdt fest uden at varsle det, at nogle havde en flyttekasse stående udenfor loftsrummet osv. osv. Væggene dirrede og luften i fælleslokalet blev iltfattig og kvælende. Bagefter tænkte jeg meget over, hvordan en uddannet skolelærer kunne tro at en skideballe af den art ville skabe en bedre andelsforening, når min oplevelse var det stik modsatte. Folk blev trodsige og vrede, og jeg selv blev rasende over at  blive talt til som et lille barn og følte mig uretfærdigt behandlet. Resultat var efter min bedste overbevisning ikke, at vi fik mere motivation til at gøre en indsats for foreningen, tværtimod spredte der sig en dårlig stemning, som sidenhen har fået gode folk til at flytte fra foreningen. Hvis du spørger formanden, vil han sikkert sige det det stik modsatte, nemlig at folk tog sig sammen efterfølgende. Han følte sig jo heller ikke selv trådt på, men oplevede lettelsen ved at komme af med sine frustrationer.

Men hvordan kan formanden og alle dem, der går rundt og deler skideballer ud, tro de har ret og alligevel tage fejl? Forklaringen er enkel, men kontraintuitiv og derfor svær at tage til sig. Forestil dig, at du har 30 lige gode golfspillere, som du beder spille en runde golf. Selvom de er lige gode vil nogle af dem klare sig godt, og bruge 4-5 slag mindre end gennemsnittet for banen (de slår under par, som det hedder i golfsprog), mens andre vil klare sig dårligt og måske slå 4-5 slag over gennemsnittet. Der er tale om en helt almindelig statistisk fordeling, hvor de fleste spillere vil fordele sig omkring midten (par) og enkelte vil have mere ekstreme resultater.

For at forbedre spillernes resultater vælger du at give en skideballe til dem, der klarede sig dårligt og rose og anerkende dem, der klarede sig godt. Bagefter spiller de en ny runde, og du vil sandsynligvis opleve, at dem du gav en skideballe, forbedrer sig og dem du roste spiller ringere. Det kunne føre til den nærliggende konklusion, at skæld ud virker, og ros ikke gør det, eller endnu værre, at ros ligefrem forværrer spillernes præstationer. Begge dele er forkert. Forandringerne i præstationerne har sandsynligvis ikke ret meget med psykologi og motivation at gøre, men handler om held og statistik. Ligesom i alle andre af livets forhold, er der ingen af os der har fuld kontrol over vores præstationer. Uanset hvor meget vi øver os, og hvor motiverede vi er, påvirker et hav af andre ting vores præstation, som vi kun har begrænset indflydelse på. Den bedst trænede og mest motiverede golfspiller kan lave en dårlig runde, fordi et vindstød tog bolden, en knold på græsset ændrede boldens opspring eller den gamle skulderskade drillede et kort øjeblik osv. Alle disse faktorer, som du ikke kan påvirke, kan vi kalde held. Alle har heldige dage og uheldige dage, derfor spiller golfspillere, der på papiret er lige gode og lige motiverede, ikke lige godt. Imod held og tilfældigheder virker hverken ros eller skideballer.

Ovenstående fænomen bliver indenfor psykologien og statistik kaldet regression to the mean og betyder at alle efter en top- eller bundpræstation sandsynligvis vil vende tilbage til gennemsnittet (deres middel niveau). Hvis du lader golfspillerne spille ti runder vil deres gennemsnit sandsynligvis blive næsten ens, hvis udgangspunktet er, at de er cirka lige gode. Denne type af forklaring på vores præstationer er som regel ikke særlig populær, da den kan forekomme kold og klinisk. De fleste af os er tilbøjelige til at overvurdere betydningen af den enkeltes egen indsats. Mange sportskommentatorer og børsanalytikere ville hurtigt blive arbejdsløse, hvis de forklarede Messis pragtkamp med, at han havde en heldig dag eller tilskrev hovedparten af Steven Jobs’ fantastiske resultater tilfældigheder i markedet. Statistik er for de fleste kønsløst og ucharmerende, hvorimod en historie om Messi, der fik en peptalk fra sin far lige inden kampen eller Steven Jobs’ eksentriske adfærd er langt mere interessante og fascinerende.

Så hvis du oplever, at en skideballe til dine elever, medarbejdere eller i andelsforeningen virker, er det formentlig ikke på grund af skideballen, men fordi de underpræsterede og bagefter af naturlige årsager vender tilbage til deres middelniveau, (regression to the mean). Det betyder, at hvis vi vil forbedre andre menneskers præstationer, skal vi forbedre deres middelniveau. Det er en lang sej proces, som kræver masser af motivation (især den gode indre motivation). I den proces virker det bedst at give konkrete anvisninger på, hvordan man forbedrer sig, for golfspilleren betyder det f.eks. at forbedre sit slag og vælge de rette køller osv. og anerkende specifikt og konkret det, der går godt, så man kan gøre mere af det. Skideballer derimod dræber som oftest motivationen og lysten til at forbedre sig og skaber i stedet vrede, mismod og hævngerrighed. I sjældne tilfælde kan en skideballe virke som et Wake-up call, men i de fleste tilfælde er andre (og mere positive) virkemidler langt mere effektivt.

 

Tre gyldne improregler

Der er ikke langt fra styr på lortet til lort på styret. De fleste af os tror, at  fremtiden er langt mere forudsigelig, end den i virkeligheden er. En af grundene er, at den menneskelige hjerne er ekspert i at efterrationalisere, så vi synes, at en begivenhed var langt mere forudsigelige set i bakspejlet, end den i virkeligheden var. “Hvad sagde jeg?” siger vi efter et folketingsvalg eller en fodboldkamp. I virkeligheden sagde vi rigtig meget (som ikke holdt vand), men det glemmer vi bagefter. Hvornår har du sidst hørt nogen sige “Der kan du bare se, jeg tog fuldstændig fejl”.

Vi bliver nødt til at erkende, at vi ikke har styr på ret meget, og at vi bliver nødt til at improvisere hele tiden. Så til næste gang du har lort på styret, får du lige tre simple improregler:

Sig “Ja og” Forlad din plan, når den ikke længere holder. Sig “Ja” til det uventede og andres idéer, og vend det til din fordel ved at bygge ovenpå.

Byg broen mens du går på den. Stol på at løsningerne kommer til dig, når du går i gang. Tænk og planlæg, mens du handler.

Bricolage – Brug de forhåndenværende søm. Når du mangler det du skal bruge, så brug det, som er ved hånden i stedet.

Dybest set er de tre regler et opkog på min improbog “Kontorets Indiana Jones – lær at improvisere på arbejdet”.

Sociale medier i undervisningen – et teknologisk inklusionsprojekt

mobiltelefoner i klasserummet
Efter et par TV-udsendelser kører debatten om brugen af mobiltelefoner i skolen. Det må derfor være et passende tidspunkt at bringe et uddrag af den artikel, jeg har skrevet om emnet i det seneste nummer af Pædagogik og Kognition. Forhåbentlig kan det bringe nogle nuancer ind i debatten inden der bliver lavet generelt forbud mod mobiltelefoner på alle skoler.

En af de største udfordringer ved at bruge devices og sociale medier direkte i undervisnings-situationen er, at de ofte forstyrrer i stedet for at understøtte undervisningen. Når Ipaden er tændt og Facebook er åben er fristelsen til at lige at tjekke Antons sidste opdatering eller se den sidste Miley Cyrus video konstant til stede – dopamingeneratoren kører. Forstyrrelser er en hindring for fokus, flow og læring. Den udbredte samfundsmæssige myte om, at vi kan multitaske er en misforståelse, som hver år slår tusindvis af mennesker ihjel i trafikken. For mange undervisere er løsningen at forbyde brugen af devices og sociale medier i undervisnings-situationen, men nyere forskning, af blandt andet Medieforskeren Michael Paulsen fra Ålborg universitet, tyder på at denne strategi ikke har den ønskede effekt . Det er der flere grunde til:

  1. Et forbud er i praksis næsten umuligt at håndhæve. I dag har alle elever adgang til smartphones, tablets og computere, og ofte er det et krav, at eleverne gør brug af dem i undervisningen.
  2. Et forbud vil ofte skabe mistillid og konflikter mellem lærere og elever, fordi læreren er tvunget til hele tiden at tjekke elevernes brug af deres devices. Den dårlige relation vil i sidste ende betyde faldende motivation og engagement i undervisningen.
  3. Casestudier viser, at et forbud nemt fører til, at de fagligt svage elever ofte sætter sig bagerst i klassen og bruger en masse energi på at finde ud af, hvordan de kan snyde.
  4. Et forbud forhindrer, at elevernes mediebrug bliver gjort til genstand for læring og dannelse, fordi lærer og elev ikke kan tale frit om det og udvikle elevernes egen refleksion over, hvordan de lever med de nye medier i skolen, derhjemme og ude i samfundet.

Teknologisk inklusionsprojekt
I stedet for at udstøde de nye teknologier og platforme fra den almindelige undervisning, har vi snarer brug for et teknologisk inklusionsprojekt, hvor vi tager dem med i undervisningen og behandler dem som ønskebørn, i stedet for som adfærdsvanskelige specialbørn. De sociale medier er “den nye elev i klassen” – vi kunne kalde ham Mark. Lige nu står Mark lidt forhutlet over i hjørnet og føler sig ikke rigtig velkommen. Mark er anderledes end alle andre elever, vi tidligere har haft, derfor har vi heller ikke rigtig fundet ud af hvordan vi skal tackle ham. Som underviser er det eneste vi ved, at han er kommet for at blive, og at der kommer mange flere af hans slags i fremtiden, så vi kan ligeså godt begynde at inkludere ham.

Det første der springer i øjnene ved Mark er alle de problemer, han medfører, og det er fristende at give ham diagnosen ADIT (Attention Deficit Irritating Trouble). Symptomerne er klare, ADIT fører til:

  • Forstyrrelser
  • Mobning
  • Dumhed (på grund af manglende kildekritik)
  • Selvcentrering
  • Bøvl (konstante tekniske problemer)

Nu ved vi, fra blandt andet positiv psykologi, at det som regel er langt mere konstruktivt at fokusere på elevens ressourcer og styrker frem for fejl og mangler. Så hvis vi i stedet fokuserer på Marks styrker, viser der sig et billede af en helt andet elev:

  • Han er god til at motivere de andre elever.
  • Han er afsindig populær.
  • Han har endeløs viden.
  • Han kan samarbejde med alle typer af elever uanset alder og niveau.
  • Han skaber relationer mellem de andre elever og med omverdenen.
  • Han har et enormt netværk.
  • Han kan hjælpe mig i min undervisning og i min forberedelse.
  • Han er sjov, underholdende og god til at spille og lege.
  • Han er mobil og elsker at tage med overalt.
  • Han respekterer de andre elevers behov for autonomi.
  • Han er god til at stimulere de andre elevers styrker, så som; opfindsomhed og originalitet, Nysgerrighed, interesse for omverdenen, Videbegær¸ perspektiv, Dømmekraft, Venlighed og gavmildhed, Social begavelse og følelsesmæssig intelligens, Værdsættelse af det smukke og sublime, Håb, optimisme og fremtidsorientering, Legesyge og humor.

Med denne beskrivelse fremstår Mark pludselig som en afsindig ressourcestærk elev, som de fleste undervisere burde elske at have i deres klasse. De fleste undervisere er desværre langt fra at kunne rumme og inkludere den nye dreng i klassen. Måske er Marks største problem i virkeligheden, at han er langt bedre end os dødelige undervisere til en lang række ting og dermed udfordrer vores autoritet og selvværd.

Men det kan lade sig gøre at integrere Mark. Michael Paulsens og Jesper Tækken fra Aarhus Universitets forskning tyder på, at hvis underviseren dropper forbud og har en åben tilgang til f.eks. brugen af Twitter, kan det forvandle elevernes brug af de sociale medier i undervisningen fra en ulempe til en fordel. I forskningsprojektet Socio Media Education følger forskerne en gymnasieklasse på Skive handelsskole i tre år – fra 1.g til 3.g. Forskerne har aftalt med lærerne i klassen, at de ikke forbyder brugen af computere, tablets, smartphones, Facebook eller spil. Omvendt må lærerne heller ikke være ligegyldige over for elevernes mediebrug. Lærerne i alle fag er blev pålagt at få eleverne til at sende korte tekster via Twitter, og eleverne skal opdatere og dele deres viden via wikis, som er et redskab til at dele noter. De endelige forskningsresultater er endnu ikke klar, da klassen først dimitterer i foråret 2014.

Den faciliterende underviser
I det hele taget kræver en fornuftig håndtering af den teknologiske tsunami, der vælter ind over vores verden, en helt anden underviserrolle end den klassiske fagekspert, der står og formidler sin viden til de stillesiddende høfligt lyttende elever. En af forklaringerne på dette er, at den viden der skal undervises i er underlagt nogle helt andre dynamikker, end dem vi så for 20-30 år siden:

  • Underviseren har ikke længere monopol på viden. Det er i dag helt normalt, at de studerende sidder og tjekker på internettet, hvad underviseren formidler. Ofte vil en hurtig søgen på nettet vise, hvis underviseren tager fejl eller formidler forældet viden.
  • Ny viden produceres i dag så hurtigt, at en søgning på nettet ofte vil give et bedre svar end det som underviseren formidler. Med internettet er alt tæt på og med få tryk kan enhver elev række ud i hele verden, hvilket tidligere var langt væk og utilgængeligt.
  • Det er dybest set ineffektivt kun at trække på en videnskilde (underviseren), når alle studerende i princippet kunne være vidensøgende på samme tid.
  • Viden er ikke bare en vare, der skal langes over disken, måden vi tilegner os den på har stor betydning for, hvor godt vi husker og forstår den. Som vi så tidligere har det stor betydning at vi tilegner os viden på en måde, der respekterer vores autonomi, udvikler vores kompetencer på et passende niveau og gerne i et socialt og emotionelt rum.

Den logiske konsekvens er, at den moderne underviser skal skrue ned for rollen som fagekspert og op for rollen som facilitator af elevernes egne videnskabelsesprocesser. Dette kan være særdeles udfordrende, da det udfordrer underviserens traditionelle autoritet og status og hele vores forståelse af, hvad en god lærer skal kunne.

Der er rigeligt at tage fat på, for ligeså håbløst det er at udelukke de sociale medier, ligeså håbløst er det at have en laissez-faire holdning til dem. Jeg besøgte for nyligt en skole, hvor de havde købt Ipads til alle eleverne i de største klasser og forventede, at det automatisk ville øge læringen og motivationen, men ledelsen måtte konstatere, at det ikke skete af sig selv, og at de nu måtte blande sig meget mere i, hvordan de blev brugt.

Hvad er en faciliterende underviser?
En facilitator er en person, som skal gøre det let for en gruppe mennesker at nå deres mål. I modsætning til fageksperten, som har fokus på at komme med alle de rigtige svar, fokuserer facilitatoren på at skabe de bedste rammer for, at gruppen selv kan finde svarene.
En opdeling mellem de to underviserroller kunne se således ud:

Underviseren som ekspert                                         Underviseren som facilitator
Primært fokus på indhold                                              Primært fokus på proces
Kommer selv med svarene                                           Hjælper eleverne til at komme med svarene
Arbejder primært med kendt viden                                Prøver hele tiden at skabe ny viden
Arbejder som regel inden for sit fags markskel             Bevæger hele tiden udenfor faget
Står for det meste på fast grund                                    Havner hele tiden på dybt vand

En dygtig facilitator kan ikke kontrollere udfaldet af processen, men kan til gengæld have nogenlunde kontrol over, hvilke metoder og opgaver der arbejdes med og på den måde give undervisningen retning. F.eks. kan en godt stillet opgave kombineret med krav om anvendelsen af nogle specifikke arbejdsmetoder (f.eks. tekstanalyse, algebra etc.) fører til nye erkendelser og ny læring. Der vil fortsat være brug for, at underviseren træder ind i rollen som fagekspert, men der er masser af situationer, hvor det ikke giver mening og blot vil være en bremse for bedre former for læring. Så lad os kikke lidt nærmere på, hvad det er, den faciliterende underviser skal kunne.

Gå foran
Mange steder er den største hindring for at integrere de sociale medier i undervisningen lærerkulturen og ikke elevkulturen. Modstanden kan skyldes, at det typisk er problemerne ved at inkludere den nye dreng i klassen, der springer i øjnene, hvilket igen kan hænge sammen med, at rigtig mange undervisere ikke selv benytter sig af de sociale medier og derfor ofte har et fordomsfuldt og stereotypt billede af dem. Studier foretaget af et forskerteam under ledelse af psykologen Paul Slovic fra University of Oregon har vist, at hvis forsøgspersoner i forvejen har en positiv holdning til en teknologi, vurderer de, at brugen af den har store fordele og kun medfører en lille risiko. Hvis de omvendt ikke brød sig om teknologien kan de stort set kun komme i tanke om dens ulemper. Dette fænomen bliver også kaldt “The affect Heuristic” og dækker over, at vi erstatter et vanskeligt spørgsmål (hvad synes jeg om teknologien?), med et simplere spørgsmål der er meget lettere at besvare (hvad føler jeg for teknologien?). Resultatet er, at vores forhold til nye teknologier sjældent er rationelt begrundet, men forankret i vores følelser.
For at ændre på dette kræver det for det første, at undervisere begynder at omtale de nye teknologier mere positivt. Paul Slovics forskerteam fandt nemlig ud af, at forsøgspersonernes holdning hurtig kunne påvirkes, hvis de læste en lille tekst, der priste fordelene ved teknologien. Det interessante var, at de positive argumenter også ændrede deres opfattelse af ulemperne, som de nu pludselig så færre af, på trods af at slet ikke var omtalt i teksten – altså igen en følelsesmæssig vurdering. For det andet må underviserne selv begynde at anvende de sociale medier aktivt i og udenfor undervisningen. Paulsen og Tække har i deres forskning fundet frem til, at det har en god virkning på eleverne, hvis lærerne går foran i medieudviklingen i stedet for at forbyde medierne eller ignorere dem. Et godt sted for en underviser at starte er ved at deltage i nogle af de interessegrupper på de sociale medier, som netop beskæftiger sig med hvordan underviseren kan udvikle en tidssvarende IT didaktik. Et eksempel er #skolechat på Twitter, hvor undervisere fra hele landet og sågar undervisningsministeren deler ideer, viden og erfaringer.

 
pædagogik og kognition
Bestil Pædagogik og Kognition og læs hele artiklen her: http://dpf.dk/produkt/tidsskrift/kognition-paedagogik-nr-92

Kan fodbold VM bevise at glade børn lærer bedst?

Under Fodbold VM kan vi fra sofaen studere et interessant psykologisk fænomen. Dag efter dag viser kameraerne hvordan positiv opmærksomhed på et øjeblik kan få det bedste frem i selv den mest nedtrykte tilskuer. Kameraet  fanger en håndfuld slukøret tilskuere, der ser til mens deres hold er bagud. De hænger med hovet og kikker fraværende og uinspireret ud i luften. Pludselig ser de sig selv på storskærmen og beruset af den pludselige opmærksomhed ændre de fuldstændig kropssprog. De lyser op i et kæmpe smil, rejser sig op og vinker nærværende og glade til kameraet. De forvandler sig fra at være visne stueplanter til at trives og blomstre.

Hver gang jeg ser disse billeder, sender jeg en venlig tanke til Niels Egelund og de mange andre, der mener   at trivsel i skolen er dybt opreklameret. PISA-testen viser jo, at man sagtens kan klare sig godt uden at have det godt, påstår de. Lande som Finland, Kina, Korea og Singapore scorer højt, men eleverne mistrives. På den anden side står Hans Henrik Knoop, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, som mener at skolen ikke bare kan reduceres til et spørgsmål om faglige præstationer, men at trivsel bør have selvstændig værdi og betragtes som en menneskeret. Han skriver blandt andet: “Testkarakterer får altid mere opmærksomhed end trivsel, selvom alle per definition hellere vil trives end have en god karakter. Hvad skal man med en god karakter, som bare er en del af et kedeligt liv?”[1]

Kan vi overhovedet leve med at eleverne score højt i en test, hvis det fratager dem deres livskvalitet og de forlader skolen med en dræbt læringslyst og foretagsomhed? F.eks. ligge de koreanske børn helt i top, men er indtil videre PISA-målingens ulykkeligste. Forskningen peger entydigt på at fysisk og mental sundhed styrker næsten enhver form for menneskelig aktivitet. Alle fodbold fans ved hvor meget bedre hjemmeholdet spiller, hvis de har 50.000 fans på stadium, som blæser dem fremad. Af samme grund bliver et godt hjemmepublikum ofte sammenlignet med en ekstra spiller på banen.

Ifølge Hans Henrik Knoop, som også er præsident for European Network for Positive Psychology, er der slet ikke tale om en modsætning mellem trivsel og præstation. For som han siger “Også Finland og Korea ville selvfølgelig klare sig endnu bedre fagligt, hvis børnene trives”.[2]

Alle dem der er tvivl om Hans Henriks påstand er sand bør bruge lidt tid på at se fodbold VM og spørge sig selv, hvilken version af tilskueren der ser mest læringsparat ud – dén der er trist og deprimeret eller dén der får opmærksomhed og anerkendelse.

[1] Knoop, H.H. (2014). Trivsel, læring og kreativitet via digitale medier. Kognition & Pædagogik nr. 92, 2-3.

[2] Do

fans blogfans vm

Hvilken metafor bruger McKinsey, når de tænker læring?

Billede

Metaforer kan gøre komplekse ting enkle, derfor bruger vi dem så flittigt. Metaforer angiver også hvilke løsninger, vi kommer frem til, derfor er det vigtigt at vide, hvilke metaforer der styrer vores tænkning. Jeg er ikke sikker på, at de metaforer der bruges i Finansministeriet og hos McKinsey er de bedst egnede til at forstå, hvad uddannelse og læring handler om.

Sproget skaber sammenhæng. Sproget giver os mulighed for at forstå hinanden og verden. Det kan bruges kort og præcist, som et regneark. Eller det kan bruges levende og kreativt, som et loppemarked fyldt med nysgerrige stemmer, duften af frisk kaffe og smagen af en saftig knækpølse. Som på loppemarkedet er sproget fyldt med gammelt ragelse, men hvis du bruger lidt tid på at kikke dig omkring, kan du være heldig at finde lige det ord, du stod og manglede. Jeg elsker at afsøge sproget og se, om der står et fund inde bagved, som kan hjælpe mig med at forklare noget komplekst på en smuk og enkel måde. For mig er de bedste fund ikke akademiske begreber, som ofte er både slidte og grimme, men metaforer. Når jeg får øje på en smuk metafor, stående blandt klichéer og ubrugelige adverbier, kan jeg mærke, at det er det, jeg skal bruge. Jeg kan føle det i min krop, det har en varme og intuitiv enkelthed. Jeg fandt en i går.

Jeg er lige nu på Island og var i går sammen med gode islandske venner ude at se Geysir, den kogende vandstråle der med 7 minutters mellemrum sprøjter 20 meter op i luften fra jordens indre. Vi stod i frost og knitrende sne og ventede, indtil den blev varm nok til at sende sin eksplosive energi ud i den iskolde vinterluft. Noget af det smukkeste jeg nogensinde har set. Fantastisk kontrast mellem kulde og varme. Mens jeg stod der og så dampen stige opad, vidste jeg, at det var en varme og kulde metafor, jeg stod og manglede til min nye bog om læringsenergi. Når vi taler om uddannelse, er det populært at bruge en fabriksmetafor til at beskrive, hvordan vi kan skabe mere og bedre uddannelse. Vi taler om standardisering, kvalitetssikring, optimering, timetal, forberedelsesfaktorer, stordriftsfordele, bonusser og lean. I de sidste 10-15 år er der gået en optimeringsbølge gennem samfundet inspireret af Toyotas bilproduktion og langt hen ad vejen drevet af managementkonsulenter fra blandt andet Mckinsey.  En optimeringstankegang, der egner sig til rutine- og samlebåndsopgaver. Problemet er bare, at hverken børn eller voksne i gang med en uddannelse har ret meget til fælles med en Toyota, og at underviseres arbejde slet ikke ligner samlebåndsarbejde. Undervisning er langt mere komplekst og uforudsigeligt end at samle en bil, derfor er fabriksmetaforen som oftest misvisende og skubber os i retning af nogle helt forkerte løsningsmodeller. I stedet vil vi have meget mere glæde af metaforer fra naturen.

Naturen er kendetegnet ved at være kompleks og integrerende på samme tid.  Landskaber ser ens ud og er alligevel altid forskellige. Naturen er i konstant  forandring og tilpasser sig vejret og årstiderne, på samme måde som vi i undervisning skal tilpasse os faget, den enkelte studerende, lærernes styrker og ydre krav som pensum og arbejdstid. Læring er lige så komplekst som vejret, og at gøre de studerende til varer og lærerne til samlebåndsarbejdere er totalt misvisende. Når vi taler om læring, uddannelse og menneskelig vækst er det langt bedre at bruge metaforer fra f.eks. landbruget eller fra varme og energikilder. Jeg har prøvet at illustrere i nedenstående hvordan fabriks- og landbrugsmetaforen giver vidt forskelligt sprog til at beskrive læring.  

Fabrik

Landbrug

Vi skal optimere læringen

Vi skal nysgerrighed

Vi skal lære hurtigere

Vi skal dyrke vores   styrker

Vi skal undervises mere

Vi skal høste af vores   indsats

Vi skal standardisere   uddannelserne

Vi skal gøde jorden, så vi   kan lære

Vi skal teste og måle resultaterne

Vi skal fordre   læringslysten.

Vi skal give bonus for tal   og mængder

Vi skal plante ideer.

 

Metaforer er fantastiske til at gøre det komplekse enkelt, men de former også den måde, vi ser verden på, og de løsninger vi finder. At se Danmark som en konkurrencestat, der skal klare sig bedre end andre lande giver nogle helt andre løsninger, end at se Danmark som et kreativt samfund eller et lykkeligt samfund. I en konkurrencestat er det vigtigt at klare sig godt i Pisa, fordi (man tror) det kan måle vores konkurrencekraft, hvorimod det i et kreativt samfund ikke giver mening at kikke på Pisa, da den intet siger om vores kreativitet eller lykke ( i værste fald tværtimod, fordi vi måske skal aflive vores demokratiske og kreative skolesystem for at blive gode til diktat og færdighedsregning).

I vores kommende bog kunne jeg godt tænke mig at bruge en varme contra kuldemetafor. Når vand og luft er varmt, er det i bevægelse og konstant forandring, som i en Geyser, der bevæger sig fra små bobler til damp og eksplosion. Kulde får vand og luft til at fryse til is og stå stille, det har også sine fordele, men har det med at blive ubehageligt i længden. Omvendt kan et læringsmiljø også blive for varmt og koge over og eksplodere, hvorefter det har brug for at blive nedkølet.

Et varmt læringsmiljø

Et koldt læringsmiljø

I bevægelse og konstant forandring

Fastfrosset

Behageligt

Ubehageligt

Energi-skabende

Energi-sugende

Flydende

Hårdt

Hot pots

Kolde afvaskninger

Eksplosivt

Kontrolleret

Overophedet

Svalende

 

Har du nogle gode metaforer, der kan beskrive læring og uddannelse på en enkelt og inspirerende måde?

Fortæl altid sandheden – Skrivekursus med 40 i feber

Billede

Fucking, fucking, shit. Så sidder jeg i sengen i vores toværelses family apartment i Sharm El Sheikh med altan og udsigt til poolen og Sinai ørkenens røde bjerge og har fucking influenza. To ugers ferie hvor der skulle høvles sololie på den gamle generator, så den er klar til en lorte vinter med snedriver af arbejde og et mørke mere deprimerende end Fritzels kælder. I to dage har jeg ligget her og fået ondt i ryggen af puderne, der er stoppet med noget, som burde havde været brugt til at brolægge veje med. Jeg har set vinter OL på en tysk kanal på et fjernsyn der er så smalt, at jeg ikke engang kan se navnene på atleterne. Imens  smadrer coverversioner af de sidste 25 års sommerhit udover poolen, hvor Marianne og ungerne soler sig i vores skyfri all-inklusive paradis.

Det er utrolig synd for mig, jeg ved det godt, men når jeg nu ikke kan prøve den store rutchebane med ungerne eller dykke efter skibsvrag i Rødehavet, så kan jeg da få læst nogle fornuftige bøger i stedet. I pauserne mellem skiskydning og feberanfald har jeg læst Stephen Kings On writing. I den ene halvdel af bogen beskriver han sit liv som forfatter, og hvordan han var ved at drikke sig ihjel. I den anden halvdel beskriver han, hvad han mener der skal til for at gøre en kompetent forfatter til en god forfatter. For det er hvad han mener, jeg kan gøre mig håb om, for som han siger “hvis du ikke allerede er en stor forfatter, så bliver du det aldrig”.  Jeg kender mest Stephen King for gyserhistorier som Ondskabens hotel, Cujo og bogen som næsten fik mig til at tro på gud – Desperation. Han er en af mine idoler, fordi han er fanget i et livslangt nydelsesfuldt arbejdsraseri, og mest af alt fordi han ikke forsøger at tilfredsstille de intellektuelle kritikere eller de finkulturelle amaronejunkier, der synes alt der er letforståeligt er fladpandet. Hans egen forklaring er, at han kommer fra den lavere middelklasse, ligesom mig selv, der kommer fra et hjem uden klaver, jo vi havde et brugt, men det var ustemt og der var aldrig nogen, der spillede på det. On writing er ikke ved at få mig til at melde mig ind i folkekirken igen, men den har givet mig enorm lyst til at skrive, så derfor sidder jeg her og banker løs på min tablet og har helt glemt at have ondt af mig selv.

Min plan er at opsummere hans hovedpointer, måske mest for min egen skyld, men hvis du også er interesseret i at blive bedre til at skrive, kan du sikkert også få noget ud af det (husk du kan kun gøre dig håb om at blive en god forfatter ikke en stor forfatter). Jeg aner ikke, hvordan jeg skal bygge dette blogindlæg op, men det er helt som det skal være. Stephen King (fra nu af Stephen) mener nemlig, at skrivning skal starte med en enkelt ide, for ham er det typisk en interessant situation, f.eks. Hvad laver man, når man ligger med 40 i feber på et resort ude i Sinai ørkenen? Herfra handler det bare om at gå i gang med at skrive, og så vil historiens detaljer gradvist afsløre sig for dig, som at afdække et fossil i et klippestykke. Stephen tror ikke på plots, som er noget andet end historien, fordi det skaber en kunstig fortænkt form. Det er præcis sådan jeg har det, når jeg læser Dan Browns seneste roman Inferno. Jeg måtte stoppe efter 100 sider, fordi det føltes som et mekanisk robotmonster hvor alle bevægelser er forudsigelige og ensartede. Vi har luret din formel Dan Brown: Mr. Perfect møder smuk intelligent pige, løser mysteriet med  hemmeligt selskab på spektakulær destination (Paris, Firenze, Rom, Washington D.C.). Gab. Symboler og gåder på hver anden side og kapitelafslutning med en cliffhanger på hver tredie. Gab, gab.

Fordelen ved at skrive uden plot er, at hvis du som forfatter ikke selv ved, hvordan historien udvikler sig, bliver den aldrig mekanisk eller forudsigelig, og der kommer masser af suspense, fordi du ikke selv kender slutningen. I LOVE YOU STEPHEN! Det er jo ren impro. Byg broen, mens du går på den (en af hovedpointerne i min egen bog Kontorets Indiana Jones) drop planen og udforsk nuet og karaktererne og se, hvor det fører dig hen. Det er præcis sådan jeg skriver og kan lide at skrive og efter min mening en fremragende måde at undgå skriveblokeringer på, fordi du ikke skal starte med et perfekt plot, før du overhovedet går i gang, men bare kan begynde med en skitse til en god ide.

Jeg har fået det bedre nu, feberen er ved at have raset gennem min all-inklusive pumpede krop. Jeg har klaret mig med the og panodiler, selvom jeg flere gange er blevet tilbudt den store egyptiske medicincocktail, som hvem som helst tilsyneladende kan fremtrylle fra bazarens baglokale. Recepter har åbenbart samme status som russiske turister hernede. Måske skyldes min fremgang bademesteren Hassan, som kom til mig da jeg listede mig ned til poolen og sagde: “Jeg bedt til Allah, min store gud, for du bedre”. “Mange tak, jeg er sikker på, at det er derfor jeg har det bedre” forsikrede jeg ham og overvejede et kort øjeblik om jeg skulle give ham drikkepenge, men var ikke sikker på, at det ville være i Allahs ånd.

“Hvis du vil være forfatter må du gøre to ting mere end noget andet: læs en masse og skriv en masse” er Stephens vigtigste råd – mellem 4 og 6 timer dagligt året rundt. Hvis jeg ikke svedte allerede, gør jeg det virkelig nu. Jeg har måske en lille drøm om at blive fuldtidsforfatter en dag og ikke kun skrive en fagbog med tre til seks års mellemrum, men hvis 4-6 timers læsning og skrivning hver dag er optagelseskravet, er jeg ikke engang i nærheden. Hvis jeg kommer op på en time om dagen, er det flot. Men jeg er overhovedet ikke parat til at leve af litteratur og dagpenge, som de fleste forfattere begynder med, jeg er afhængig af min sushi, Iphone, sommerhus og vinterferie i fucking feber Sharm el Sheikh. Jeg har ikke tænkt mig at droppe mit gode erhverv som facilitator, underviser og foredragsholder med rejser til London og Barcelona, buffeter og en årsløn, der er næsten hundrede gange større end forhåndshonoraret for de andre bøger jeg har skrevet – og så er det faktisk også meget sjovt. Nå, men jeg planlægger alligevel ikke at skrive skønlitteratur, og jeg er helt overbevidst om, at en halv times læsning og skrivning er nok, når man skriver faglitteratur, man kan jo altid lave “cut and paste” fra Wikipidea.

Skriv hvad du ved er hans næste råd. Nu forstår jeg, hvorfor så mange film, teaterstykker og bøger har en forfatter som en af historiens vigtigste figurer, inklusive mange af Stephens bøger, f.eks. Ondskabens hotel, som handler om en forfatter, der ender med at bryde familieidyllen ved at løbe efter sin søn i 20 graders frost svingende med en økse. Når du skriver om noget, du ved, bliver det troværdigt og ægte, ligesom Khalid Houssein, der i Drageløberen skriver om livet i Afghanistan før russernes invasion. Med ægthed og detaljerigdom beskriver han dragekampene i byens gader, så man næsten kan mærke dragesnoren skære i ens håndflader. Men hvad ved jeg? En lille smule om en hel masse, cykling, teatersport, hitlister, geografi, Danmark, meget praktisk når jeg skal spille trivial pursuit, men er der substans nok til en hel bog? Efterhånden ved jeg noget om at handle med egyptere. Der er 90 millioner egyptere, og fattigdommen er stor, så de fleste vil gå langt for at tjene nogle egyptiske pund til deres familier. De fleste der arbejder i Sharm El Sheikh bor i Cairo, næsten 600 km. væk og kommer kun hjem i en uge hver anden måned, og der skulle de gerne have nogle penge med hjem. De er over alt indenfor resortets mure, hvor de sælger massage, udflugter og dykkerture og på bazaren lige udenfor, hvor de sælger solcreme, papyrus, parfume, krydderier og kopper med farvestrålende hieroglyffer. Går du en tur langs bazaren, forsøger de på alle mulige måder at komme i kontakt med dig. “Hello boss, how are you?”, “where are you from?”, “Dasvidanya” (“I’m not russian, I’m from Denmark“), “. De er charmerende og smilende, og de første mange gange indleder du en konversation og tror måske, at du er ved at knytte bånd til de lokale, men cirka et minut inde i samtalen kommer så et tilbud om at købe en af hans udsøgte varer. “Come see my carpets” (Gosh! Hvad får dig til at tro, at jeg helt spontant skulle få lyst til at købe et tæppe?).

Du forelsker dig i en lampe med små blå mosaikker, som ligner noget Gaudi kunne havde lagt på taget af La Sagrada de Familia. “Hvad koster den?” spørger du. “250 egyptiske pund. (pause) Men jeg kan give dig rabat, så du kan få den for 200″, siger han, inden du overhovedet er begyndt at handle. Meningen er, at du skal føle, du får en god pris og stoppe her. Du er klog, dit mål er at få den for 80 pund. “Det er alt for meget, jeg finder et andet sted.”Du kan få den for 150, det er min sidste pris”. Siger han og prøver at række dig lampen. “Nej tak” siger du og gør tegn til at gå. “Hvad er din pris?” Siger han med et desperat udtryk i sine grønne øjne. “50 pund”. Svarer du. “Du kan få den for 110”. “50 pund” gentager du. Han fnyser og stiller lampen på plads. Du trækker på skuldrene og forlader butikken. Han kommer løbende efter dig og hvisker: “80 pund”. Du har vundet. Hvis han slutter af med at sige, at prisen er hemmelig, og du ikke må sige det til andre russere ( “Jeg er dansker for fanden!”), ved du, at du fik en god pris.

Det blev vist både for langt og detaljeret, for hvornår er det lige du skal handle på en bazar i Egypten næste gang ? Så fortæl hvad du ved, men ikke alt, hvad du ved.

Fortæl altid sandheden skriver Stephen. Fucking, fucking shit er at fortælle sandheden. Øv, øv hvor ærgerligt, er ikke at fortælle sandheden, men et uærligt forsøg på at omskrive virkeligheden for ikke at støde nogen. Jeg sidder ikke i sengen med 40 i feber på en drømmerejse og tænker øv, øv, hvor ærgerligt. Nej, jeg tænker FUCKING, FUCKING DAMN SHIT. Hvor sjovt er det lige at ligge med snot ud af ørerne og hoste som en asbestarbejder, når jeg kunne havde ligget på 25 meters dybde og kikket på blåprikkede rokker og løvefisk. Når sandheden forsvinder, bliver historien et hult ekko, som læseren kan mærke med det samme. Det kræver mod at skrive sandheden, fordi moralens vogtere og de politisk korrekte hurtigt vil pege med deres manicurefingre på det vulgære sprog eller den diskriminerende beskrivelse af russerne (Jeg har personligt intet mod russere, men de er ikke særlige populære på de her kanter, selvom der er mange af dem).

Du har ret igen Stephen, og du har givet mig noget, jeg mangler, som jeg har ledt længe efter. Jeg kan ikke forstå, hvorfor en mand med så meget humor som mig (grin ikke, for det har jeg) kan holde så mange foredrag og få folk til at grine så lidt. Jeg plejer nemlig ikke at fortælle sandheden, jeg er så bange for at såre nogen, og så er jeg så politisk korrekt, at hvis jeg havde haft langt hår og huller i hænderne, så kunne jeg havde startet min egen religøse bevægelse. Jeg er opdraget på den måde af min mor og far i kærlighed, i et forsøg på at beskytte mig og dem selv imod de ubehagelige konflikter, der giver svimmelhed og et ubehageligt sug i maven. Så fra i dag af vil jeg altid sige sandheden – not. For sandheden er, at jeg da ikke bare kan ændre 47 års væremåde, og det er faktisk også meget rart at være en flink fyr, så små skridt, som dette blogindlæg.

“Min holdning er, at en historie eller en roman består af tre dele: fortælling, som bevæger historien fra punkt A til punkt B og endelig til punkt Z; beskrivelse som skaber en slags sanselig realitet for læseren; og dialog, som giver karaktererne liv gennem deres tale” skriver Stephen på side 159 i den krøllede engelske paperback version, som jeg har taget med ned på stranden, hvor jeg nu sidder i min liggestol med udsigt til bjergene i Saudi Arabien og det russiske transportskib, der gik på grund på et koralrev, fordi kaptajnen var stiv af vodka (sandsynligvis den billige lokale kopivodka Fineland). Den anden dag, før den forpulede influenza satte ind, dykkede jeg på koralrevet og så dusinvis af tønder med gummi, der var væltet udover de skrøbelige koraller som det tager årtier at genskabe. Jeg begynder at forstå, hvorfor russere ikke er så populære heromkring.

“Nu er der is far”, siger Liva, min trettenårige datter og rejser sig pludseligt fra sin liggestol. “Husk at sige det til Malte også”, svarer jeg og spejder efter ham og Marianne som er nede at soppe i vandkanten. “Og tag ikke for mange kugler”, siger jeg efter at have oplevet Liva samle fade af kager til hvert all-inklusive måltid. “Far du spiser selv is og kage hele tiden”. “Det er noget andet” svarer jeg og kikker straks ned i tabletten igen. Jeg fortsætter min skrivning og er lykkelig for, at jeg er frisk nok til at gå på stranden, så jeg overhovedet har en dialog med nogen, som jeg kan skrive i mit blogindlæg her og give mine karakterer liv gennem deres tale, istedet for at sidde alene i mørket på værelset og se en 15 årig russisk skøjteprinsesse slå råbåndsknob på sig selv.

Som sædvanlig er mit indlæg ved at blive alt for langt, jeg burde jo spise is og snorkle, men det må jo være, fordi jeg elsker at skrive. Her er alligevel det sidste råd, inden jeg skal have en øl (tydeligt tegn på at jeg har det bedre) – Skriv det første udkast for lukkede døre, uden at se dig tilbage. Skriv det på max tre måneder (gælder romaner ikke blogindlæg). Læg det fra dig i 6 uger og  læs det med friske øjne, ret fejl og mangler, forstærk det og gør det ti procent kortere for lukkede døre. Nu er du klar til at vise det til nogen særlige udvalgte. Nogle læsere vil kunne lide dele af det, du har skrevet og ikke andre dele, mens nogle læsere mener det stik modsatte. Hvis alle mener, du har lavet noget lort, vinder læseren, men hvis der er en uafgjort passage, som nogle kan lide og andre ikke, vinder forfatteren.

Jeg er stærkt inspireret af On writing og vil forsøge at bruge Stephens ideer til at styrke, det der indtil videre er min metier, nemlig faglig formidling. Jeg har forsøgt i dette blogindlæg, men har ingen anelse om, om det er lykkedes. Jeg har skrevet indlægget for lukkede døre, jeg har ladet det ligge i 10 dage, har forbedret det og skåret ti procent fra, og nu åbner jeg døren og viser det til dig, så jeg vil gerne høre dine kommentarer – hver konkret tak. Ja og jeg er blevet rask og blev ikke slået ihjel på den bus med koreanske turister, som blev sprunget i stykker på Sinai halvøen af militante islamister dagen efter vores afrejse.