Er det på tide, at Brinkmann boblen brister?

Er Svend Brinkmans gurustatus blevet til en boble, der skygger for alle de mange dygtige mennesker, som arbejder hårdt på at bedre folks trivsel hver eneste dag?

Filosofiprofessor og leder af Center for Information og Boblestudier, Vincent F. Hendricks, beskriver hvordan økonomiske, politiske og onlinebobler kan føre til, at vores blik bliver sløret, og vi træffer de forkerte beslutninger. I økonomien beskrives en boble, som en situation, hvor aktiver handles til priser, der langt overstiger den fundamentale værdi af aktiverne. Sagt på normalt dansk betyder det f.eks., at et hus kan sælges til en pris, der langt overstiger dets reelle værdi. Vi så det i forbindelse med IT-boblen i 1999, hvor tech firmaer blev handlet til priser der intet havde med deres reelle værdi at gøre, hvilket førte til en økonomisk krise, da boblen bristede. Det samme kan ske i politik, på internettet og i videnskab, hvor holdninger og udsagn pludselig kan få en udbredelse og popularitet, der intet har med deres reelle forklaringskraft at gøre.

Et eksempel er fænomenet Svend Brinkmann, som har opnået en status og placering i den offentlige debat, som er helt ude af proportioner i forhold til, hvad han rent faktisk bidrager med. Brinkmann boblen er efterhånden blevet så voluminøs, at alt hvad han siger, i brede kredse, tages for gode varer, og at han har uforholdsmæssig meget indflydelse på den offentlige debat.

Jovist, Brinkmann har mange gode pointer, som f.eks. at vi ikke altid skal have Ja-hatten på, at vi har pligt til at gøre noget for andre mennesker, også selvom vi ikke selv får noget ud af det, og at vi ikke skal individualisere alle vores problemer. Brinkmann er ikke den første, der fremkommer med disse argumenter, men hans timing og måde at gøre det på (satirisk og let forståeligt) har åbenbart ramt noget, som mange andre hædersmænd og kvinder ikke har formået. Og så hører det nok også med til historien, at Brinkmanns likeability er tårnhøj, hvilket enhver professionel foredragsholder ved er afgørende for, om folk vil lytte til deres budskaber.

Ifølge Jonah Berger, professor i marketing ved The Wharton School bliver historier populære på nettet når de f.eks.:

  • vækker følelser,
  • har almen interesse,
  • praktisk værdi
  • og rummer en god fortælling.

Brinkmann har med sin bestseller Stå fast ramt plet.

  • Hans budskaber vækker følelser og har almen interesse, fordi vi alle sammen kan få åndenød i en verden af permanent forandring.
  • De har praktisk værdi, fordi hans bog er bygget op omkring en række konkrete og letforståelige råd (hvilket paradoksalt nok er noget af det, han vil gøre op med).
  • Og så er han en fremragende formidler, der formår at fortælle historier, som vi alle kan genkende fra hverdagen.

Bergers forskning har også vist, at hvis en historie vækker frygt, vrede eller indignation, øger det dramatisk sandsynligheden for, at vi deler den. Igen har Brinkmann ramt den det helt rigtige sted. Han får skabt et fjendebillede af coaches, konsulenter og positiv psykologer, som ifølge ham nærmest forsøger at kontrollere vores tanker og tvinger os til at tage ”Ja-hatten” på mod vores vilje. Det er nemt at blive både vred og indigneret.

Det mest interessant ved Bergers forskning er, at den viser, at faktuel viden stort set intet betyder for, hvor populær en historie bliver på nettet. Og det er måske her, at Brinkmann viser sig at være blevet til en boble, der er blevet alt for stor i forhold til det reelle vidensgrundlag i hans udsagn. Jeg er ikke i tvivl om, at Brinkmann er en begavet mand (ellers bliver man næppe psykologiprofessor i så tidlig en alder), men han er ikke den eneste begavede person indenfor psykologien. En stor del af argumentationen i Stå fast er baseret på Brinkmanns personlige iagttagelser og holdninger og totalt uvidenskabelige filosofier, som er op til 2000 år gamle (Stoikerne).

Når Brinkmann pt. sidder på hovedparten af den psykologiske sendeflade, er det helt skævt. Mange fagfolk, som stort set ingen mikrofontid får, ved mindst ligeså meget eller mere om de emner Brinkmann udtaler sig om. En af dem er lektor Hans Henrik Knoop, der som tidligere formand European Positive Psychology Association, læner sig op af tusindvis af forskningsartikler fra positiv psykologi, som langt hen ad vejen modsiger eller modificerer Brinkmanns udsagn. Det er værd at huske på, at forskningen i positiv psykologi (forskningen i optimal menneskelig trivsel) ikke bare er et sammenrend af overgearede coaches, men blandt andet består af kapaciteter som Mihaly Csikszentmihalyi, Edward Deci, Richard Ryan, Martin Seligman og Barbara Fredrickson, hvis forskning er anerkendt i hele verden og i brede kredse også udenfor psykologien. Et andet eksempel er Raben Rosenberg, der er Professor dr. Med, psykiater og klinikchef på Psykiatrisk Center Amager, som i en kronik i Politiken den 29. september, blandt andet kritiserer Brinckmans og andres postulat om, at der nærmest deles psykiatriske diagnoser ud i flæng.

Helt personligt er jeg også ærgerlig over at Brinkmann netop har modtaget en bevilling fra den Obelske familiefond på 12,6 mio.. til at undersøge “sorgens kultur” de kommende fem år. Som han selv skriver på sin Facebook side: ”Vi skal studere alskens aspekter af sorg, lidelse og lykke – herunder medikaliseringen af sorg (når den bliver en diagnose).” Dette sker på et tidspunkt, hvor flere sociale projekter for voksne og unge med problemer (uden diagnoser), der hjælper dem nu og her, har svært ved at få fondsmidler, f.eks. det veletablerede og succesfulde ungdomsrådgivningsprojekt Headspace. Spørgsmålet er om Brinkmann havde fået disse midler, hvis hans boble ikke havde vokset sig så stor, at den skygger fra alle andre gode kræfter?

Ifølge Hendriks forsvinder den kritiske sans, når en boble er blevet tilpas stor og kan føre til gruppetænkning, hvor vi bare gør som alle de andre uden at stille de kritiske spørgsmål, vi normalt ville gøre. Dette skaber betingelser for det, der indenfor socialpsykologien kaldes pluralistisk ignorance, som er en tilstand, hvor det er legitimt, at alle forbliver uvidende, for det er alle andre jo også.

Er det der, vi er nået til med Brinkmann, at alt hvad han siger betragtes som rigtigt (fordi alle andre også synes det)? Er vi nået dertil, hvor man risikerer at blive bashet, og grillet hvis man modsiger guruen, især hvis man som mig er både coach, konsulent og anvender viden fra den positive psykologiske forskning? Måske skal vi lige pudse brillerne og minde os selv om, at Brinkmann blot er en stemme i det psykologiske landskab, på linje med mange andre fagfolk. Jeg tror, den gurustatus, han har fået, er usund og i værste fald kan stå i vejen for alle de mange dygtige mennesker, som arbejder hårdt på at bedre folks trivsel hver eneste dag. Jeg selv og mange andre oplever, hvordan det oftere og oftere bliver opfattet negativt, at sige at man beskæftiger sig med positiv psykologi. Måske er det på tide, at Brinkman boblen brister, så vi kan begynde at høre nogle af alle de andre kloge folk, som findes derude, hvoraf mange af dem har langt mere erfaring ude i ”virkeligheden” end Brinkman selv, som har tilbragt hovedparten af sit arbejdsliv bag universitets tykke mure. Verden forandrer sig hele tiden, og derfor er der brug for viden, råd og værktøjer, som er forankret i både evidens og sund praksis. Der findes mange gode alternativer til gamle filosoffer, der formede deres tanker i en verden, der er fundamentalt anderledes end den, vi andre skal leve i hver dag.

Kilder:

  • Brinkmann, Svend. Stå Fast.
  • Hendricks; Vincent F. Spræng boblen – sådan bevarer du fornuften i en ufornuftig verden. Gyldendal 2016
  • Rosenberg; Raben. Tidens diagnose er debat og forvirring. Kronik i politiken den 28. September.

 

 

Moving Minds – Bevægelse i undervisningen

Den anden dag sagde en lærer til mig; ”Det gik fint med at skabe fysisk bevægelse i starten af skoleåret, men nu er vi løbet tør for ideer, og eleverne gider ikke blive ved at lave det samme.” Kommentaren gav mig lyst til at skrive dette indlæg, da jeg har mange års erfaring med at udvikle metoder til at skabe fysisk bevægelse, der understøtter faglig læring.

Forskningen peger efterhånden ret entydigt på, at fysisk bevægelse er godt for læringen, men også at variation og passende udfordringer er vigtigt.

Der er derfor stort behov for hele tiden at skabe nye overbevisende sammenhænge mellem fysisk bevægelse og læring, et arbejde alle undervisere i princippet kan bidrage til. Som inspiration til dette arbejde har vi udarbejdet et manifest: Moving Mindsbevægelse med mening, som kan inspirere dig næste gang, du skal lave en ny bevægelsesaktivitet.

 

  1. To minutter kan gøre en stor forskel.
  2. Du behøver ikke en gymnastiksal.
  3. Varier hele tiden.
  4. Læg modellen ned på gulvet.
  5. Kroppen er et penalhus.
  6. Rør det urørlige.
  7. Høj puls – læring efter. Lav puls – læring imens.
  8. Innovation er ikke en tilskuersport
  9. Find flowzonen

#1: To minutter kan gøre en stor forskel.

Selv korte bevægelsesmoduler kan have en positiv indvirkning på koncentrationen og læringsparatheden i klassen. De fleste af os kender mest til bevægelsesaktiviteter, der tager lang tid, som f.eks. en fodboldkamp eller en løbetur. Men der er masser af muligheder for at lave noget, som er kort og effektivt. Bed f.eks. eleverne stå op og tale sammen eller lav et ultrakort brainbreak.

#2: Du behøver ikke en gymnastiksal.

Vi forestiller os ofte, at bevægelse kræver meget plads, en skolegård eller en gymnastiksal, men hvis du ser undervisningslokalets snævre plads som en kreativ udfordring i stedet for som en hindring, er det imponerende, hvad du kan lave mellem borde og stole. Se undervisningslokalet som en legeplads, hvor alt i rummet i princippet kan indgå i aktiviteten. Stole kan stås på, borde kan man kravle under, tasker kan man hoppe over, huer kan blive til bolde osv.

#3: Varier hele tiden.

Selv den sjoveste øvelse kan ret hurtig blive triviel og forvandle en motiverende aktivitet til en kedelig. Jeg elsker grillkylling, men hvis jeg skulle spise det hver dag, ville jeg blive tosset. Dette betyder, at vi skal være gode til at dele nye øvelser med hinanden, men også hele tiden udvikle nye. Du kan også variere ved at skifte tempo, gruppesammensætning, længde og sted, eller tilføje nye regler, historier, rekvisitter eller nyt fagligt indhold. Jeg har ofte kombineret to kendte øvelser efter et stykke tid, for at gøre det velkendte sjovt igen.

#4: Læg modellen ned på gulvet.

Jeg forstod først kaosteori, da en underviser bad os vise et kaotisk system ved hjælp af vore kroppe ude på gulvet. En fantastisk måde at skabe sammenhæng mellem det fag-faglige og fysisk bevægelse er ved at gøre modeller 3-dimensionelle. Forestil jer at landkortet ligger på gulvet, vis socialklasserne på en nærliggende trappe, forstil jer at de grammatiske former er et hus, I kan bevæge jer rundt i, hop et regnestykke osv.

#5: Kroppen er et penalhus.

Hvad nu hvis alle havde glemt deres penalhus, og I kun måtte bruge jeres kroppe som lineal, passer, blyant og viskelæder. Det kan være virkelig sjovt og give en hel anden slags fysisk baseret læring. Jeg har lavet mange øvelser, hvor jeg har bedt eleverne måle hinanden og rummet med kropsdele. F.eks. hvor høj er Malte målt i tommelfingre, fod eller knæ? Hvad nu hvis eleverne hver var et tal, et bogstav eller et ord. Hvad kunne I så skrive, regne, tegne og gøre?

#6: Rør det urørlige.

God formidling og undervisning er ofte kendetegnet ved, at læreren kan bevæge sig ned ad abstraktionsstigen og gøre det abstrakte så konkret som muligt. Regnestykket 32 : 2 + 6, er abstrakt og svært at få til at give mening. Men det havde været en hel anden sag, hvis stykket havde heddet, tag halvdelen af en pose Matadormix og derefter 6 flødeboller. Prøv at gøre abstrakte begreber til konkrete fysiske ting. Tænk hvis udsagnsleddet er en stol, grundleddet et bord og genstandsleddet en taske, og I skal analysere sætninger ved at rykke rundt på dem? Hvad nu hvis årsagssammenhænge er en bold, der kan kastes rundt eller en snor, der kan trækkes mellem forskellige ting? Hvad nu hvis tallene skal findes gemt i klasselokalet, før man kan lave sine matematikstykker?

#7: Høj puls – læring efter. Lav puls – læring imens.

Beslut om du vil lave fysiske aktiviteter, der skaber høj puls eller lav puls. Hvis du får elevernes puls højt op, de såkaldte high arousal aktiviteter, f.eks. gennem løb, hop, boldspil osv. kan det have en positiv virkning på indlæringen, men først efter aktiviteten. Når vi er fysisk presset, optages alle hjernens eksekutiv funktioner, og vi kan ikke tænke på andet end selve aktiviteten. Til gengæld skaber vi det, hjerneforskere kalder Learning Readiness, som betyder, at hjernen vågner og bliver parat til at modtage læring bagefter, når den er faldet til ro igen. Dette betyder også, at bevægelse sagtens kan have en positiv virkning på indlæringen uden at den fysiske aktivitet i sig selv har noget med det faglige indhold at gøre. Aktiviteter med lavere puls (low arousal) gør det muligt at tænke fagligt, mens man bevæger sig, det kan f.eks. være gåture, stående arbejde, flytte rundt på lettere ting osv. Men husk at elevernes fysiske form er meget forskellig, så det der opleves som fysisk krævende af nogen, slet ikke er det for andre.

#8: Innovation er ikke en tilskuersport

Intet nyt er blevet til uden, at nogen har taget en risiko eller lavet en fejl. Så hvis du vil blive verdensmester i at bruge fysisk aktivitet i din undervisning bliver du nødt til at være modig og bare gå i gang. Jo mere du prøver, jo bedre forståelse får du for, hvad der virker, og jo nemmere bliver det at lave successer. Husk på, at et skridt ad gangen er bedre end røven i sædet.

#9: Find flowzonen

Jeg hører ind imellem, at fysisk bevægelse kan føre til unødig uro og forstyrrelser. Min erfaring er, at dette som regel sker, hvis øvelsen ikke fungerer. En øvelse fungerer ikke, hvis den er enten for nem eller for svær. Er den for nem, fører det til kedsomhed og giver overskud til at forstyrre undervisningen. Er den for svær, skaber det usikkerhed, og eleverne stiger af og begynder at lave noget andet. Fra flowforskningen ved vi, at de bedste lege og aktiviteter er dem, der er på randen af vores formåen, hverken over eller under. Derfor er de bedste øvelser enkle at forstå, men komplekse og svære at løse. Hvis en øvelse er ved at blive for let (efter I har lavet den et par gange), så øg kompleksiteten ved f.eks. at tilføje nye regler, nye rekvisitter, flere samarbejdspartnere og sværere mål.

 

 

 

 

 

 

 

High Quality Connections – Den usynlige forbindelse mellem trivsel og bundlinje

Forskning fra Psykologi Professor Jane E. Dutton har påvist, at gode konstruktive relationer mellem medarbejderne fremmer både trivslen og opgaveløsningen.

Dutton kalder det High Quality Connections og forklarer, at de virker fordi:

  • Når vi føler os godt tilpas i vore indbyrdes relationer, kan vi fokusere på at løse opgaven. Når vi oplever det modsatte, Low Quality Connections bruger vi al for megen energi på at tolke og forstå de andre og finde ud af, hvad der er galt.
  • Gode relationer er den vigtigste kilde til trivsel og positive følelser. Vi ved fra bl.a. Barbara L. Fredricksons forskning i positive følelser, at mange positive følelser gør os mere kreative, mindre syge, mere åbne overfor andre og mere rummelige i forhold til forandringer.
  • Vi skaber en vedvarende læringskultur, så vi lærer hurtigere og bedre kan tilpasse os forandringer. Dette skyldes, at vi tør dele vores viden og vanskeligheder, hvis vi føler os trygge og har tillid til hinanden.
  • Vi hjælper hinanden mere. Folk der kan lide hinanden, hjælper hinanden, folk der ikke kan lide hinanden ender ofte med at modarbejde hinanden.

High Quality Connections opbygges bl.a. ved at fremme:

Reciprocity – som er en psykologisk term for gensidig hjælpsomhed. Gensidig hjælpsomhed handler ikke kun om at udveksle tjenester. Ægte hjælpsomhed kan sprede sig i mange retninger og flere led. Når vi hjælper en kollega, får hun lyst til at hjælpe andre, også kaldet ”Pay it forward”. Hvis det rygtes blandt kunder eller kollegaer, at du er hjælpsom, begynder folk du ikke kender at hjælpe dig, også kaldet ”Reward reputation”.

Tillid er afgørende i næsten alle typer af samarbejdsrelationer. Forestil dig et ledelsesteam uden tillid eller tillid som en vej til at opbygge nære kunderelationer. Tillid opstår f.eks. når vi viser sårbarhed overfor hinanden eller overvinder vanskelige udfordringer sammen.

Aktiv konstruktiv respons er en særlig livgivende kommunikationsform, som handler om at reagere positivt og konstruktivt, hvis en kollega fortæller om en god oplevelse. Reagere vi derimod med Aktiv Destruktiv Respons vil det være nedbrydende for relationen.

Leg og spil. Leg er et grundlæggende biologisk behov. De fleste voksne har glemt, hvordan man leger sammen. Kunsten er at finde de sjove lege, som virker for voksne. Voksne gider ikke dåseskjul men quizzer, brædtspil og komplekse sociale lege er sjove selvom du er begyndt at gå med slips og læsebriller.

 

“Kan det betale sig at arbejde?” – Forkert stillet spørgsmål

Det er ikke fedt at være arbejdsløs

”Kan det betale sig at arbejde?” er et af de mest diskuterede spørgsmål i valgkampen. En diskussion der gør mig træt, da den er baseret på et alt for simpelt syn på motivation. I spørgsmålet, og den måde det bliver diskuteret på, ligger en antagelse om, at det eneste der driver os på arbejde er lønnen.

For enkelte mennesker, særligt dem med skodjobs, er lønnen måske det eneste, der tæller, men for langt de fleste er der meget mere i spil. At have et arbejde handler også om at have indhold og mening i sit liv, på en måde som kan være svær at få, hvis man sidder hjemme i sit egen lille verden hver dag. At gå på arbejde giver selvrespekt, fordi du gør en forskel og nogle har brug for dig. Og vigtigst af alt så giver de fleste jobtyper gode kollegaer, hvilket for langt de fleste er meget sjovere end at rende rundt alene derhjemme og spille computerspil eller se Neflix.

Vi ved fra to af de fremmeste motivationsforskere Edward Deci og Richard Ryan, at alle mennesker har tre motivationsdrivere, der som regel er vigtigere for os end økonomisk belønning. Deres omfattende forskning har vist, at vi har et grundlæggende behov for at udvikle vores kompetencer, opleve autonomi (frihed) og have konstruktive relationer til andre mennesker. At gå på arbejde giver dig måske ikke altid så megen autonomi, men for det meste udvikler det dine kompetencer og skaber relationer til andre mennesker. Specielt det med relationer er vigtigt, da lykke- og trivselsforskningen viser os, at andre mennesker er den korteste vej til et gladere liv.

Spørgsmålet er i virkeligheden ikke, om det ”kan det betale sig at arbejde?”, men om ”det giver mening at arbejde?”. Og jo, det gør det, som oftest, også selvom lønnen kun er marginalt højere end at være på kontanthjælp. Lad os derfor hellere tale om, hvordan vi skaber gode meningsfyldte arbejdspladser, i stedet for hvordan vi kan straffe dem, der ikke har et job.

Deci og Ryans forskning har endvidere vist, at det generelt dræber den indre motivation, hvis vi fokuserer på ydre resultater og belønninger, i stedet for på hvad der stimulere vores kompetencer, autonomi og relationer. Og det er jo netop det politikerne gør, når de hele tiden fokuserer på lønnen, som belønningen for at arbejde. På den måde bidrager de paradoksalt nok til at de arbejdsløse måske bliver mindre motiverede for at finde et arbejde. I stedet skulle de hellere bruge krudtet på at skabe spektakulære samfundsvisioner, som gør, at vi alle sammen får lyst til at bidrage til det fælles projekt, også selvom det ikke altid kan betale sig.

 

Kontanthjælp

Arbejde

Økonomernes   regnestykke

X kr.

X kr.+1000 kr.

Det virkelige regnestykke

X kr.

X kr. + 1000 + mening + selvrespekt + kollegaer

 

Kære Facebooksherif, jeg poster, hvad jeg vil

 

wyattearp19941902174848771

Jeg er en ivrig bruger af Facebook, også til det punkt, hvor jeg overskrider sundhedsstyrelsen anbefaling på max 21 indlæg om ugen (for mænd). Det er sikkert usundt, men herregud jeg er alligevel afhængig af så meget andet.

Når jeg poster noget, gør jeg det, fordi jeg er inspireret eller stolt af noget, fik en sjov ide eller gerne vil inspirere andre. Ingen ond vilje eller ønske om at genere nogen.

Jeg elsker Facebook , fordi det er en legeplads, hvor jeg kan gøre, hvad jeg vil, lave sjove fund og møde gamle og nye venner.

Men Facebook gør mig også usikker, fordi jeg, både på Facebook og i den virkelig verden, gang på gang hører folk harcelere over, hvad andre poster. Det er utroligt, hvad det kan fremkalde af harme, at Facebook-brugere poster videoer af katte, selfier, ferierejser, madretter og deres deltagelse i en marathon.

Jeg synes, det er ærgerligt, at min og andres glæde ved Facebook skal mødes af den slags irritation. Derfor vil jeg opfordre alle jer, der lader jer hidse op over, hvad andre poster på Facebook, til at tænk over dette:

Facebook er et autonomt socialt rum. Mennesker har et grundlæggende behov for autonomi. Vi hader, når andre bestemmer, hvad vi skal tænke, føle og gøre. En af hovedgrundene til at Facebook er så populært er, at du stort set kan gøre, hvad du vil. Der er ingen forældre, redaktører, politibetjente, skolelærere eller arbejdsgivere, der bestemmer, hvad du gør. Hvis vi begynder at indføre for mange ordensregler, smagsdommeri, finkulturelt snobberi og selvcencur, vil Facebook miste sin livsnerve og afgå ved døden. Så kære Facebooksherif, hverken du eller andre skal bestemme, hvad jeg gør på Facebook. Kan du ikke nøjes med at skælde mig ud, hvis jeg overskrider grundlæggende sociale adfærdsregler og f.eks. er racistisk, mobber eller er decideret ondskabsfuld.

Forstå at kommunikationen er upræcis. Som de fleste andre har jeg mange forskellige venner på Facebook; mænd, kvinder, unge, gamle, indere, amerikanere, grønlændere, kristne, muslimer, akademikere og håndværkere. Hvordan skulle jeg på nogen som helst måde kunne ramme dem alle med noget, som de opfatter som lødigt og relevant hver gang? Det er umuligt. Det er Facebook’s natur, at vi skyder i blinde, når vi poster noget, i modsætning til når du skriver en bog eller i en avis, hvor du har et mere klart billede af målgruppen. Så husk, at når du ser noget på Facebook, som du synes er tåbeligt, kan det være, at der er en anden et andet sted derude, der synes det er sjovt eller inspirerende.

Du bestemmer selv, hvad du vil bruge tid på. For mig er et besøg på Facebook som en shoppingtur på Strøget. Der er hulens mange butikker og masser af forskellige mennesker. De fleste butikker interesserer mig ikke, f.eks. hundefrisører og barnevognsforhandlere, så dem går jeg hurtigt forbi. Så er der andre butikker, der virkelig fanger min interesse, f.eks. dem der sælger herretøj og gadgets, dem går jeg ind i. Charmen ved strøget er netop denne mangfoldighed, hvor der er plads til at få indfriet forventningerne, blive overrasket og sommetider forarget. Kan du ikke se Facebook som en kulturel forlystelsespark med ting, du både elsker og hader, og hvor du selvfølgelig passerer det, du ikke bryder dig om, og i stedet fokuserer på det, der interesserer dig. Men hvis du virkelig er en af dem, der hader en tur ned ad Strøget, så skal du måske overveje, om du overhovedet gider bruge din tid på at slentre gennem Facebook.

Ellers er min sidste opfordring til alle Facebook brugere; bliv endelig ved med at dele alle jeres selfies, madopskrifter, favoritvideoer, avisartikler og familiebilleder. Jo mere af den slags vi alle deler, jo mere rummeligt og mangfoldigt bliver Facebook, og jo mere er der plads til mig og alle mine særheder. Vi ses derude.

Mit nytårforsæt – mere vrede, skyld og angst

Hvad er dine nytårforsæt i år? “Jeg vil være mere positiv, optimistisk og glad”. Måske skulle du overveje, om du ikke også skulle love dig selv at opleve mere vrede, skyld og angst. Ja, det lyder som en dårlig joke, i disse tider, hvor der er så meget fokus på, hvilke fordele vi kan få af de positive følelser. Det kan være svært at se det gode i vores dårlige sider, men måske er det på tide, at de negative følelser kommer ud af mørket og får en chance til. De er nemlig ikke bare et upraktisk vedhæng til livet, men har nyttige funktioner, der kan føre til kreativitet, succes og et godt liv.

darth-vader-and-the-dark-side-of-happiness

Sangen Happy med Pharell Willams, blev ikke bare 2014’s største hit, men er indtil videre det 21. århundredes mest solgte sang. Med sin lethed og iboende glæde fortjente den musikalske lykkepille helt klart at blive en succes, men samtidig fremstår den som en metafor for tidens evige jagt på lykke og glæde. Siden den positive psykologis gennembrud ved årtusindskiftet er der leveret massive mængder af seriøs forskning og avisartikler, som dokumenterer hvordan glæde, positivitet og lykke kan gøre os til succesfulde og fremgangsrige mennesker. Samtidig med dette er verden blevet befolket med en eksplosion af konsulenter, coaches, selvhjælpsguruer, som vil hjælpe dig og din arbejdsplads med at få del i dette overskudsgilde. Og ja, jeg er selv en af dem. Mange gør det godt, men alt for mange forveksler positiv psykologi med positiv thinking og risikerer trods deres velmenenhed at gøre godt dårligt. Lad os lige slå fast, hvad forskellen på de to ting er.

Positiv psykologi er et nyt forskningsområde, som primært fokuserer på optimal menneskelig trivsel og performance. Positiv psykologi fornægter ikke negative følelser, men ser forskningen i det positive, som et forsøg på at skabe en mere hel psykologi, da der i meget lang tid mest har været forsket i, hvad der gør folk syge, fremfor hvad der holder dem raske og i fin form. Jeg gentager lige, “positiv psykologi fornægter ikke negative følelser”. Nu har jeg selv arbejdet med positiv psykologi i mange år, og jeg er træt af, at hovedparten af den kritik jeg møder, skyldes at folk forveksler positiv psykologi med positiv thinking. Selv prominente personer som psykologiprofessor Svend Brinkman, mener, trods sin lange uddannelse ikke, at han behøver at nuancere denne forskel. Positive thinking er ikke et forskningsfelt, men en fix idé om, at man skal tænke positivt hele tiden uanset hvad man møder i sit liv. Et af de mest grelle eksempler på dette er den meget populære film og bog The Secret. Selvfølgelig kan man ikke være positiv hele tiden og et forsøg på det vil formentlig gøre dig både negativ og syg.

Men måske er der alligevel en tendens til, at fokusset på positivitet og trivsel er kammet over. En voksende aversion mod lykkebegejstringen kan forklare, at Svend Brinkmans bog Stå fast, er blevet en kæmpe succes. Ærgerligt da han i sin iver for at gøre op med en positiv enøjethed, ender med selv at fremstille et grotesk ensidigt modforslag, som ikke gør os synderligt klogere, men blot bygger Berlinmure i debatten. Vil du blive klogere på forholdet mellem det negative og positive er det langt mere udbytterigt at læse de to amerikanske psykologer Todd Kashdan’s og Robert Biswas-Diener’s nyeste bog “The upside of your dark side”. De to herrer er værd at lytte til, da de begge i mange år været med helt fremme indenfor den positive psykologiske forskning.

“Er vi ved at smide barnet ud med badevandet?”, spørger Kashdan og Biswas-Diener. Deres pointe er, at det ikke handler om enten at være positiv eller negativ, men om at være agil og fleksibel og kunne bruge hele sit følelsesregister på rette tid og sted. Alle følelser har en funktion, som er designet af evolutionen til at hjælpe os i forskellige typer af situationer. F.eks. kan vrede få os til at trodse tyranner og overvinde vores frygt. At fornægte vores mørke sider gør os kun til halve mennesker, som hverken trives eller er særlig velegnet til at styre uden om livets trafikpropper. Kashdan og Biswas-Diener hævder, at 80% af succes kan tilskrives positivitet og optimisme, men du får kun de sidste 20 % med, hvis du anerkender hele dit følelsesregister. De er altså ikke i tvivl om at postive følelser gør meget godt for os. Barbara Fredricksons forskning og Broaden and Build teori har allerede vist os, at positive følelser både udvider vores åbenhed og perspektiv på verden og opbygger robusthed og ressourcer til fremtidige udfordringer. Men som hun også selv gør opmærksom på, gør for meget af det gode os dysfunktionelle. Lad os derfor give scenen et kort øjeblik til tre følelser, som mange af os er opdraget til at undgå, men som måske har mere at tilbyde end vi lige forestiller os.

Vrede

Vrede er en følelse, som vi alle kender. Vi kan opleve den, når vi bliver sprunget over i køen, eller når nogen generer vores børn. Vi bliver typisk vrede, når vi føler os uretfærdigt behandlet, eller hvis noget står i vejen for, at vi kan nå meningsfyldte mål. Vrede er som regel forårsaget af hvad andre gør, eller ikke gør, eller hvad vi forventer, de vil gøre.

Positivitet alene er ikke tilstrækkeligt, når vi skal navigere i sociale relationer og interaktioner. Vrede er et redskab, der hjælper os til at afkode og reagere på utilfredsstillende sociale situationer, som når en hjemløs bliver hånet af en ung pige eller en nabo skælder en ud, som om man var fem år gammel. Selvom vreden kan opleves som ubehagelig, har forskningen fundet ud af, at den har en masse positive effekter. Når vi føler vrede bliver vi mere optimistiske, kreative og i nogle situationer (f.eks. i sport) performer vi mere effektivt. Når vi udtrykker vrede kan det føre til succesfulde forhandlinger og motivere andre til forandring, f.eks. opgør med en urimelig arbejdsgiver eller en racistisk politiker. Vrede kan også gøre os modige, da den kan få os til at overvinde vores frygt og komme ud af hjælpeløs selvmedlidenhed.

Vrede er i sig selv ikke hverken godt eller dårligt, det er hvad vi gør med den der betyder noget. Det er vigtigt, at vreden ikke bliver til utæmmet raseri, men at vi lærer at holde den på et niveau, der gør os i stand til at handle passende i situationen. Det nytter f.eks. ikke noget at brøle af raseri og smadre krystalfadet fordi nogle har spist den sidste lakridsmandel, eller nøjes med at sende dræberøjne, når en fuld mand smider en krysantemumbombe midt ind i en menneskemængde. I stedet for at prøve at komme af med den, kan du gøre den nemmere for andre at kapere, hvis du gør opmærksom på at du er vred og derfor kan være påvirket af den. På den måde kan alle forholde sig konstruktivt til dine følelser.

Skyld

At føle skyld bliver ofte opfattet som usundt og meget gammeldags. Den generelle holdning er, at skyld hører til i et kloster eller i den sorte skole og ikke i et moderne samfund, hvor vi skal stå ved hvem vi er. Men skyld er ikke bare noget som er opfundet af middelalderpræster, men noget som kan motivere dig til at forbedre din adfærd. Kashdan og Biswas-Diener nævner som eksempel, hvordan de i deres universitetsundervisning spørger de studerende “Hjælper eller skader din adfærd de andre i klassen?” Et moralsk spørgsmål, der kan fremkalde skyld, men samtidig motivere til handling. Skyld kan give os moralsk rygrad og kan motivere os til at blive mere hensynsfulde og omsorgsfulde borgere. Forskningen viser, at folk der føler skyld er mindre tilbøjelige til at køre spirituskørsel,  tage ulovlige stoffer, eller overfalde andre. Det handler ikke om at føle skyld hele tiden, men om at se skyld som noget, der kan regulere din adfærd, så den passer til situationen.

Skyld er i følge Kashdan og Biswas-Diener noget andet end skam. Når vi skammer os ser vi ikke bare vores adfærd som fejlagtig, men ser os selv som grundlæggende dårlige mennesker. Skyld er lokal, mens skam er global. Folk, der føler skam, lider. De kan ikke lide sig selv og ønsker at lave sig om, gemme sig eller slippe af med sig selv. Forskningen viser, at skam ikke motiverer til forandring (der er alligvel ikke noget, du kan gøre, hvis alt ved dig er dårligt) ofte bliver det bare værre, skyld derimod giver dig lyst til at lære af dine fejl og forbedre dig. Vil du have andre til at ændre adfærd, er det ok, at de føler skyld, men får du dem til at skamme sig, vil du sikkert bare forværre situationen. Skyld gør os ikke umiddelbart glade, tværtimod, men på langt sigt kan det forbedre os og gøre os til bedre kærester, forældre, venner og kollegaer, og føre til mere glæde både for dig selv og dine omgivelser.

Angst

Angst er en vigtig driver i motivation og flow. Det er som regel på kanten af vores formåen, derude hvor vi får sommerfugle i maven, og lige før at vi går i panik og får kronisk stress, at vi præsterer bedst. Hvis vi slet ikke oplever nogen form for angst, er det ofte et tegn på, at vi keder os og er understimulerede. Kunsten er ikke at undgå angst, men opleve tilpas meget af den til at vores opmærksomhed skærpes og vi opsluges af den aktivitet, vi er i færd med. Hvis positivitet udvider vores bevidsthed og adfærd i øjeblikket, indsnævre angst den. Det ene er ikke bedre end det andet. Hvad der er bedst afhænger af hvad vi skal. Skal du ramme en baskeballkurv eller hurtigt ud af en brændende bygning, vil du hellere have tunnelsyn og et snævert fokus end et åbent og udforskende sind. Skal du komponere en sang eller begå dig til et cocktailparty vil du hellere have et åbent sind og udvidet fokus end blot tænke på at flygte, angribe eller spille død.

Når vi er angste, skærper det vores opfattelsesevne, forstærker vores syn og hørelse, vi kan se ting længere væk og bedre skelne lyde fra hinanden, og hvor de kommer fra. Du bliver også momentant bedre til at løse nogle typer af problemer, f.eks. hvordan kommer du hurtigt op i træ? Angste personer er opmærksomme på farer og reagerer hurtigt på dem, og så undersøger de ting grundigere.

Vi ønsker ikke at være kronisk angste men:

  • i nogle situationer, ønsker du at være en stærkt ængstelig person.
  • det er en fordel at have en ængstelig person i dit team, der kan styre jer uden om potentielle farer.
  • uden angst kan små problemer hurtigt ende om en katastrofe (f.eks.hvorfor lugter der brændt?).

Nye superkræfter

Kashdan og Biswas-Diener foreslår at vi istedet for at betragte vrede, skyld og angst som entydigt negative, ser det som nogle nye superkræfter der er tilføjet til vores følelsesmæssige repertoire. Vrede er en Modig Motivator, skyld er en Uetisk-adfærds-gearskifter og angst er en beredt skildvagt der våger over dig.

Kilder:

Kashdan, Todd & Biswas-Diener, Robert. The upside of your darkside, Why being your whole self – not just your “good” self – drives success and fulfillment. Hudson Street Press 2014.

Brinkmann, Svend. Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang. Gyldendal 2014.

Skyd julen og bliv lykkelig lige til påske

Hvorfor er det, vi mennesker tager billeder i tide og utide på turen til London, midt i kirken under barnedåben, eller mens familien danser om juletræet? Burde vi ikke være tilstede i nuet og nyde oplevelsen i sin rene form? Og ikke nok med det, så poster vi billederne på facebook bagefter, som om det var et andet sportstrofæ, istedet for at beholde oplevelsen diskret i vores hjerter. Er alle os fotoglade mennesker virkelig så fremmedgjorte og selvoptagne, eller er der en helt anden forklaring? 

julehygge

Lad os starte med et lille tankeeksperiment:

Forstil dig at du skal på to ugers ferie, men at du lider af en sjælden form for alzheimers som betyder, at det øjeblik du kom hjem vil du glemme alt, hvad du har oplevet. Desuden ville alle dine billeder og videoer fra turen blive ødelagt.

Hvor mange penge ville du bruge på den ferie i forhold til en ferie, hvor du kunne huske alt? Formentlig ikke ret mange. Den Nobelprisvindende psykolog Daniel Kahnemans forskning tyder på, at for de fleste mennesker er det vigtigste ikke oplevelsen i sig selv, men derimod hvordan vi erindrer oplevelsen. Indenfor psykologien skelner man derfor mellem det oplevende selv og det erindrende selv. Det første er det vi faktisk oplever, og det sidste er det, vi husker. De fleste lykkemålinger tager udgangspunkt i det erindrende selv. De adspurgte bliver bedt om at kikke tilbage og evaluere deres liv med spørgsmål som: Hvis du tager alt i betragtning, hvor tilfreds er du så med dit liv i disse dage? Det er et spørgsmål som dette, der igen og igen gør danskerne til et at verdens lykkeligste folkefærd.

Det interessante ved erindringer, i modsætning til den faktiske oplevelse, er, at de kan formes og påvirkes. Det betyder, at du med den rette viden kan designe dine ferier, fester og højtider, så du får mest mulig glæde af dem bagefter. Daniel Kahneman beskriver i sin banebrydende bog “Thinking fast and slow”, hvad der former vores erindringer.

Højdepunktet og afslutningen er det, du husker mere end noget andet. Hvis du vil skabe en fantastisk juleaften, skal du for det første undgå et negativt lavpunkt, som ild i juletræet, skænderi under pakkelegen og en forkullet and. For det andet skal du sørge for mindst et positivt højdepunkt, som f.eks. en omgang “Nu er det jul igen” gennem alle rum, sneboldkamp i haven eller et sjovt påfund fra drillenissen.

Afslutningen former helhedsindtrykket. Har du nogensinde læst en medrivende kriminalroman, hvor de sidste sider mangler og mordet aldrig bliver opklaret? Uanset hvor god læseoplevelsen var indtil den elendige afslutning, vil du formentlig føle, at det var spild af tid. Selv den bedste juleaften kan blive ødelagt, hvis den slutter med at far bliver fuld, mor hysterisk og ungerne overtrætte. Stop mens aftenen stadig er sjov og planlæg en dejlig afslutning med kram og stjernekastere. Omvendt kan en halvdårlig juleaften reddes med en vellykket afslutning.

Tid er ligegyldig. Forskningen viser, at længden af en oplevelse er stort set ligegyldig for, hvordan vi husker den. Hvor meget bedre er f.eks. to uges ferie ved poolen på Rhodos fremfor kun en? Ja, det er fint, mens du er der, men bagefter er den ekstra uge stort set ligemeget. Så måske er det bedre for børnenes og dine juleminder at få set flere forskellige mennesker og lave forskellige ting i julen, fremfor at bruge 10 dage foran fjernsynet hos svigermor.

Set i dette perspektiv er billeder fra julen helt afgørende i designet og forstærkningen af vores lykkelige erindringer. Daniel Kahneman skriver “Mange turisters hæmningsløse fotografering tyder på, at opsparingen af erindringer ofte er et vigtigt mål, som former både planlægningen og oplevelsen af ferien. Fotografen ser ikke begivenheden som et øjeblik, der skal nydes, men som designet af en fremtidig erindring.”  

Selvfølgelig kan knipseriet stå i vejen for nærhed og kærlighed, men velvalgte billeder af de positive højdepunkter og den lykkelige afslutning, kan på langt sigt mangedoble den ellers dejlige oplevelse og hvorfor ikke dele det på Facebook, så alle dem, der var med også kan få glæde af det.

Kilde: Kahneman, Daniel. Thinking fast and slow. FSG 2011.

Se også Kahnemans TED talk om det oplevede og erindrende selv her.