Mit nytårforsæt – mere vrede, skyld og angst

Hvad er dine nytårforsæt i år? “Jeg vil være mere positiv, optimistisk og glad”. Måske skulle du overveje, om du ikke også skulle love dig selv at opleve mere vrede, skyld og angst. Ja, det lyder som en dårlig joke, i disse tider, hvor der er så meget fokus på, hvilke fordele vi kan få af de positive følelser. Det kan være svært at se det gode i vores dårlige sider, men måske er det på tide, at de negative følelser kommer ud af mørket og får en chance til. De er nemlig ikke bare et upraktisk vedhæng til livet, men har nyttige funktioner, der kan føre til kreativitet, succes og et godt liv.

darth-vader-and-the-dark-side-of-happiness

Sangen Happy med Pharell Willams, blev ikke bare 2014’s største hit, men er indtil videre det 21. århundredes mest solgte sang. Med sin lethed og iboende glæde fortjente den musikalske lykkepille helt klart at blive en succes, men samtidig fremstår den som en metafor for tidens evige jagt på lykke og glæde. Siden den positive psykologis gennembrud ved årtusindskiftet er der leveret massive mængder af seriøs forskning og avisartikler, som dokumenterer hvordan glæde, positivitet og lykke kan gøre os til succesfulde og fremgangsrige mennesker. Samtidig med dette er verden blevet befolket med en eksplosion af konsulenter, coaches, selvhjælpsguruer, som vil hjælpe dig og din arbejdsplads med at få del i dette overskudsgilde. Og ja, jeg er selv en af dem. Mange gør det godt, men alt for mange forveksler positiv psykologi med positiv thinking og risikerer trods deres velmenenhed at gøre godt dårligt. Lad os lige slå fast, hvad forskellen på de to ting er.

Positiv psykologi er et nyt forskningsområde, som primært fokuserer på optimal menneskelig trivsel og performance. Positiv psykologi fornægter ikke negative følelser, men ser forskningen i det positive, som et forsøg på at skabe en mere hel psykologi, da der i meget lang tid mest har været forsket i, hvad der gør folk syge, fremfor hvad der holder dem raske og i fin form. Jeg gentager lige, “positiv psykologi fornægter ikke negative følelser”. Nu har jeg selv arbejdet med positiv psykologi i mange år, og jeg er træt af, at hovedparten af den kritik jeg møder, skyldes at folk forveksler positiv psykologi med positiv thinking. Selv prominente personer som psykologiprofessor Svend Brinkman, mener, trods sin lange uddannelse ikke, at han behøver at nuancere denne forskel. Positive thinking er ikke et forskningsfelt, men en fix idé om, at man skal tænke positivt hele tiden uanset hvad man møder i sit liv. Et af de mest grelle eksempler på dette er den meget populære film og bog The Secret. Selvfølgelig kan man ikke være positiv hele tiden og et forsøg på det vil formentlig gøre dig både negativ og syg.

Men måske er der alligevel en tendens til, at fokusset på positivitet og trivsel er kammet over. En voksende aversion mod lykkebegejstringen kan forklare, at Svend Brinkmans bog Stå fast, er blevet en kæmpe succes. Ærgerligt da han i sin iver for at gøre op med en positiv enøjethed, ender med selv at fremstille et grotesk ensidigt modforslag, som ikke gør os synderligt klogere, men blot bygger Berlinmure i debatten. Vil du blive klogere på forholdet mellem det negative og positive er det langt mere udbytterigt at læse de to amerikanske psykologer Todd Kashdan’s og Robert Biswas-Diener’s nyeste bog “The upside of your dark side”. De to herrer er værd at lytte til, da de begge i mange år været med helt fremme indenfor den positive psykologiske forskning.

“Er vi ved at smide barnet ud med badevandet?”, spørger Kashdan og Biswas-Diener. Deres pointe er, at det ikke handler om enten at være positiv eller negativ, men om at være agil og fleksibel og kunne bruge hele sit følelsesregister på rette tid og sted. Alle følelser har en funktion, som er designet af evolutionen til at hjælpe os i forskellige typer af situationer. F.eks. kan vrede få os til at trodse tyranner og overvinde vores frygt. At fornægte vores mørke sider gør os kun til halve mennesker, som hverken trives eller er særlig velegnet til at styre uden om livets trafikpropper. Kashdan og Biswas-Diener hævder, at 80% af succes kan tilskrives positivitet og optimisme, men du får kun de sidste 20 % med, hvis du anerkender hele dit følelsesregister. De er altså ikke i tvivl om at postive følelser gør meget godt for os. Barbara Fredricksons forskning og Broaden and Build teori har allerede vist os, at positive følelser både udvider vores åbenhed og perspektiv på verden og opbygger robusthed og ressourcer til fremtidige udfordringer. Men som hun også selv gør opmærksom på, gør for meget af det gode os dysfunktionelle. Lad os derfor give scenen et kort øjeblik til tre følelser, som mange af os er opdraget til at undgå, men som måske har mere at tilbyde end vi lige forestiller os.

Vrede

Vrede er en følelse, som vi alle kender. Vi kan opleve den, når vi bliver sprunget over i køen, eller når nogen generer vores børn. Vi bliver typisk vrede, når vi føler os uretfærdigt behandlet, eller hvis noget står i vejen for, at vi kan nå meningsfyldte mål. Vrede er som regel forårsaget af hvad andre gør, eller ikke gør, eller hvad vi forventer, de vil gøre.

Positivitet alene er ikke tilstrækkeligt, når vi skal navigere i sociale relationer og interaktioner. Vrede er et redskab, der hjælper os til at afkode og reagere på utilfredsstillende sociale situationer, som når en hjemløs bliver hånet af en ung pige eller en nabo skælder en ud, som om man var fem år gammel. Selvom vreden kan opleves som ubehagelig, har forskningen fundet ud af, at den har en masse positive effekter. Når vi føler vrede bliver vi mere optimistiske, kreative og i nogle situationer (f.eks. i sport) performer vi mere effektivt. Når vi udtrykker vrede kan det føre til succesfulde forhandlinger og motivere andre til forandring, f.eks. opgør med en urimelig arbejdsgiver eller en racistisk politiker. Vrede kan også gøre os modige, da den kan få os til at overvinde vores frygt og komme ud af hjælpeløs selvmedlidenhed.

Vrede er i sig selv ikke hverken godt eller dårligt, det er hvad vi gør med den der betyder noget. Det er vigtigt, at vreden ikke bliver til utæmmet raseri, men at vi lærer at holde den på et niveau, der gør os i stand til at handle passende i situationen. Det nytter f.eks. ikke noget at brøle af raseri og smadre krystalfadet fordi nogle har spist den sidste lakridsmandel, eller nøjes med at sende dræberøjne, når en fuld mand smider en krysantemumbombe midt ind i en menneskemængde. I stedet for at prøve at komme af med den, kan du gøre den nemmere for andre at kapere, hvis du gør opmærksom på at du er vred og derfor kan være påvirket af den. På den måde kan alle forholde sig konstruktivt til dine følelser.

Skyld

At føle skyld bliver ofte opfattet som usundt og meget gammeldags. Den generelle holdning er, at skyld hører til i et kloster eller i den sorte skole og ikke i et moderne samfund, hvor vi skal stå ved hvem vi er. Men skyld er ikke bare noget som er opfundet af middelalderpræster, men noget som kan motivere dig til at forbedre din adfærd. Kashdan og Biswas-Diener nævner som eksempel, hvordan de i deres universitetsundervisning spørger de studerende “Hjælper eller skader din adfærd de andre i klassen?” Et moralsk spørgsmål, der kan fremkalde skyld, men samtidig motivere til handling. Skyld kan give os moralsk rygrad og kan motivere os til at blive mere hensynsfulde og omsorgsfulde borgere. Forskningen viser, at folk der føler skyld er mindre tilbøjelige til at køre spirituskørsel,  tage ulovlige stoffer, eller overfalde andre. Det handler ikke om at føle skyld hele tiden, men om at se skyld som noget, der kan regulere din adfærd, så den passer til situationen.

Skyld er i følge Kashdan og Biswas-Diener noget andet end skam. Når vi skammer os ser vi ikke bare vores adfærd som fejlagtig, men ser os selv som grundlæggende dårlige mennesker. Skyld er lokal, mens skam er global. Folk, der føler skam, lider. De kan ikke lide sig selv og ønsker at lave sig om, gemme sig eller slippe af med sig selv. Forskningen viser, at skam ikke motiverer til forandring (der er alligvel ikke noget, du kan gøre, hvis alt ved dig er dårligt) ofte bliver det bare værre, skyld derimod giver dig lyst til at lære af dine fejl og forbedre dig. Vil du have andre til at ændre adfærd, er det ok, at de føler skyld, men får du dem til at skamme sig, vil du sikkert bare forværre situationen. Skyld gør os ikke umiddelbart glade, tværtimod, men på langt sigt kan det forbedre os og gøre os til bedre kærester, forældre, venner og kollegaer, og føre til mere glæde både for dig selv og dine omgivelser.

Angst

Angst er en vigtig driver i motivation og flow. Det er som regel på kanten af vores formåen, derude hvor vi får sommerfugle i maven, og lige før at vi går i panik og får kronisk stress, at vi præsterer bedst. Hvis vi slet ikke oplever nogen form for angst, er det ofte et tegn på, at vi keder os og er understimulerede. Kunsten er ikke at undgå angst, men opleve tilpas meget af den til at vores opmærksomhed skærpes og vi opsluges af den aktivitet, vi er i færd med. Hvis positivitet udvider vores bevidsthed og adfærd i øjeblikket, indsnævre angst den. Det ene er ikke bedre end det andet. Hvad der er bedst afhænger af hvad vi skal. Skal du ramme en baskeballkurv eller hurtigt ud af en brændende bygning, vil du hellere have tunnelsyn og et snævert fokus end et åbent og udforskende sind. Skal du komponere en sang eller begå dig til et cocktailparty vil du hellere have et åbent sind og udvidet fokus end blot tænke på at flygte, angribe eller spille død.

Når vi er angste, skærper det vores opfattelsesevne, forstærker vores syn og hørelse, vi kan se ting længere væk og bedre skelne lyde fra hinanden, og hvor de kommer fra. Du bliver også momentant bedre til at løse nogle typer af problemer, f.eks. hvordan kommer du hurtigt op i træ? Angste personer er opmærksomme på farer og reagerer hurtigt på dem, og så undersøger de ting grundigere.

Vi ønsker ikke at være kronisk angste men:

  • i nogle situationer, ønsker du at være en stærkt ængstelig person.
  • det er en fordel at have en ængstelig person i dit team, der kan styre jer uden om potentielle farer.
  • uden angst kan små problemer hurtigt ende om en katastrofe (f.eks.hvorfor lugter der brændt?).

Nye superkræfter

Kashdan og Biswas-Diener foreslår at vi istedet for at betragte vrede, skyld og angst som entydigt negative, ser det som nogle nye superkræfter der er tilføjet til vores følelsesmæssige repertoire. Vrede er en Modig Motivator, skyld er en Uetisk-adfærds-gearskifter og angst er en beredt skildvagt der våger over dig.

Kilder:

Kashdan, Todd & Biswas-Diener, Robert. The upside of your darkside, Why being your whole self – not just your “good” self – drives success and fulfillment. Hudson Street Press 2014.

Brinkmann, Svend. Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang. Gyldendal 2014.

Skyd julen og bliv lykkelig lige til påske

Hvorfor er det, vi mennesker tager billeder i tide og utide på turen til London, midt i kirken under barnedåben, eller mens familien danser om juletræet? Burde vi ikke være tilstede i nuet og nyde oplevelsen i sin rene form? Og ikke nok med det, så poster vi billederne på facebook bagefter, som om det var et andet sportstrofæ, istedet for at beholde oplevelsen diskret i vores hjerter. Er alle os fotoglade mennesker virkelig så fremmedgjorte og selvoptagne, eller er der en helt anden forklaring? 

julehygge

Lad os starte med et lille tankeeksperiment:

Forstil dig at du skal på to ugers ferie, men at du lider af en sjælden form for alzheimers som betyder, at det øjeblik du kom hjem vil du glemme alt, hvad du har oplevet. Desuden ville alle dine billeder og videoer fra turen blive ødelagt.

Hvor mange penge ville du bruge på den ferie i forhold til en ferie, hvor du kunne huske alt? Formentlig ikke ret mange. Den Nobelprisvindende psykolog Daniel Kahnemans forskning tyder på, at for de fleste mennesker er det vigtigste ikke oplevelsen i sig selv, men derimod hvordan vi erindrer oplevelsen. Indenfor psykologien skelner man derfor mellem det oplevende selv og det erindrende selv. Det første er det vi faktisk oplever, og det sidste er det, vi husker. De fleste lykkemålinger tager udgangspunkt i det erindrende selv. De adspurgte bliver bedt om at kikke tilbage og evaluere deres liv med spørgsmål som: Hvis du tager alt i betragtning, hvor tilfreds er du så med dit liv i disse dage? Det er et spørgsmål som dette, der igen og igen gør danskerne til et at verdens lykkeligste folkefærd.

Det interessante ved erindringer, i modsætning til den faktiske oplevelse, er, at de kan formes og påvirkes. Det betyder, at du med den rette viden kan designe dine ferier, fester og højtider, så du får mest mulig glæde af dem bagefter. Daniel Kahneman beskriver i sin banebrydende bog “Thinking fast and slow”, hvad der former vores erindringer.

Højdepunktet og afslutningen er det, du husker mere end noget andet. Hvis du vil skabe en fantastisk juleaften, skal du for det første undgå et negativt lavpunkt, som ild i juletræet, skænderi under pakkelegen og en forkullet and. For det andet skal du sørge for mindst et positivt højdepunkt, som f.eks. en omgang “Nu er det jul igen” gennem alle rum, sneboldkamp i haven eller et sjovt påfund fra drillenissen.

Afslutningen former helhedsindtrykket. Har du nogensinde læst en medrivende kriminalroman, hvor de sidste sider mangler og mordet aldrig bliver opklaret? Uanset hvor god læseoplevelsen var indtil den elendige afslutning, vil du formentlig føle, at det var spild af tid. Selv den bedste juleaften kan blive ødelagt, hvis den slutter med at far bliver fuld, mor hysterisk og ungerne overtrætte. Stop mens aftenen stadig er sjov og planlæg en dejlig afslutning med kram og stjernekastere. Omvendt kan en halvdårlig juleaften reddes med en vellykket afslutning.

Tid er ligegyldig. Forskningen viser, at længden af en oplevelse er stort set ligegyldig for, hvordan vi husker den. Hvor meget bedre er f.eks. to uges ferie ved poolen på Rhodos fremfor kun en? Ja, det er fint, mens du er der, men bagefter er den ekstra uge stort set ligemeget. Så måske er det bedre for børnenes og dine juleminder at få set flere forskellige mennesker og lave forskellige ting i julen, fremfor at bruge 10 dage foran fjernsynet hos svigermor.

Set i dette perspektiv er billeder fra julen helt afgørende i designet og forstærkningen af vores lykkelige erindringer. Daniel Kahneman skriver “Mange turisters hæmningsløse fotografering tyder på, at opsparingen af erindringer ofte er et vigtigt mål, som former både planlægningen og oplevelsen af ferien. Fotografen ser ikke begivenheden som et øjeblik, der skal nydes, men som designet af en fremtidig erindring.”  

Selvfølgelig kan knipseriet stå i vejen for nærhed og kærlighed, men velvalgte billeder af de positive højdepunkter og den lykkelige afslutning, kan på langt sigt mangedoble den ellers dejlige oplevelse og hvorfor ikke dele det på Facebook, så alle dem, der var med også kan få glæde af det.

Kilde: Kahneman, Daniel. Thinking fast and slow. FSG 2011.

Se også Kahnemans TED talk om det oplevede og erindrende selv her.

 

Dårlige møder er spild af liv

9b4373ec-02af-422d-ad23-70bbf0f8e9cb_meetings

Hvordan kan jeg blive mødeekspert, når jeg i virkeligheden ikke interesserer mig for møder? Det kan jeg, fordi jeg interesserer mig for, hvad der får mennesker til at trives og blomstre og have et sjovt og energigivende liv. Dårlige møder og bilkøer er vel nok nogle af de mest effektive måder til at opnå det stik modsatte, nemlig at vi mistrives og drænes for energi og livskraft. Vores tid er sparsom, så det er vigtigt, at vi bruger den på de rigtige ting, hvis vi vil skabe et godt liv for os selv og andre.

I et moderne arbejdsliv er det helt normalt at bruge mellem 20-80% af sin tid på at gå til møder. Derfor er mødet som fænomen og institution uhyre interessant, fordi det er der, vi lever en stor del af vores vågne liv. Intet problem hvis tiden var givet godt ud, men det er den ofte ikke. En forskningsrapport fra Danmarks Pædagogiske Universitet viste, at vi i gennemsnit oplever at 21% af mødetiden er spildt, for ikke at tale om al den mødetid der bare er halv dårlig. Kan vi virkelig være det bekendt overfor os selv og hinanden? Har vi ikke en forpligtelse til at bruge vores korte tid på jorden med omtanke og kærlighed? Da vi var børn drømte vi om at blive sanger, dyrelæge eller brandmand, hvor mange af os drømte om at bruge hovedparten af vores arbejdsliv med at “gå til møder”?

Møder er en af vores kulturs vigtigste institutioner, og det er i bund og grund rystende, så lidt vi har gjort for at udvikle den, så den kan blive en vedvarende kilde til glæde, samarbejde, kreativitet og skaberkraft. De fleste mennesker har lært at acceptere, at møder er et nødvendigt onde der skal overstås, så vi kan passe vores “rigtige arbejde”. Møder er “rigtigt arbejde” og måske den aller vigtigste begivenhed i løbet af en arbejdsdag, fordi det er her vi skaber mening og sammenhæng i vores hyperkomplekse verden. Det er her vi mere end noget andet sted kan dele viden, ideer og overføre ægte menneskelig varme og nærhed. Møder skal ikke overstås, men udvikles og forbedres.

Jeg vil tro, at omkring 80% af alle møder foregår på samme måde, en gruppe mennesker siddende omkring et bord med en talerliste og en dagsorden (hvis vi er heldige). Hvorfor er der ikke flere møder, der foregår som en gåtur i skoven, eller stående ude på gulvet, eller liggende på alle fire, mens vi bygger vores tanker og idéer. Bla. Barbara Fredricksons forskning viser, at hvis vi trives og blomstrer på et møde, skaber vi bedre resultater, bliver mere kreative og glade og synes godt om hinanden. Møder har med andre ord potentialet til at blive dagens oplevelse. Men hvad skal der til for, at vi glæder os hver gang kalenderen er fyldt med møder, istedet for at græmmes?

  1. Anerkend at møder er et af samfundets vigtigste institutioner. Alle holder dem – hele tiden. De binder vores hyperkomplekse samfund sammen og er et samlingspunkt, hvor mennesker mødes og udveksler viden og ideer i den fysiske verden. Derfor skal de tages alvorligt og udvikles med samme ildhu, som vi udvikler IT-systemer og en lækker middag med fine gæster.
  2. Vær ambitiøs. Det er uacceptabelt, at en femtedel er spild af tid. Formentlig er det ikke bare spild af tid, men direkte demotiverende. Tid af en af de knappeste ressourcer du har, den skal bruges ordentligt, og det er muligt at gøre møderne til en oase af skaberkraft, livgivende relationer og fantastiske resultater.
  3. Vær innovativ. Hvorfor foregår næsten alle møder på samme måde? Vi er innovative i alle andre dele af virksomheden, hvorfor er vi det ikke når vi mødes? Hvem har bestemt, at den eneste rigtige måde at holde møder på, er siddende rundt om et bord med en talerliste og en dagsroden? I uddannelsesverdenen arbejder man på fuld kraft med at skabe effektive og motiverende læringsformer. Hvorfor gør vi ikke også det, når vi holder møder?
  4. Fra dagsorden til læring. Den nemmeste måde at nå dagsordenen og tidsplanen på er ved at sikre, at alle er ved at falde i søvn eller er totalt mentalt fraværende. En succesfuld mødeleder er ikke den, der nåede dagsordenen, men den der skabte størst mulig læring og udvikling for mødedeltagerne og organisationen. Læringen kommer ikke hver gang du har sat flueben ved et punkt på dagsordenen, men hver gang I har arbejdet så intenst og engageret med stoffet, at alle brænder for at komme ud af møderummet for at implementere det, I er nået frem til.
  5. Variation. Variation er livets krydderi. Ingen gider spise den samme ret hver dag. Vi hylder kokke, der skaber nye spændende variationer over gammelkendte ingredienser, og vi elsker eksotiske madtraditioner fra andre lande. Hvorfor ikke tænke møder på den samme måde? Hvad med at skabe et New Nordic Meetings koncept, hvor gamle mødedyder og traditioner anvendes på nye overraskende måder.

Det kræver mod at afprøve nye mødeformer, de fleste vælger det sikre format, som ingen er helt tilfreds med, men som de fleste har opgivet at ændre på. Jeg ville ønske vores motivation til at prøve nye mødeformater af var ligeså stor som vores vilje til at afprøve nye teknologier. Smartphones og tablets optages i vores kultur øjeblikkeligt, men at rejse sig fra mødebordet og gøre noget andet end vi plejer er en helt anden sag. Jeg har set hvordan et godt møde kan transformere deltagerne, så de lyser op som små Ole Henriksener. Lad os nu komme i gang og ikke spilde mere liv på dårlige møder.

Derfor tror vi skæld ud virker bedre end ros

sad boy

I moderne psykologi er der bred enighed om, at hvis du vil motivere folk til at forbedre sig, er det bedre at anerkende det, der virker, end at kritisere fejl og mangler. Alligevel er vi mange der har oplevet det modsatte, nemlig at vores børn eller medarbejdere forbedrer sig umiddelbart efter de har fået skæld ud og at de faktisk forværrer deres præstationer efter at have fået ros og anerkendelse. Det er der en fornuftig forklaring på.

For nogle år tilbage havde vi generalforsamling i vores andelsforening, formanden som var skolelærer begyndte generalforsamlingen med at give alle os andelshavere en skideballe på 20 minutter. Han skældte ud over at nogle ikke kom til arbejdsdagen, at hende på 2 sal havde holdt fest uden at varsle det, at nogle havde en flyttekasse stående udenfor loftsrummet osv. osv. Væggene dirrede og luften i fælleslokalet blev iltfattig og kvælende. Bagefter tænkte jeg meget over, hvordan en uddannet skolelærer kunne tro at en skideballe af den art ville skabe en bedre andelsforening, når min oplevelse var det stik modsatte. Folk blev trodsige og vrede, og jeg selv blev rasende over at  blive talt til som et lille barn og følte mig uretfærdigt behandlet. Resultat var efter min bedste overbevisning ikke, at vi fik mere motivation til at gøre en indsats for foreningen, tværtimod spredte der sig en dårlig stemning, som sidenhen har fået gode folk til at flytte fra foreningen. Hvis du spørger formanden, vil han sikkert sige det det stik modsatte, nemlig at folk tog sig sammen efterfølgende. Han følte sig jo heller ikke selv trådt på, men oplevede lettelsen ved at komme af med sine frustrationer.

Men hvordan kan formanden og alle dem, der går rundt og deler skideballer ud, tro de har ret og alligevel tage fejl? Forklaringen er enkel, men kontraintuitiv og derfor svær at tage til sig. Forestil dig, at du har 30 lige gode golfspillere, som du beder spille en runde golf. Selvom de er lige gode vil nogle af dem klare sig godt, og bruge 4-5 slag mindre end gennemsnittet for banen (de slår under par, som det hedder i golfsprog), mens andre vil klare sig dårligt og måske slå 4-5 slag over gennemsnittet. Der er tale om en helt almindelig statistisk fordeling, hvor de fleste spillere vil fordele sig omkring midten (par) og enkelte vil have mere ekstreme resultater.

For at forbedre spillernes resultater vælger du at give en skideballe til dem, der klarede sig dårligt og rose og anerkende dem, der klarede sig godt. Bagefter spiller de en ny runde, og du vil sandsynligvis opleve, at dem du gav en skideballe, forbedrer sig og dem du roste spiller ringere. Det kunne føre til den nærliggende konklusion, at skæld ud virker, og ros ikke gør det, eller endnu værre, at ros ligefrem forværrer spillernes præstationer. Begge dele er forkert. Forandringerne i præstationerne har sandsynligvis ikke ret meget med psykologi og motivation at gøre, men handler om held og statistik. Ligesom i alle andre af livets forhold, er der ingen af os der har fuld kontrol over vores præstationer. Uanset hvor meget vi øver os, og hvor motiverede vi er, påvirker et hav af andre ting vores præstation, som vi kun har begrænset indflydelse på. Den bedst trænede og mest motiverede golfspiller kan lave en dårlig runde, fordi et vindstød tog bolden, en knold på græsset ændrede boldens opspring eller den gamle skulderskade drillede et kort øjeblik osv. Alle disse faktorer, som du ikke kan påvirke, kan vi kalde held. Alle har heldige dage og uheldige dage, derfor spiller golfspillere, der på papiret er lige gode og lige motiverede, ikke lige godt. Imod held og tilfældigheder virker hverken ros eller skideballer.

Ovenstående fænomen bliver indenfor psykologien og statistik kaldet regression to the mean og betyder at alle efter en top- eller bundpræstation sandsynligvis vil vende tilbage til gennemsnittet (deres middel niveau). Hvis du lader golfspillerne spille ti runder vil deres gennemsnit sandsynligvis blive næsten ens, hvis udgangspunktet er, at de er cirka lige gode. Denne type af forklaring på vores præstationer er som regel ikke særlig populær, da den kan forekomme kold og klinisk. De fleste af os er tilbøjelige til at overvurdere betydningen af den enkeltes egen indsats. Mange sportskommentatorer og børsanalytikere ville hurtigt blive arbejdsløse, hvis de forklarede Messis pragtkamp med, at han havde en heldig dag eller tilskrev hovedparten af Steven Jobs’ fantastiske resultater tilfældigheder i markedet. Statistik er for de fleste kønsløst og ucharmerende, hvorimod en historie om Messi, der fik en peptalk fra sin far lige inden kampen eller Steven Jobs’ eksentriske adfærd er langt mere interessante og fascinerende.

Så hvis du oplever, at en skideballe til dine elever, medarbejdere eller i andelsforeningen virker, er det formentlig ikke på grund af skideballen, men fordi de underpræsterede og bagefter af naturlige årsager vender tilbage til deres middelniveau, (regression to the mean). Det betyder, at hvis vi vil forbedre andre menneskers præstationer, skal vi forbedre deres middelniveau. Det er en lang sej proces, som kræver masser af motivation (især den gode indre motivation). I den proces virker det bedst at give konkrete anvisninger på, hvordan man forbedrer sig, for golfspilleren betyder det f.eks. at forbedre sit slag og vælge de rette køller osv. og anerkende specifikt og konkret det, der går godt, så man kan gøre mere af det. Skideballer derimod dræber som oftest motivationen og lysten til at forbedre sig og skaber i stedet vrede, mismod og hævngerrighed. I sjældne tilfælde kan en skideballe virke som et Wake-up call, men i de fleste tilfælde er andre (og mere positive) virkemidler langt mere effektivt.

 

Tre gyldne improregler

Der er ikke langt fra styr på lortet til lort på styret. De fleste af os tror, at  fremtiden er langt mere forudsigelig, end den i virkeligheden er. En af grundene er, at den menneskelige hjerne er ekspert i at efterrationalisere, så vi synes, at en begivenhed var langt mere forudsigelige set i bakspejlet, end den i virkeligheden var. “Hvad sagde jeg?” siger vi efter et folketingsvalg eller en fodboldkamp. I virkeligheden sagde vi rigtig meget (som ikke holdt vand), men det glemmer vi bagefter. Hvornår har du sidst hørt nogen sige “Der kan du bare se, jeg tog fuldstændig fejl”.

Vi bliver nødt til at erkende, at vi ikke har styr på ret meget, og at vi bliver nødt til at improvisere hele tiden. Så til næste gang du har lort på styret, får du lige tre simple improregler:

Sig “Ja og” Forlad din plan, når den ikke længere holder. Sig “Ja” til det uventede og andres idéer, og vend det til din fordel ved at bygge ovenpå.

Byg broen mens du går på den. Stol på at løsningerne kommer til dig, når du går i gang. Tænk og planlæg, mens du handler.

Bricolage – Brug de forhåndenværende søm. Når du mangler det du skal bruge, så brug det, som er ved hånden i stedet.

Dybest set er de tre regler et opkog på min improbog “Kontorets Indiana Jones – lær at improvisere på arbejdet”.

Sociale medier i undervisningen – et teknologisk inklusionsprojekt

mobiltelefoner i klasserummet
Efter et par TV-udsendelser kører debatten om brugen af mobiltelefoner i skolen. Det må derfor være et passende tidspunkt at bringe et uddrag af den artikel, jeg har skrevet om emnet i det seneste nummer af Pædagogik og Kognition. Forhåbentlig kan det bringe nogle nuancer ind i debatten inden der bliver lavet generelt forbud mod mobiltelefoner på alle skoler.

En af de største udfordringer ved at bruge devices og sociale medier direkte i undervisnings-situationen er, at de ofte forstyrrer i stedet for at understøtte undervisningen. Når Ipaden er tændt og Facebook er åben er fristelsen til at lige at tjekke Antons sidste opdatering eller se den sidste Miley Cyrus video konstant til stede – dopamingeneratoren kører. Forstyrrelser er en hindring for fokus, flow og læring. Den udbredte samfundsmæssige myte om, at vi kan multitaske er en misforståelse, som hver år slår tusindvis af mennesker ihjel i trafikken. For mange undervisere er løsningen at forbyde brugen af devices og sociale medier i undervisnings-situationen, men nyere forskning, af blandt andet Medieforskeren Michael Paulsen fra Ålborg universitet, tyder på at denne strategi ikke har den ønskede effekt . Det er der flere grunde til:

  1. Et forbud er i praksis næsten umuligt at håndhæve. I dag har alle elever adgang til smartphones, tablets og computere, og ofte er det et krav, at eleverne gør brug af dem i undervisningen.
  2. Et forbud vil ofte skabe mistillid og konflikter mellem lærere og elever, fordi læreren er tvunget til hele tiden at tjekke elevernes brug af deres devices. Den dårlige relation vil i sidste ende betyde faldende motivation og engagement i undervisningen.
  3. Casestudier viser, at et forbud nemt fører til, at de fagligt svage elever ofte sætter sig bagerst i klassen og bruger en masse energi på at finde ud af, hvordan de kan snyde.
  4. Et forbud forhindrer, at elevernes mediebrug bliver gjort til genstand for læring og dannelse, fordi lærer og elev ikke kan tale frit om det og udvikle elevernes egen refleksion over, hvordan de lever med de nye medier i skolen, derhjemme og ude i samfundet.

Teknologisk inklusionsprojekt
I stedet for at udstøde de nye teknologier og platforme fra den almindelige undervisning, har vi snarer brug for et teknologisk inklusionsprojekt, hvor vi tager dem med i undervisningen og behandler dem som ønskebørn, i stedet for som adfærdsvanskelige specialbørn. De sociale medier er “den nye elev i klassen” – vi kunne kalde ham Mark. Lige nu står Mark lidt forhutlet over i hjørnet og føler sig ikke rigtig velkommen. Mark er anderledes end alle andre elever, vi tidligere har haft, derfor har vi heller ikke rigtig fundet ud af hvordan vi skal tackle ham. Som underviser er det eneste vi ved, at han er kommet for at blive, og at der kommer mange flere af hans slags i fremtiden, så vi kan ligeså godt begynde at inkludere ham.

Det første der springer i øjnene ved Mark er alle de problemer, han medfører, og det er fristende at give ham diagnosen ADIT (Attention Deficit Irritating Trouble). Symptomerne er klare, ADIT fører til:

  • Forstyrrelser
  • Mobning
  • Dumhed (på grund af manglende kildekritik)
  • Selvcentrering
  • Bøvl (konstante tekniske problemer)

Nu ved vi, fra blandt andet positiv psykologi, at det som regel er langt mere konstruktivt at fokusere på elevens ressourcer og styrker frem for fejl og mangler. Så hvis vi i stedet fokuserer på Marks styrker, viser der sig et billede af en helt andet elev:

  • Han er god til at motivere de andre elever.
  • Han er afsindig populær.
  • Han har endeløs viden.
  • Han kan samarbejde med alle typer af elever uanset alder og niveau.
  • Han skaber relationer mellem de andre elever og med omverdenen.
  • Han har et enormt netværk.
  • Han kan hjælpe mig i min undervisning og i min forberedelse.
  • Han er sjov, underholdende og god til at spille og lege.
  • Han er mobil og elsker at tage med overalt.
  • Han respekterer de andre elevers behov for autonomi.
  • Han er god til at stimulere de andre elevers styrker, så som; opfindsomhed og originalitet, Nysgerrighed, interesse for omverdenen, Videbegær¸ perspektiv, Dømmekraft, Venlighed og gavmildhed, Social begavelse og følelsesmæssig intelligens, Værdsættelse af det smukke og sublime, Håb, optimisme og fremtidsorientering, Legesyge og humor.

Med denne beskrivelse fremstår Mark pludselig som en afsindig ressourcestærk elev, som de fleste undervisere burde elske at have i deres klasse. De fleste undervisere er desværre langt fra at kunne rumme og inkludere den nye dreng i klassen. Måske er Marks største problem i virkeligheden, at han er langt bedre end os dødelige undervisere til en lang række ting og dermed udfordrer vores autoritet og selvværd.

Men det kan lade sig gøre at integrere Mark. Michael Paulsens og Jesper Tækken fra Aarhus Universitets forskning tyder på, at hvis underviseren dropper forbud og har en åben tilgang til f.eks. brugen af Twitter, kan det forvandle elevernes brug af de sociale medier i undervisningen fra en ulempe til en fordel. I forskningsprojektet Socio Media Education følger forskerne en gymnasieklasse på Skive handelsskole i tre år – fra 1.g til 3.g. Forskerne har aftalt med lærerne i klassen, at de ikke forbyder brugen af computere, tablets, smartphones, Facebook eller spil. Omvendt må lærerne heller ikke være ligegyldige over for elevernes mediebrug. Lærerne i alle fag er blev pålagt at få eleverne til at sende korte tekster via Twitter, og eleverne skal opdatere og dele deres viden via wikis, som er et redskab til at dele noter. De endelige forskningsresultater er endnu ikke klar, da klassen først dimitterer i foråret 2014.

Den faciliterende underviser
I det hele taget kræver en fornuftig håndtering af den teknologiske tsunami, der vælter ind over vores verden, en helt anden underviserrolle end den klassiske fagekspert, der står og formidler sin viden til de stillesiddende høfligt lyttende elever. En af forklaringerne på dette er, at den viden der skal undervises i er underlagt nogle helt andre dynamikker, end dem vi så for 20-30 år siden:

  • Underviseren har ikke længere monopol på viden. Det er i dag helt normalt, at de studerende sidder og tjekker på internettet, hvad underviseren formidler. Ofte vil en hurtig søgen på nettet vise, hvis underviseren tager fejl eller formidler forældet viden.
  • Ny viden produceres i dag så hurtigt, at en søgning på nettet ofte vil give et bedre svar end det som underviseren formidler. Med internettet er alt tæt på og med få tryk kan enhver elev række ud i hele verden, hvilket tidligere var langt væk og utilgængeligt.
  • Det er dybest set ineffektivt kun at trække på en videnskilde (underviseren), når alle studerende i princippet kunne være vidensøgende på samme tid.
  • Viden er ikke bare en vare, der skal langes over disken, måden vi tilegner os den på har stor betydning for, hvor godt vi husker og forstår den. Som vi så tidligere har det stor betydning at vi tilegner os viden på en måde, der respekterer vores autonomi, udvikler vores kompetencer på et passende niveau og gerne i et socialt og emotionelt rum.

Den logiske konsekvens er, at den moderne underviser skal skrue ned for rollen som fagekspert og op for rollen som facilitator af elevernes egne videnskabelsesprocesser. Dette kan være særdeles udfordrende, da det udfordrer underviserens traditionelle autoritet og status og hele vores forståelse af, hvad en god lærer skal kunne.

Der er rigeligt at tage fat på, for ligeså håbløst det er at udelukke de sociale medier, ligeså håbløst er det at have en laissez-faire holdning til dem. Jeg besøgte for nyligt en skole, hvor de havde købt Ipads til alle eleverne i de største klasser og forventede, at det automatisk ville øge læringen og motivationen, men ledelsen måtte konstatere, at det ikke skete af sig selv, og at de nu måtte blande sig meget mere i, hvordan de blev brugt.

Hvad er en faciliterende underviser?
En facilitator er en person, som skal gøre det let for en gruppe mennesker at nå deres mål. I modsætning til fageksperten, som har fokus på at komme med alle de rigtige svar, fokuserer facilitatoren på at skabe de bedste rammer for, at gruppen selv kan finde svarene.
En opdeling mellem de to underviserroller kunne se således ud:

Underviseren som ekspert                                         Underviseren som facilitator
Primært fokus på indhold                                              Primært fokus på proces
Kommer selv med svarene                                           Hjælper eleverne til at komme med svarene
Arbejder primært med kendt viden                                Prøver hele tiden at skabe ny viden
Arbejder som regel inden for sit fags markskel             Bevæger hele tiden udenfor faget
Står for det meste på fast grund                                    Havner hele tiden på dybt vand

En dygtig facilitator kan ikke kontrollere udfaldet af processen, men kan til gengæld have nogenlunde kontrol over, hvilke metoder og opgaver der arbejdes med og på den måde give undervisningen retning. F.eks. kan en godt stillet opgave kombineret med krav om anvendelsen af nogle specifikke arbejdsmetoder (f.eks. tekstanalyse, algebra etc.) fører til nye erkendelser og ny læring. Der vil fortsat være brug for, at underviseren træder ind i rollen som fagekspert, men der er masser af situationer, hvor det ikke giver mening og blot vil være en bremse for bedre former for læring. Så lad os kikke lidt nærmere på, hvad det er, den faciliterende underviser skal kunne.

Gå foran
Mange steder er den største hindring for at integrere de sociale medier i undervisningen lærerkulturen og ikke elevkulturen. Modstanden kan skyldes, at det typisk er problemerne ved at inkludere den nye dreng i klassen, der springer i øjnene, hvilket igen kan hænge sammen med, at rigtig mange undervisere ikke selv benytter sig af de sociale medier og derfor ofte har et fordomsfuldt og stereotypt billede af dem. Studier foretaget af et forskerteam under ledelse af psykologen Paul Slovic fra University of Oregon har vist, at hvis forsøgspersoner i forvejen har en positiv holdning til en teknologi, vurderer de, at brugen af den har store fordele og kun medfører en lille risiko. Hvis de omvendt ikke brød sig om teknologien kan de stort set kun komme i tanke om dens ulemper. Dette fænomen bliver også kaldt “The affect Heuristic” og dækker over, at vi erstatter et vanskeligt spørgsmål (hvad synes jeg om teknologien?), med et simplere spørgsmål der er meget lettere at besvare (hvad føler jeg for teknologien?). Resultatet er, at vores forhold til nye teknologier sjældent er rationelt begrundet, men forankret i vores følelser.
For at ændre på dette kræver det for det første, at undervisere begynder at omtale de nye teknologier mere positivt. Paul Slovics forskerteam fandt nemlig ud af, at forsøgspersonernes holdning hurtig kunne påvirkes, hvis de læste en lille tekst, der priste fordelene ved teknologien. Det interessante var, at de positive argumenter også ændrede deres opfattelse af ulemperne, som de nu pludselig så færre af, på trods af at slet ikke var omtalt i teksten – altså igen en følelsesmæssig vurdering. For det andet må underviserne selv begynde at anvende de sociale medier aktivt i og udenfor undervisningen. Paulsen og Tække har i deres forskning fundet frem til, at det har en god virkning på eleverne, hvis lærerne går foran i medieudviklingen i stedet for at forbyde medierne eller ignorere dem. Et godt sted for en underviser at starte er ved at deltage i nogle af de interessegrupper på de sociale medier, som netop beskæftiger sig med hvordan underviseren kan udvikle en tidssvarende IT didaktik. Et eksempel er #skolechat på Twitter, hvor undervisere fra hele landet og sågar undervisningsministeren deler ideer, viden og erfaringer.

 
pædagogik og kognition
Bestil Pædagogik og Kognition og læs hele artiklen her: http://dpf.dk/produkt/tidsskrift/kognition-paedagogik-nr-92

Kan fodbold VM bevise at glade børn lærer bedst?

Under Fodbold VM kan vi fra sofaen studere et interessant psykologisk fænomen. Dag efter dag viser kameraerne hvordan positiv opmærksomhed på et øjeblik kan få det bedste frem i selv den mest nedtrykte tilskuer. Kameraet  fanger en håndfuld slukøret tilskuere, der ser til mens deres hold er bagud. De hænger med hovet og kikker fraværende og uinspireret ud i luften. Pludselig ser de sig selv på storskærmen og beruset af den pludselige opmærksomhed ændre de fuldstændig kropssprog. De lyser op i et kæmpe smil, rejser sig op og vinker nærværende og glade til kameraet. De forvandler sig fra at være visne stueplanter til at trives og blomstre.

Hver gang jeg ser disse billeder, sender jeg en venlig tanke til Niels Egelund og de mange andre, der mener   at trivsel i skolen er dybt opreklameret. PISA-testen viser jo, at man sagtens kan klare sig godt uden at have det godt, påstår de. Lande som Finland, Kina, Korea og Singapore scorer højt, men eleverne mistrives. På den anden side står Hans Henrik Knoop, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, som mener at skolen ikke bare kan reduceres til et spørgsmål om faglige præstationer, men at trivsel bør have selvstændig værdi og betragtes som en menneskeret. Han skriver blandt andet: “Testkarakterer får altid mere opmærksomhed end trivsel, selvom alle per definition hellere vil trives end have en god karakter. Hvad skal man med en god karakter, som bare er en del af et kedeligt liv?”[1]

Kan vi overhovedet leve med at eleverne score højt i en test, hvis det fratager dem deres livskvalitet og de forlader skolen med en dræbt læringslyst og foretagsomhed? F.eks. ligge de koreanske børn helt i top, men er indtil videre PISA-målingens ulykkeligste. Forskningen peger entydigt på at fysisk og mental sundhed styrker næsten enhver form for menneskelig aktivitet. Alle fodbold fans ved hvor meget bedre hjemmeholdet spiller, hvis de har 50.000 fans på stadium, som blæser dem fremad. Af samme grund bliver et godt hjemmepublikum ofte sammenlignet med en ekstra spiller på banen.

Ifølge Hans Henrik Knoop, som også er præsident for European Network for Positive Psychology, er der slet ikke tale om en modsætning mellem trivsel og præstation. For som han siger “Også Finland og Korea ville selvfølgelig klare sig endnu bedre fagligt, hvis børnene trives”.[2]

Alle dem der er tvivl om Hans Henriks påstand er sand bør bruge lidt tid på at se fodbold VM og spørge sig selv, hvilken version af tilskueren der ser mest læringsparat ud – dén der er trist og deprimeret eller dén der får opmærksomhed og anerkendelse.

[1] Knoop, H.H. (2014). Trivsel, læring og kreativitet via digitale medier. Kognition & Pædagogik nr. 92, 2-3.

[2] Do

fans blogfans vm