Moving Minds – Bevægelse i undervisningen

Den anden dag sagde en lærer til mig; ”Det gik fint med at skabe fysisk bevægelse i starten af skoleåret, men nu er vi løbet tør for ideer, og eleverne gider ikke blive ved at lave det samme.” Kommentaren gav mig lyst til at skrive dette indlæg, da jeg har mange års erfaring med at udvikle metoder til at skabe fysisk bevægelse, der understøtter faglig læring.

Forskningen peger efterhånden ret entydigt på, at fysisk bevægelse er godt for læringen, men også at variation og passende udfordringer er vigtigt.

Der er derfor stort behov for hele tiden at skabe nye overbevisende sammenhænge mellem fysisk bevægelse og læring, et arbejde alle undervisere i princippet kan bidrage til. Som inspiration til dette arbejde har vi udarbejdet et manifest: Moving Mindsbevægelse med mening, som kan inspirere dig næste gang, du skal lave en ny bevægelsesaktivitet.

 

  1. To minutter kan gøre en stor forskel.
  2. Du behøver ikke en gymnastiksal.
  3. Varier hele tiden.
  4. Læg modellen ned på gulvet.
  5. Kroppen er et penalhus.
  6. Rør det urørlige.
  7. Høj puls – læring efter. Lav puls – læring imens.
  8. Innovation er ikke en tilskuersport
  9. Find flowzonen

#1: To minutter kan gøre en stor forskel.

Selv korte bevægelsesmoduler kan have en positiv indvirkning på koncentrationen og læringsparatheden i klassen. De fleste af os kender mest til bevægelsesaktiviteter, der tager lang tid, som f.eks. en fodboldkamp eller en løbetur. Men der er masser af muligheder for at lave noget, som er kort og effektivt. Bed f.eks. eleverne stå op og tale sammen eller lav et ultrakort brainbreak.

#2: Du behøver ikke en gymnastiksal.

Vi forestiller os ofte, at bevægelse kræver meget plads, en skolegård eller en gymnastiksal, men hvis du ser undervisningslokalets snævre plads som en kreativ udfordring i stedet for som en hindring, er det imponerende, hvad du kan lave mellem borde og stole. Se undervisningslokalet som en legeplads, hvor alt i rummet i princippet kan indgå i aktiviteten. Stole kan stås på, borde kan man kravle under, tasker kan man hoppe over, huer kan blive til bolde osv.

#3: Varier hele tiden.

Selv den sjoveste øvelse kan ret hurtig blive triviel og forvandle en motiverende aktivitet til en kedelig. Jeg elsker grillkylling, men hvis jeg skulle spise det hver dag, ville jeg blive tosset. Dette betyder, at vi skal være gode til at dele nye øvelser med hinanden, men også hele tiden udvikle nye. Du kan også variere ved at skifte tempo, gruppesammensætning, længde og sted, eller tilføje nye regler, historier, rekvisitter eller nyt fagligt indhold. Jeg har ofte kombineret to kendte øvelser efter et stykke tid, for at gøre det velkendte sjovt igen.

#4: Læg modellen ned på gulvet.

Jeg forstod først kaosteori, da en underviser bad os vise et kaotisk system ved hjælp af vore kroppe ude på gulvet. En fantastisk måde at skabe sammenhæng mellem det fag-faglige og fysisk bevægelse er ved at gøre modeller 3-dimensionelle. Forestil jer at landkortet ligger på gulvet, vis socialklasserne på en nærliggende trappe, forstil jer at de grammatiske former er et hus, I kan bevæge jer rundt i, hop et regnestykke osv.

#5: Kroppen er et penalhus.

Hvad nu hvis alle havde glemt deres penalhus, og I kun måtte bruge jeres kroppe som lineal, passer, blyant og viskelæder. Det kan være virkelig sjovt og give en hel anden slags fysisk baseret læring. Jeg har lavet mange øvelser, hvor jeg har bedt eleverne måle hinanden og rummet med kropsdele. F.eks. hvor høj er Malte målt i tommelfingre, fod eller knæ? Hvad nu hvis eleverne hver var et tal, et bogstav eller et ord. Hvad kunne I så skrive, regne, tegne og gøre?

#6: Rør det urørlige.

God formidling og undervisning er ofte kendetegnet ved, at læreren kan bevæge sig ned ad abstraktionsstigen og gøre det abstrakte så konkret som muligt. Regnestykket 32 : 2 + 6, er abstrakt og svært at få til at give mening. Men det havde været en hel anden sag, hvis stykket havde heddet, tag halvdelen af en pose Matadormix og derefter 6 flødeboller. Prøv at gøre abstrakte begreber til konkrete fysiske ting. Tænk hvis udsagnsleddet er en stol, grundleddet et bord og genstandsleddet en taske, og I skal analysere sætninger ved at rykke rundt på dem? Hvad nu hvis årsagssammenhænge er en bold, der kan kastes rundt eller en snor, der kan trækkes mellem forskellige ting? Hvad nu hvis tallene skal findes gemt i klasselokalet, før man kan lave sine matematikstykker?

#7: Høj puls – læring efter. Lav puls – læring imens.

Beslut om du vil lave fysiske aktiviteter, der skaber høj puls eller lav puls. Hvis du får elevernes puls højt op, de såkaldte high arousal aktiviteter, f.eks. gennem løb, hop, boldspil osv. kan det have en positiv virkning på indlæringen, men først efter aktiviteten. Når vi er fysisk presset, optages alle hjernens eksekutiv funktioner, og vi kan ikke tænke på andet end selve aktiviteten. Til gengæld skaber vi det, hjerneforskere kalder Learning Readiness, som betyder, at hjernen vågner og bliver parat til at modtage læring bagefter, når den er faldet til ro igen. Dette betyder også, at bevægelse sagtens kan have en positiv virkning på indlæringen uden at den fysiske aktivitet i sig selv har noget med det faglige indhold at gøre. Aktiviteter med lavere puls (low arousal) gør det muligt at tænke fagligt, mens man bevæger sig, det kan f.eks. være gåture, stående arbejde, flytte rundt på lettere ting osv. Men husk at elevernes fysiske form er meget forskellig, så det der opleves som fysisk krævende af nogen, slet ikke er det for andre.

#8: Innovation er ikke en tilskuersport

Intet nyt er blevet til uden, at nogen har taget en risiko eller lavet en fejl. Så hvis du vil blive verdensmester i at bruge fysisk aktivitet i din undervisning bliver du nødt til at være modig og bare gå i gang. Jo mere du prøver, jo bedre forståelse får du for, hvad der virker, og jo nemmere bliver det at lave successer. Husk på, at et skridt ad gangen er bedre end røven i sædet.

#9: Find flowzonen

Jeg hører ind imellem, at fysisk bevægelse kan føre til unødig uro og forstyrrelser. Min erfaring er, at dette som regel sker, hvis øvelsen ikke fungerer. En øvelse fungerer ikke, hvis den er enten for nem eller for svær. Er den for nem, fører det til kedsomhed og giver overskud til at forstyrre undervisningen. Er den for svær, skaber det usikkerhed, og eleverne stiger af og begynder at lave noget andet. Fra flowforskningen ved vi, at de bedste lege og aktiviteter er dem, der er på randen af vores formåen, hverken over eller under. Derfor er de bedste øvelser enkle at forstå, men komplekse og svære at løse. Hvis en øvelse er ved at blive for let (efter I har lavet den et par gange), så øg kompleksiteten ved f.eks. at tilføje nye regler, nye rekvisitter, flere samarbejdspartnere og sværere mål.

 

 

 

 

 

 

 

Derfor tror vi skæld ud virker bedre end ros

sad boy

I moderne psykologi er der bred enighed om, at hvis du vil motivere folk til at forbedre sig, er det bedre at anerkende det, der virker, end at kritisere fejl og mangler. Alligevel er vi mange der har oplevet det modsatte, nemlig at vores børn eller medarbejdere forbedrer sig umiddelbart efter de har fået skæld ud og at de faktisk forværrer deres præstationer efter at have fået ros og anerkendelse. Det er der en fornuftig forklaring på.

For nogle år tilbage havde vi generalforsamling i vores andelsforening, formanden som var skolelærer begyndte generalforsamlingen med at give alle os andelshavere en skideballe på 20 minutter. Han skældte ud over at nogle ikke kom til arbejdsdagen, at hende på 2 sal havde holdt fest uden at varsle det, at nogle havde en flyttekasse stående udenfor loftsrummet osv. osv. Væggene dirrede og luften i fælleslokalet blev iltfattig og kvælende. Bagefter tænkte jeg meget over, hvordan en uddannet skolelærer kunne tro at en skideballe af den art ville skabe en bedre andelsforening, når min oplevelse var det stik modsatte. Folk blev trodsige og vrede, og jeg selv blev rasende over at  blive talt til som et lille barn og følte mig uretfærdigt behandlet. Resultat var efter min bedste overbevisning ikke, at vi fik mere motivation til at gøre en indsats for foreningen, tværtimod spredte der sig en dårlig stemning, som sidenhen har fået gode folk til at flytte fra foreningen. Hvis du spørger formanden, vil han sikkert sige det det stik modsatte, nemlig at folk tog sig sammen efterfølgende. Han følte sig jo heller ikke selv trådt på, men oplevede lettelsen ved at komme af med sine frustrationer.

Men hvordan kan formanden og alle dem, der går rundt og deler skideballer ud, tro de har ret og alligevel tage fejl? Forklaringen er enkel, men kontraintuitiv og derfor svær at tage til sig. Forestil dig, at du har 30 lige gode golfspillere, som du beder spille en runde golf. Selvom de er lige gode vil nogle af dem klare sig godt, og bruge 4-5 slag mindre end gennemsnittet for banen (de slår under par, som det hedder i golfsprog), mens andre vil klare sig dårligt og måske slå 4-5 slag over gennemsnittet. Der er tale om en helt almindelig statistisk fordeling, hvor de fleste spillere vil fordele sig omkring midten (par) og enkelte vil have mere ekstreme resultater.

For at forbedre spillernes resultater vælger du at give en skideballe til dem, der klarede sig dårligt og rose og anerkende dem, der klarede sig godt. Bagefter spiller de en ny runde, og du vil sandsynligvis opleve, at dem du gav en skideballe, forbedrer sig og dem du roste spiller ringere. Det kunne føre til den nærliggende konklusion, at skæld ud virker, og ros ikke gør det, eller endnu værre, at ros ligefrem forværrer spillernes præstationer. Begge dele er forkert. Forandringerne i præstationerne har sandsynligvis ikke ret meget med psykologi og motivation at gøre, men handler om held og statistik. Ligesom i alle andre af livets forhold, er der ingen af os der har fuld kontrol over vores præstationer. Uanset hvor meget vi øver os, og hvor motiverede vi er, påvirker et hav af andre ting vores præstation, som vi kun har begrænset indflydelse på. Den bedst trænede og mest motiverede golfspiller kan lave en dårlig runde, fordi et vindstød tog bolden, en knold på græsset ændrede boldens opspring eller den gamle skulderskade drillede et kort øjeblik osv. Alle disse faktorer, som du ikke kan påvirke, kan vi kalde held. Alle har heldige dage og uheldige dage, derfor spiller golfspillere, der på papiret er lige gode og lige motiverede, ikke lige godt. Imod held og tilfældigheder virker hverken ros eller skideballer.

Ovenstående fænomen bliver indenfor psykologien og statistik kaldet regression to the mean og betyder at alle efter en top- eller bundpræstation sandsynligvis vil vende tilbage til gennemsnittet (deres middel niveau). Hvis du lader golfspillerne spille ti runder vil deres gennemsnit sandsynligvis blive næsten ens, hvis udgangspunktet er, at de er cirka lige gode. Denne type af forklaring på vores præstationer er som regel ikke særlig populær, da den kan forekomme kold og klinisk. De fleste af os er tilbøjelige til at overvurdere betydningen af den enkeltes egen indsats. Mange sportskommentatorer og børsanalytikere ville hurtigt blive arbejdsløse, hvis de forklarede Messis pragtkamp med, at han havde en heldig dag eller tilskrev hovedparten af Steven Jobs’ fantastiske resultater tilfældigheder i markedet. Statistik er for de fleste kønsløst og ucharmerende, hvorimod en historie om Messi, der fik en peptalk fra sin far lige inden kampen eller Steven Jobs’ eksentriske adfærd er langt mere interessante og fascinerende.

Så hvis du oplever, at en skideballe til dine elever, medarbejdere eller i andelsforeningen virker, er det formentlig ikke på grund af skideballen, men fordi de underpræsterede og bagefter af naturlige årsager vender tilbage til deres middelniveau, (regression to the mean). Det betyder, at hvis vi vil forbedre andre menneskers præstationer, skal vi forbedre deres middelniveau. Det er en lang sej proces, som kræver masser af motivation (især den gode indre motivation). I den proces virker det bedst at give konkrete anvisninger på, hvordan man forbedrer sig, for golfspilleren betyder det f.eks. at forbedre sit slag og vælge de rette køller osv. og anerkende specifikt og konkret det, der går godt, så man kan gøre mere af det. Skideballer derimod dræber som oftest motivationen og lysten til at forbedre sig og skaber i stedet vrede, mismod og hævngerrighed. I sjældne tilfælde kan en skideballe virke som et Wake-up call, men i de fleste tilfælde er andre (og mere positive) virkemidler langt mere effektivt.

 

Sociale medier i undervisningen – et teknologisk inklusionsprojekt

mobiltelefoner i klasserummet
Efter et par TV-udsendelser kører debatten om brugen af mobiltelefoner i skolen. Det må derfor være et passende tidspunkt at bringe et uddrag af den artikel, jeg har skrevet om emnet i det seneste nummer af Pædagogik og Kognition. Forhåbentlig kan det bringe nogle nuancer ind i debatten inden der bliver lavet generelt forbud mod mobiltelefoner på alle skoler.

En af de største udfordringer ved at bruge devices og sociale medier direkte i undervisnings-situationen er, at de ofte forstyrrer i stedet for at understøtte undervisningen. Når Ipaden er tændt og Facebook er åben er fristelsen til at lige at tjekke Antons sidste opdatering eller se den sidste Miley Cyrus video konstant til stede – dopamingeneratoren kører. Forstyrrelser er en hindring for fokus, flow og læring. Den udbredte samfundsmæssige myte om, at vi kan multitaske er en misforståelse, som hver år slår tusindvis af mennesker ihjel i trafikken. For mange undervisere er løsningen at forbyde brugen af devices og sociale medier i undervisnings-situationen, men nyere forskning, af blandt andet Medieforskeren Michael Paulsen fra Ålborg universitet, tyder på at denne strategi ikke har den ønskede effekt . Det er der flere grunde til:

  1. Et forbud er i praksis næsten umuligt at håndhæve. I dag har alle elever adgang til smartphones, tablets og computere, og ofte er det et krav, at eleverne gør brug af dem i undervisningen.
  2. Et forbud vil ofte skabe mistillid og konflikter mellem lærere og elever, fordi læreren er tvunget til hele tiden at tjekke elevernes brug af deres devices. Den dårlige relation vil i sidste ende betyde faldende motivation og engagement i undervisningen.
  3. Casestudier viser, at et forbud nemt fører til, at de fagligt svage elever ofte sætter sig bagerst i klassen og bruger en masse energi på at finde ud af, hvordan de kan snyde.
  4. Et forbud forhindrer, at elevernes mediebrug bliver gjort til genstand for læring og dannelse, fordi lærer og elev ikke kan tale frit om det og udvikle elevernes egen refleksion over, hvordan de lever med de nye medier i skolen, derhjemme og ude i samfundet.

Teknologisk inklusionsprojekt
I stedet for at udstøde de nye teknologier og platforme fra den almindelige undervisning, har vi snarer brug for et teknologisk inklusionsprojekt, hvor vi tager dem med i undervisningen og behandler dem som ønskebørn, i stedet for som adfærdsvanskelige specialbørn. De sociale medier er “den nye elev i klassen” – vi kunne kalde ham Mark. Lige nu står Mark lidt forhutlet over i hjørnet og føler sig ikke rigtig velkommen. Mark er anderledes end alle andre elever, vi tidligere har haft, derfor har vi heller ikke rigtig fundet ud af hvordan vi skal tackle ham. Som underviser er det eneste vi ved, at han er kommet for at blive, og at der kommer mange flere af hans slags i fremtiden, så vi kan ligeså godt begynde at inkludere ham.

Det første der springer i øjnene ved Mark er alle de problemer, han medfører, og det er fristende at give ham diagnosen ADIT (Attention Deficit Irritating Trouble). Symptomerne er klare, ADIT fører til:

  • Forstyrrelser
  • Mobning
  • Dumhed (på grund af manglende kildekritik)
  • Selvcentrering
  • Bøvl (konstante tekniske problemer)

Nu ved vi, fra blandt andet positiv psykologi, at det som regel er langt mere konstruktivt at fokusere på elevens ressourcer og styrker frem for fejl og mangler. Så hvis vi i stedet fokuserer på Marks styrker, viser der sig et billede af en helt andet elev:

  • Han er god til at motivere de andre elever.
  • Han er afsindig populær.
  • Han har endeløs viden.
  • Han kan samarbejde med alle typer af elever uanset alder og niveau.
  • Han skaber relationer mellem de andre elever og med omverdenen.
  • Han har et enormt netværk.
  • Han kan hjælpe mig i min undervisning og i min forberedelse.
  • Han er sjov, underholdende og god til at spille og lege.
  • Han er mobil og elsker at tage med overalt.
  • Han respekterer de andre elevers behov for autonomi.
  • Han er god til at stimulere de andre elevers styrker, så som; opfindsomhed og originalitet, Nysgerrighed, interesse for omverdenen, Videbegær¸ perspektiv, Dømmekraft, Venlighed og gavmildhed, Social begavelse og følelsesmæssig intelligens, Værdsættelse af det smukke og sublime, Håb, optimisme og fremtidsorientering, Legesyge og humor.

Med denne beskrivelse fremstår Mark pludselig som en afsindig ressourcestærk elev, som de fleste undervisere burde elske at have i deres klasse. De fleste undervisere er desværre langt fra at kunne rumme og inkludere den nye dreng i klassen. Måske er Marks største problem i virkeligheden, at han er langt bedre end os dødelige undervisere til en lang række ting og dermed udfordrer vores autoritet og selvværd.

Men det kan lade sig gøre at integrere Mark. Michael Paulsens og Jesper Tækken fra Aarhus Universitets forskning tyder på, at hvis underviseren dropper forbud og har en åben tilgang til f.eks. brugen af Twitter, kan det forvandle elevernes brug af de sociale medier i undervisningen fra en ulempe til en fordel. I forskningsprojektet Socio Media Education følger forskerne en gymnasieklasse på Skive handelsskole i tre år – fra 1.g til 3.g. Forskerne har aftalt med lærerne i klassen, at de ikke forbyder brugen af computere, tablets, smartphones, Facebook eller spil. Omvendt må lærerne heller ikke være ligegyldige over for elevernes mediebrug. Lærerne i alle fag er blev pålagt at få eleverne til at sende korte tekster via Twitter, og eleverne skal opdatere og dele deres viden via wikis, som er et redskab til at dele noter. De endelige forskningsresultater er endnu ikke klar, da klassen først dimitterer i foråret 2014.

Den faciliterende underviser
I det hele taget kræver en fornuftig håndtering af den teknologiske tsunami, der vælter ind over vores verden, en helt anden underviserrolle end den klassiske fagekspert, der står og formidler sin viden til de stillesiddende høfligt lyttende elever. En af forklaringerne på dette er, at den viden der skal undervises i er underlagt nogle helt andre dynamikker, end dem vi så for 20-30 år siden:

  • Underviseren har ikke længere monopol på viden. Det er i dag helt normalt, at de studerende sidder og tjekker på internettet, hvad underviseren formidler. Ofte vil en hurtig søgen på nettet vise, hvis underviseren tager fejl eller formidler forældet viden.
  • Ny viden produceres i dag så hurtigt, at en søgning på nettet ofte vil give et bedre svar end det som underviseren formidler. Med internettet er alt tæt på og med få tryk kan enhver elev række ud i hele verden, hvilket tidligere var langt væk og utilgængeligt.
  • Det er dybest set ineffektivt kun at trække på en videnskilde (underviseren), når alle studerende i princippet kunne være vidensøgende på samme tid.
  • Viden er ikke bare en vare, der skal langes over disken, måden vi tilegner os den på har stor betydning for, hvor godt vi husker og forstår den. Som vi så tidligere har det stor betydning at vi tilegner os viden på en måde, der respekterer vores autonomi, udvikler vores kompetencer på et passende niveau og gerne i et socialt og emotionelt rum.

Den logiske konsekvens er, at den moderne underviser skal skrue ned for rollen som fagekspert og op for rollen som facilitator af elevernes egne videnskabelsesprocesser. Dette kan være særdeles udfordrende, da det udfordrer underviserens traditionelle autoritet og status og hele vores forståelse af, hvad en god lærer skal kunne.

Der er rigeligt at tage fat på, for ligeså håbløst det er at udelukke de sociale medier, ligeså håbløst er det at have en laissez-faire holdning til dem. Jeg besøgte for nyligt en skole, hvor de havde købt Ipads til alle eleverne i de største klasser og forventede, at det automatisk ville øge læringen og motivationen, men ledelsen måtte konstatere, at det ikke skete af sig selv, og at de nu måtte blande sig meget mere i, hvordan de blev brugt.

Hvad er en faciliterende underviser?
En facilitator er en person, som skal gøre det let for en gruppe mennesker at nå deres mål. I modsætning til fageksperten, som har fokus på at komme med alle de rigtige svar, fokuserer facilitatoren på at skabe de bedste rammer for, at gruppen selv kan finde svarene.
En opdeling mellem de to underviserroller kunne se således ud:

Underviseren som ekspert                                         Underviseren som facilitator
Primært fokus på indhold                                              Primært fokus på proces
Kommer selv med svarene                                           Hjælper eleverne til at komme med svarene
Arbejder primært med kendt viden                                Prøver hele tiden at skabe ny viden
Arbejder som regel inden for sit fags markskel             Bevæger hele tiden udenfor faget
Står for det meste på fast grund                                    Havner hele tiden på dybt vand

En dygtig facilitator kan ikke kontrollere udfaldet af processen, men kan til gengæld have nogenlunde kontrol over, hvilke metoder og opgaver der arbejdes med og på den måde give undervisningen retning. F.eks. kan en godt stillet opgave kombineret med krav om anvendelsen af nogle specifikke arbejdsmetoder (f.eks. tekstanalyse, algebra etc.) fører til nye erkendelser og ny læring. Der vil fortsat være brug for, at underviseren træder ind i rollen som fagekspert, men der er masser af situationer, hvor det ikke giver mening og blot vil være en bremse for bedre former for læring. Så lad os kikke lidt nærmere på, hvad det er, den faciliterende underviser skal kunne.

Gå foran
Mange steder er den største hindring for at integrere de sociale medier i undervisningen lærerkulturen og ikke elevkulturen. Modstanden kan skyldes, at det typisk er problemerne ved at inkludere den nye dreng i klassen, der springer i øjnene, hvilket igen kan hænge sammen med, at rigtig mange undervisere ikke selv benytter sig af de sociale medier og derfor ofte har et fordomsfuldt og stereotypt billede af dem. Studier foretaget af et forskerteam under ledelse af psykologen Paul Slovic fra University of Oregon har vist, at hvis forsøgspersoner i forvejen har en positiv holdning til en teknologi, vurderer de, at brugen af den har store fordele og kun medfører en lille risiko. Hvis de omvendt ikke brød sig om teknologien kan de stort set kun komme i tanke om dens ulemper. Dette fænomen bliver også kaldt “The affect Heuristic” og dækker over, at vi erstatter et vanskeligt spørgsmål (hvad synes jeg om teknologien?), med et simplere spørgsmål der er meget lettere at besvare (hvad føler jeg for teknologien?). Resultatet er, at vores forhold til nye teknologier sjældent er rationelt begrundet, men forankret i vores følelser.
For at ændre på dette kræver det for det første, at undervisere begynder at omtale de nye teknologier mere positivt. Paul Slovics forskerteam fandt nemlig ud af, at forsøgspersonernes holdning hurtig kunne påvirkes, hvis de læste en lille tekst, der priste fordelene ved teknologien. Det interessante var, at de positive argumenter også ændrede deres opfattelse af ulemperne, som de nu pludselig så færre af, på trods af at slet ikke var omtalt i teksten – altså igen en følelsesmæssig vurdering. For det andet må underviserne selv begynde at anvende de sociale medier aktivt i og udenfor undervisningen. Paulsen og Tække har i deres forskning fundet frem til, at det har en god virkning på eleverne, hvis lærerne går foran i medieudviklingen i stedet for at forbyde medierne eller ignorere dem. Et godt sted for en underviser at starte er ved at deltage i nogle af de interessegrupper på de sociale medier, som netop beskæftiger sig med hvordan underviseren kan udvikle en tidssvarende IT didaktik. Et eksempel er #skolechat på Twitter, hvor undervisere fra hele landet og sågar undervisningsministeren deler ideer, viden og erfaringer.

 
pædagogik og kognition
Bestil Pædagogik og Kognition og læs hele artiklen her: http://dpf.dk/produkt/tidsskrift/kognition-paedagogik-nr-92

Kan fodbold VM bevise at glade børn lærer bedst?

Under Fodbold VM kan vi fra sofaen studere et interessant psykologisk fænomen. Dag efter dag viser kameraerne hvordan positiv opmærksomhed på et øjeblik kan få det bedste frem i selv den mest nedtrykte tilskuer. Kameraet  fanger en håndfuld slukøret tilskuere, der ser til mens deres hold er bagud. De hænger med hovet og kikker fraværende og uinspireret ud i luften. Pludselig ser de sig selv på storskærmen og beruset af den pludselige opmærksomhed ændre de fuldstændig kropssprog. De lyser op i et kæmpe smil, rejser sig op og vinker nærværende og glade til kameraet. De forvandler sig fra at være visne stueplanter til at trives og blomstre.

Hver gang jeg ser disse billeder, sender jeg en venlig tanke til Niels Egelund og de mange andre, der mener   at trivsel i skolen er dybt opreklameret. PISA-testen viser jo, at man sagtens kan klare sig godt uden at have det godt, påstår de. Lande som Finland, Kina, Korea og Singapore scorer højt, men eleverne mistrives. På den anden side står Hans Henrik Knoop, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, som mener at skolen ikke bare kan reduceres til et spørgsmål om faglige præstationer, men at trivsel bør have selvstændig værdi og betragtes som en menneskeret. Han skriver blandt andet: “Testkarakterer får altid mere opmærksomhed end trivsel, selvom alle per definition hellere vil trives end have en god karakter. Hvad skal man med en god karakter, som bare er en del af et kedeligt liv?”[1]

Kan vi overhovedet leve med at eleverne score højt i en test, hvis det fratager dem deres livskvalitet og de forlader skolen med en dræbt læringslyst og foretagsomhed? F.eks. ligge de koreanske børn helt i top, men er indtil videre PISA-målingens ulykkeligste. Forskningen peger entydigt på at fysisk og mental sundhed styrker næsten enhver form for menneskelig aktivitet. Alle fodbold fans ved hvor meget bedre hjemmeholdet spiller, hvis de har 50.000 fans på stadium, som blæser dem fremad. Af samme grund bliver et godt hjemmepublikum ofte sammenlignet med en ekstra spiller på banen.

Ifølge Hans Henrik Knoop, som også er præsident for European Network for Positive Psychology, er der slet ikke tale om en modsætning mellem trivsel og præstation. For som han siger “Også Finland og Korea ville selvfølgelig klare sig endnu bedre fagligt, hvis børnene trives”.[2]

Alle dem der er tvivl om Hans Henriks påstand er sand bør bruge lidt tid på at se fodbold VM og spørge sig selv, hvilken version af tilskueren der ser mest læringsparat ud – dén der er trist og deprimeret eller dén der får opmærksomhed og anerkendelse.

[1] Knoop, H.H. (2014). Trivsel, læring og kreativitet via digitale medier. Kognition & Pædagogik nr. 92, 2-3.

[2] Do

fans blogfans vm

Hvilken metafor bruger McKinsey, når de tænker læring?

Billede

Metaforer kan gøre komplekse ting enkle, derfor bruger vi dem så flittigt. Metaforer angiver også hvilke løsninger, vi kommer frem til, derfor er det vigtigt at vide, hvilke metaforer der styrer vores tænkning. Jeg er ikke sikker på, at de metaforer der bruges i Finansministeriet og hos McKinsey er de bedst egnede til at forstå, hvad uddannelse og læring handler om.

Sproget skaber sammenhæng. Sproget giver os mulighed for at forstå hinanden og verden. Det kan bruges kort og præcist, som et regneark. Eller det kan bruges levende og kreativt, som et loppemarked fyldt med nysgerrige stemmer, duften af frisk kaffe og smagen af en saftig knækpølse. Som på loppemarkedet er sproget fyldt med gammelt ragelse, men hvis du bruger lidt tid på at kikke dig omkring, kan du være heldig at finde lige det ord, du stod og manglede. Jeg elsker at afsøge sproget og se, om der står et fund inde bagved, som kan hjælpe mig med at forklare noget komplekst på en smuk og enkel måde. For mig er de bedste fund ikke akademiske begreber, som ofte er både slidte og grimme, men metaforer. Når jeg får øje på en smuk metafor, stående blandt klichéer og ubrugelige adverbier, kan jeg mærke, at det er det, jeg skal bruge. Jeg kan føle det i min krop, det har en varme og intuitiv enkelthed. Jeg fandt en i går.

Jeg er lige nu på Island og var i går sammen med gode islandske venner ude at se Geysir, den kogende vandstråle der med 7 minutters mellemrum sprøjter 20 meter op i luften fra jordens indre. Vi stod i frost og knitrende sne og ventede, indtil den blev varm nok til at sende sin eksplosive energi ud i den iskolde vinterluft. Noget af det smukkeste jeg nogensinde har set. Fantastisk kontrast mellem kulde og varme. Mens jeg stod der og så dampen stige opad, vidste jeg, at det var en varme og kulde metafor, jeg stod og manglede til min nye bog om læringsenergi. Når vi taler om uddannelse, er det populært at bruge en fabriksmetafor til at beskrive, hvordan vi kan skabe mere og bedre uddannelse. Vi taler om standardisering, kvalitetssikring, optimering, timetal, forberedelsesfaktorer, stordriftsfordele, bonusser og lean. I de sidste 10-15 år er der gået en optimeringsbølge gennem samfundet inspireret af Toyotas bilproduktion og langt hen ad vejen drevet af managementkonsulenter fra blandt andet Mckinsey.  En optimeringstankegang, der egner sig til rutine- og samlebåndsopgaver. Problemet er bare, at hverken børn eller voksne i gang med en uddannelse har ret meget til fælles med en Toyota, og at underviseres arbejde slet ikke ligner samlebåndsarbejde. Undervisning er langt mere komplekst og uforudsigeligt end at samle en bil, derfor er fabriksmetaforen som oftest misvisende og skubber os i retning af nogle helt forkerte løsningsmodeller. I stedet vil vi have meget mere glæde af metaforer fra naturen.

Naturen er kendetegnet ved at være kompleks og integrerende på samme tid.  Landskaber ser ens ud og er alligevel altid forskellige. Naturen er i konstant  forandring og tilpasser sig vejret og årstiderne, på samme måde som vi i undervisning skal tilpasse os faget, den enkelte studerende, lærernes styrker og ydre krav som pensum og arbejdstid. Læring er lige så komplekst som vejret, og at gøre de studerende til varer og lærerne til samlebåndsarbejdere er totalt misvisende. Når vi taler om læring, uddannelse og menneskelig vækst er det langt bedre at bruge metaforer fra f.eks. landbruget eller fra varme og energikilder. Jeg har prøvet at illustrere i nedenstående hvordan fabriks- og landbrugsmetaforen giver vidt forskelligt sprog til at beskrive læring.  

Fabrik

Landbrug

Vi skal optimere læringen

Vi skal nysgerrighed

Vi skal lære hurtigere

Vi skal dyrke vores   styrker

Vi skal undervises mere

Vi skal høste af vores   indsats

Vi skal standardisere   uddannelserne

Vi skal gøde jorden, så vi   kan lære

Vi skal teste og måle resultaterne

Vi skal fordre   læringslysten.

Vi skal give bonus for tal   og mængder

Vi skal plante ideer.

 

Metaforer er fantastiske til at gøre det komplekse enkelt, men de former også den måde, vi ser verden på, og de løsninger vi finder. At se Danmark som en konkurrencestat, der skal klare sig bedre end andre lande giver nogle helt andre løsninger, end at se Danmark som et kreativt samfund eller et lykkeligt samfund. I en konkurrencestat er det vigtigt at klare sig godt i Pisa, fordi (man tror) det kan måle vores konkurrencekraft, hvorimod det i et kreativt samfund ikke giver mening at kikke på Pisa, da den intet siger om vores kreativitet eller lykke ( i værste fald tværtimod, fordi vi måske skal aflive vores demokratiske og kreative skolesystem for at blive gode til diktat og færdighedsregning).

I vores kommende bog kunne jeg godt tænke mig at bruge en varme contra kuldemetafor. Når vand og luft er varmt, er det i bevægelse og konstant forandring, som i en Geyser, der bevæger sig fra små bobler til damp og eksplosion. Kulde får vand og luft til at fryse til is og stå stille, det har også sine fordele, men har det med at blive ubehageligt i længden. Omvendt kan et læringsmiljø også blive for varmt og koge over og eksplodere, hvorefter det har brug for at blive nedkølet.

Et varmt læringsmiljø

Et koldt læringsmiljø

I bevægelse og konstant forandring

Fastfrosset

Behageligt

Ubehageligt

Energi-skabende

Energi-sugende

Flydende

Hårdt

Hot pots

Kolde afvaskninger

Eksplosivt

Kontrolleret

Overophedet

Svalende

 

Har du nogle gode metaforer, der kan beskrive læring og uddannelse på en enkelt og inspirerende måde?

Hvem ville du helst ansætte The Planner eller The Improviser?

Jeg fortsætter mit lille tema om improvisation. Forestil dig du havde to potentielle medarbejdere til samtale. Den ene havde masser af handleplaner, tidsplaner, regneark og skemaer for fremtiden, den anden sagde “jeg ved ikke præcis hvad fremtiden vil tilbyde, men jeg ved at jeg har de kompetencer der skal til for at både du og jeg får succes og kommer i den retning vi gerne vil”. Hvem ville du ansætte?

Jeg har fået lavet en lille video, der måske viser forskellen på de to. Se her:

3 grunde til at holde Walk &Talk møder

Her laver jeg en Walk & Talk med Jesper Würtzen, Ballerups borgmester og min barndoms håndboldkammerat. Jesper har fået kæde på og jeg har fået flere deller siden sidst. Gåturen gav os mulighed for at catche op på hinanden, på en dejlig uformel måde.

Her laver jeg en Walk & Talk med Jesper Würtzen, Ballerups borgmester og min barndoms håndboldkammerat. Jesper har fået kæde på og jeg har fået flere deller siden sidst. Gåturen gav os mulighed for at catche op på hinanden, på en dejlig uformel måde.

Der er en klar sammenhæng mellem fysisk bevægelse og tænkning. Fysisk aktivitet får os til at tænke bedre. Det er på tide, vi finder metoder til at integrere fysisk bevægelse i hverdagens mange stillesiddende aktiviteter, f.eks. vores møder. Walk and talks er et godt bud på en af de aktiviteter, vi sagtens kunne få mere glæde af.

Jeg hørte et fantastisk citat den anden dag “Kontorstole er de nye cigaretter – først bliver du fed og så dør du”. Jamen, det er jo sandt, vi lever et liv, hvor vi bevæger os for lidt og spiser for meget. Vores kroppe er skabt til at bevæge sig. Mennesket kom til for cirka 2 millioner år siden og indtil for 10.000 år siden, hvor landbrugsrevolutionen kom, brugte vi hovedparten af vores liv på at jage dyr og samle bær. F.eks. gik en stenaldermand omkring 7-13 kilometer om dagen. Forskere har regnet sig frem til, at vores gennemsnitlige energiforbrug er 38 procent lavere end stenaldermandens, på trods af at vi har stort set den samme krop, som ham. Oven i hatten spiser vi meget mere end han gjorde, i bund og grund en dødbringende cocktail, som f.eks. betyder at min krop, trods mit ønske om det modsatte, konstant får nye tilbygninger.

Derfor blev jeg så glad, da jeg blev kontaktet af Søren Femmer Jensen, fra firmaet Co-Creative, som spurgte om jeg ville holde tale ved åbningen af en walk-and talk bane midt i erhvervsområdet Lautrupparken i Ballerup. I samarbejde med Ballerup Kommune og nogle landskabsarkitekter havde Søren skabt en rundtur i de grønne områder mellem kontorhusene i Lautrupparken. Undervejs på banen er der mulighed for at stoppe op og tage noter, opsummere osv. Min opgave var at stå ved et af disse punkter og holde et ti minutters indlæg om, hvorfor gående møder kan skabe bedre møder. Normalt er fokus i denne slags aktiviteter på det sundhedsmæssige, men mit fokus var på hvordan et gående møde i naturen faktisk også kan forbedre vores tænkning og måde at arbejde på. Og hvordan kan det så være?

En gåtur kan give Flow

Flow er en fantastisk tilstand af fokuseret opmærksomhed, som både får os til at præstere vores optimale og får os til at føle os godt tilpas. Når vi er i flow, er vi opslugt af den opgave, vi arbejder med. Flow er med andre ord en kilde til både resultater og arbejdsglæde. Psykologen Csikszenmihalyi, som er ophavsmand til Flow-teorien, har fundet ud af, at en af de vigtigste forudsætninger for at opnå flow er at kunne fokusere uden forstyrrelser, hvilket kan være mere end almindeligt vanskeligt i et mødelokale, hvor folk går ud og ind, SMS’ er og går online med deres computere. På en gåtur er der meget færre forstyrrelser, og forskningen har vist, at naturen i sig selv har en positiv virkning på vores opmærksomhed, hvilket betyder at det i følge Flowforsker Frans Ørsted Andersen er nemmere at opnå flow ude i naturen. En god samtale med en anden person er også en af genvejene til flow. Men gåturen og samtalen gør det ikke alene, opgaven der arbejdes med skal også være relevant og udfordrende, før vi kan være heldige at ramle ind i den eftertragtede tilstand.

Fysisk bevægelse gør os læringsparate

John Ratey, som er Associate Professor i psykiatri ved Harvard Medical School, og forfatter til bogen Spark – The Revolutionary New Science of Exercise and the Brain,  påpeger tre sammenhænge mellem læring og fysisk bevægelse.

1. Fysisk bevægelse gør os læringsparate nu og her, fordi det forbedrer vores årvågenhed, opmærksomhed og motivation. Hjernescanninger har vist, at en kort gåtur øger blodtilstrømningen til hjernen og dermed vores evne til at lære.

2. Fysisk bevægelse får nerveceller til at lave nye koblinger og gør det dermed nemmere at lære. Fysisk bevægelse stimulerer produktionen af proteiner,  der styrker kommunikationen mellem hjernecellerne, særlig vigtig er en gruppe af proteiner der kaldes brain-derived neurotrophic factor (BDNF). BDNF forbedrer hjernecellernes funktionsdygtighed, stimulerer deres vækst og beskytter dem mod celledød. Populært sagt er BDNF en slag mirakelgødning for hjernen.

3. Fysisk bevægelse ansporer udviklingen af nye nerveceller fra stamceller i det område af hjernen, der kaldes hippocampus. I gamle dage troede man,  at hjernen var uforanderlig og blot forfaldt fra den dag, vi blev født. I dag ved man, at hjernen er plastisk hele tiden og producerer nye hjerneceller der binder sig på nye måder. Hjernen minder altså mere om ler end om porcelæn, og jo mere vi bevæger os, jo større plasticitet har hjernen.

I april i år var jeg på besøg på Naperville High School i Illinois, USA, hvor de arbejder bevidst med at øge læringen gennem fysisk aktivitet. De kalder deres program:  Learning Readiness Physcial Education (LRPE). Jeg fik en rundvisning på skolen og fik fortalt, hvordan de igennem næsten ti år har sammenlignet eksamensresultater mellem elever, der deltager i LRPE programmet og elever, der ikke gør. Resultatet er entydigt og overvældende: Dem der arbejder med fysisk bevægelse og læring, scorer stort set bedre i alle fag. Den nu pensionerede leder af programmet, Paul Zientarski, fortalte mig, at mange elever nu selv tog en motionstur inden en eksamen, fordi de havde opdaget, at det forbedrede deres eksamensresultater. Jeg observerede også undervisningen i to matematiktimer og så, hvordan de en gang i hver lektion lavede et lille brainbreak. Et brainbreak er en kort øvelse af 2-5 minutters varighed, som kræver fysisk bevægelse og krydskombination, hvilket skulle være særligt velegnet, når man vil gøre hjernen læringsparat. Øvelserne minder meget om de såkaldte energizers, som jeg selv har benyttet flittigt i årevis.

John Ratey, som har været en stor inspirationskilde for Naperville Highschool, gør i sin bog opmærksom på, at fysisk træning med høj intensitet ikke fremmer læring af komplekst stof, før efter træningen. Når vi træner hårdt  bliver der ført blod væk fra pandelapperne (præfrontal cortex), som vi blandt andet har brug for, når vi skal tage beslutninger og sammensætte kompliceret viden. Derfor vil en run and talk ikke fungere, hvorimod en løbetur før et møde ville være en glimrende idé.

Fysisk bevægelse er en måde at tænke på

Dagen før jeg skulle til Ballerup og holde min tale havde jeg en vidunderlig  walk and talk med min 9-årige søn Malte. Jeg fulgte ham til skole, en 15 minutters gåtur ned ad nogle fredelige bagveje her på Frederiksberg. Det blev til en lille filosofisk samtale med stof til eftertanke, frisk luft og pauser, der føltes naturlige. Jeg tror aldrig, vi kunne havde haft den samtale hjemme omkring spisebordet, hvor jeg plejer at sidde som patriarken på min faste plads og kikke ned på ham på børnepladsen. Jeg tænker bare anderledes når jeg går, end når jeg sidder ved et mødebord eller en computer. Måske var det også derfor Sokrates tilbragte hovedparten af sit liv på at gå rundt i Athen i filosofiske samtaler med Platon alle de andre han inspirerede.

Det er en udbredt opfattelse i vores vestlige kultur, at krop og sjæl er to systemer, der er uafhængige af hinanden. Hovedparten af vores akademiske system er baseret på en opfattelse af, at læring foregår bedst, hvis den er adskilt fra fysisk bevægelse. Fysisk bevægelse og praksis opfattes som regel som irrelevante elementer, der forstyrrer den rene akademiske tanke. Dette oplevede jeg i højeste grad, da jeg læste på Roskilde og Københavns universiteter og henslæbte tusindvis af urolige timer tapet til en stol. Filosofisk kan denne tankegang spores til matematikeren Rene Descartes kartesianske dualisme fra 1600 tallet. En indsnævret og fejlagtig tankegang, som det er på tide at gøre op med.

Nu har jeg heldigvis også spillet improviseret teater i mange år, og i den verden har man lært at kroppen er fuldstændigt uundværligt hjælpemiddel til at tænke, kommunikere og samarbejde. I improteater prøver vi altid at komme ud på gulvet så hurtigt som muligt, fordi det som regel først er derude at det bliver rigtig sjovt, og at kreativiteten og de gode historier folder sig ud. Jeg har taget denne fysiske tilgang med i afviklingen af mere end tusinde workshops, møder og kurser og kan se, at det transformerer gruppens måde at tænke, samarbejde og kommunikere på lige så snart vi kommer i bevægelse. Ikke tilfældigt at den engelske læringsspecialist Roger Greenaway kalder det Moving Bodies, Moving Minds. 

Mere fysisk bevægelse

Det er på tide, at vi erkender, at der er en klar sammenhæng mellem fysisk bevægelse og tænkning. Men lad det ikke blive ved en løbetur om morgenen eller en cykeltur efter arbejde, lad os finde nye innovative måder at integrere fysisk bevægelse i dagligdagens rutiner, som f.eks. på vores møder. Walk and Talk er en spadseretur i den rigtige retning, men der er tusinder af andre muligheder som skal afprøves og udforskes. Jeg har selv haft succes med at bruge energizers og brainbreaks og lave møder og kurser, hvor deltagerne står og bevæger sig rundt, mens de arbejder.

Kilder:

Ratey, John J.: Spark – The revolutionary New Science of Exercise and the brain. Little, Brown and Company.

Ørsted Andersen, Frans og Hanssen, Nina: Flow i hverdagen. Dansk Pykologisk Forlag.

Kort over banen kan hentes her: http://www.ballerup.dk/sites/default/files/walktalk_kort.pdf

Kort over Walk  Talk banen i Lautrupparken i Ballerup. Banen er åben for alle.

Kort over Walk Talk banen i Lautrupparken i Ballerup. Banen er åben for alle.