Er det på tide, at Brinkmann boblen brister?

Er Svend Brinkmans gurustatus blevet til en boble, der skygger for alle de mange dygtige mennesker, som arbejder hårdt på at bedre folks trivsel hver eneste dag?

Filosofiprofessor og leder af Center for Information og Boblestudier, Vincent F. Hendricks, beskriver hvordan økonomiske, politiske og onlinebobler kan føre til, at vores blik bliver sløret, og vi træffer de forkerte beslutninger. I økonomien beskrives en boble, som en situation, hvor aktiver handles til priser, der langt overstiger den fundamentale værdi af aktiverne. Sagt på normalt dansk betyder det f.eks., at et hus kan sælges til en pris, der langt overstiger dets reelle værdi. Vi så det i forbindelse med IT-boblen i 1999, hvor tech firmaer blev handlet til priser der intet havde med deres reelle værdi at gøre, hvilket førte til en økonomisk krise, da boblen bristede. Det samme kan ske i politik, på internettet og i videnskab, hvor holdninger og udsagn pludselig kan få en udbredelse og popularitet, der intet har med deres reelle forklaringskraft at gøre.

Et eksempel er fænomenet Svend Brinkmann, som har opnået en status og placering i den offentlige debat, som er helt ude af proportioner i forhold til, hvad han rent faktisk bidrager med. Brinkmann boblen er efterhånden blevet så voluminøs, at alt hvad han siger, i brede kredse, tages for gode varer, og at han har uforholdsmæssig meget indflydelse på den offentlige debat.

Jovist, Brinkmann har mange gode pointer, som f.eks. at vi ikke altid skal have Ja-hatten på, at vi har pligt til at gøre noget for andre mennesker, også selvom vi ikke selv får noget ud af det, og at vi ikke skal individualisere alle vores problemer. Brinkmann er ikke den første, der fremkommer med disse argumenter, men hans timing og måde at gøre det på (satirisk og let forståeligt) har åbenbart ramt noget, som mange andre hædersmænd og kvinder ikke har formået. Og så hører det nok også med til historien, at Brinkmanns likeability er tårnhøj, hvilket enhver professionel foredragsholder ved er afgørende for, om folk vil lytte til deres budskaber.

Ifølge Jonah Berger, professor i marketing ved The Wharton School bliver historier populære på nettet når de f.eks.:

  • vækker følelser,
  • har almen interesse,
  • praktisk værdi
  • og rummer en god fortælling.

Brinkmann har med sin bestseller Stå fast ramt plet.

  • Hans budskaber vækker følelser og har almen interesse, fordi vi alle sammen kan få åndenød i en verden af permanent forandring.
  • De har praktisk værdi, fordi hans bog er bygget op omkring en række konkrete og letforståelige råd (hvilket paradoksalt nok er noget af det, han vil gøre op med).
  • Og så er han en fremragende formidler, der formår at fortælle historier, som vi alle kan genkende fra hverdagen.

Bergers forskning har også vist, at hvis en historie vækker frygt, vrede eller indignation, øger det dramatisk sandsynligheden for, at vi deler den. Igen har Brinkmann ramt den det helt rigtige sted. Han får skabt et fjendebillede af coaches, konsulenter og positiv psykologer, som ifølge ham nærmest forsøger at kontrollere vores tanker og tvinger os til at tage ”Ja-hatten” på mod vores vilje. Det er nemt at blive både vred og indigneret.

Det mest interessant ved Bergers forskning er, at den viser, at faktuel viden stort set intet betyder for, hvor populær en historie bliver på nettet. Og det er måske her, at Brinkmann viser sig at være blevet til en boble, der er blevet alt for stor i forhold til det reelle vidensgrundlag i hans udsagn. Jeg er ikke i tvivl om, at Brinkmann er en begavet mand (ellers bliver man næppe psykologiprofessor i så tidlig en alder), men han er ikke den eneste begavede person indenfor psykologien. En stor del af argumentationen i Stå fast er baseret på Brinkmanns personlige iagttagelser og holdninger og totalt uvidenskabelige filosofier, som er op til 2000 år gamle (Stoikerne).

Når Brinkmann pt. sidder på hovedparten af den psykologiske sendeflade, er det helt skævt. Mange fagfolk, som stort set ingen mikrofontid får, ved mindst ligeså meget eller mere om de emner Brinkmann udtaler sig om. En af dem er lektor Hans Henrik Knoop, der som tidligere formand European Positive Psychology Association, læner sig op af tusindvis af forskningsartikler fra positiv psykologi, som langt hen ad vejen modsiger eller modificerer Brinkmanns udsagn. Det er værd at huske på, at forskningen i positiv psykologi (forskningen i optimal menneskelig trivsel) ikke bare er et sammenrend af overgearede coaches, men blandt andet består af kapaciteter som Mihaly Csikszentmihalyi, Edward Deci, Richard Ryan, Martin Seligman og Barbara Fredrickson, hvis forskning er anerkendt i hele verden og i brede kredse også udenfor psykologien. Et andet eksempel er Raben Rosenberg, der er Professor dr. Med, psykiater og klinikchef på Psykiatrisk Center Amager, som i en kronik i Politiken den 29. september, blandt andet kritiserer Brinckmans og andres postulat om, at der nærmest deles psykiatriske diagnoser ud i flæng.

Helt personligt er jeg også ærgerlig over at Brinkmann netop har modtaget en bevilling fra den Obelske familiefond på 12,6 mio.. til at undersøge “sorgens kultur” de kommende fem år. Som han selv skriver på sin Facebook side: ”Vi skal studere alskens aspekter af sorg, lidelse og lykke – herunder medikaliseringen af sorg (når den bliver en diagnose).” Dette sker på et tidspunkt, hvor flere sociale projekter for voksne og unge med problemer (uden diagnoser), der hjælper dem nu og her, har svært ved at få fondsmidler, f.eks. det veletablerede og succesfulde ungdomsrådgivningsprojekt Headspace. Spørgsmålet er om Brinkmann havde fået disse midler, hvis hans boble ikke havde vokset sig så stor, at den skygger fra alle andre gode kræfter?

Ifølge Hendriks forsvinder den kritiske sans, når en boble er blevet tilpas stor og kan føre til gruppetænkning, hvor vi bare gør som alle de andre uden at stille de kritiske spørgsmål, vi normalt ville gøre. Dette skaber betingelser for det, der indenfor socialpsykologien kaldes pluralistisk ignorance, som er en tilstand, hvor det er legitimt, at alle forbliver uvidende, for det er alle andre jo også.

Er det der, vi er nået til med Brinkmann, at alt hvad han siger betragtes som rigtigt (fordi alle andre også synes det)? Er vi nået dertil, hvor man risikerer at blive bashet, og grillet hvis man modsiger guruen, især hvis man som mig er både coach, konsulent og anvender viden fra den positive psykologiske forskning? Måske skal vi lige pudse brillerne og minde os selv om, at Brinkmann blot er en stemme i det psykologiske landskab, på linje med mange andre fagfolk. Jeg tror, den gurustatus, han har fået, er usund og i værste fald kan stå i vejen for alle de mange dygtige mennesker, som arbejder hårdt på at bedre folks trivsel hver eneste dag. Jeg selv og mange andre oplever, hvordan det oftere og oftere bliver opfattet negativt, at sige at man beskæftiger sig med positiv psykologi. Måske er det på tide, at Brinkman boblen brister, så vi kan begynde at høre nogle af alle de andre kloge folk, som findes derude, hvoraf mange af dem har langt mere erfaring ude i ”virkeligheden” end Brinkman selv, som har tilbragt hovedparten af sit arbejdsliv bag universitets tykke mure. Verden forandrer sig hele tiden, og derfor er der brug for viden, råd og værktøjer, som er forankret i både evidens og sund praksis. Der findes mange gode alternativer til gamle filosoffer, der formede deres tanker i en verden, der er fundamentalt anderledes end den, vi andre skal leve i hver dag.

Kilder:

  • Brinkmann, Svend. Stå Fast.
  • Hendricks; Vincent F. Spræng boblen – sådan bevarer du fornuften i en ufornuftig verden. Gyldendal 2016
  • Rosenberg; Raben. Tidens diagnose er debat og forvirring. Kronik i politiken den 28. September.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: