Fortæl altid sandheden – Skrivekursus med 40 i feber

Billede

Fucking, fucking, shit. Så sidder jeg i sengen i vores toværelses family apartment i Sharm El Sheikh med altan og udsigt til poolen og Sinai ørkenens røde bjerge og har fucking influenza. To ugers ferie hvor der skulle høvles sololie på den gamle generator, så den er klar til en lorte vinter med snedriver af arbejde og et mørke mere deprimerende end Fritzels kælder. I to dage har jeg ligget her og fået ondt i ryggen af puderne, der er stoppet med noget, som burde havde været brugt til at brolægge veje med. Jeg har set vinter OL på en tysk kanal på et fjernsyn der er så smalt, at jeg ikke engang kan se navnene på atleterne. Imens  smadrer coverversioner af de sidste 25 års sommerhit udover poolen, hvor Marianne og ungerne soler sig i vores skyfri all-inklusive paradis.

Det er utrolig synd for mig, jeg ved det godt, men når jeg nu ikke kan prøve den store rutchebane med ungerne eller dykke efter skibsvrag i Rødehavet, så kan jeg da få læst nogle fornuftige bøger i stedet. I pauserne mellem skiskydning og feberanfald har jeg læst Stephen Kings On writing. I den ene halvdel af bogen beskriver han sit liv som forfatter, og hvordan han var ved at drikke sig ihjel. I den anden halvdel beskriver han, hvad han mener der skal til for at gøre en kompetent forfatter til en god forfatter. For det er hvad han mener, jeg kan gøre mig håb om, for som han siger “hvis du ikke allerede er en stor forfatter, så bliver du det aldrig”.  Jeg kender mest Stephen King for gyserhistorier som Ondskabens hotel, Cujo og bogen som næsten fik mig til at tro på gud – Desperation. Han er en af mine idoler, fordi han er fanget i et livslangt nydelsesfuldt arbejdsraseri, og mest af alt fordi han ikke forsøger at tilfredsstille de intellektuelle kritikere eller de finkulturelle amaronejunkier, der synes alt der er letforståeligt er fladpandet. Hans egen forklaring er, at han kommer fra den lavere middelklasse, ligesom mig selv, der kommer fra et hjem uden klaver, jo vi havde et brugt, men det var ustemt og der var aldrig nogen, der spillede på det. On writing er ikke ved at få mig til at melde mig ind i folkekirken igen, men den har givet mig enorm lyst til at skrive, så derfor sidder jeg her og banker løs på min tablet og har helt glemt at have ondt af mig selv.

Min plan er at opsummere hans hovedpointer, måske mest for min egen skyld, men hvis du også er interesseret i at blive bedre til at skrive, kan du sikkert også få noget ud af det (husk du kan kun gøre dig håb om at blive en god forfatter ikke en stor forfatter). Jeg aner ikke, hvordan jeg skal bygge dette blogindlæg op, men det er helt som det skal være. Stephen King (fra nu af Stephen) mener nemlig, at skrivning skal starte med en enkelt ide, for ham er det typisk en interessant situation, f.eks. Hvad laver man, når man ligger med 40 i feber på et resort ude i Sinai ørkenen? Herfra handler det bare om at gå i gang med at skrive, og så vil historiens detaljer gradvist afsløre sig for dig, som at afdække et fossil i et klippestykke. Stephen tror ikke på plots, som er noget andet end historien, fordi det skaber en kunstig fortænkt form. Det er præcis sådan jeg har det, når jeg læser Dan Browns seneste roman Inferno. Jeg måtte stoppe efter 100 sider, fordi det føltes som et mekanisk robotmonster hvor alle bevægelser er forudsigelige og ensartede. Vi har luret din formel Dan Brown: Mr. Perfect møder smuk intelligent pige, løser mysteriet med  hemmeligt selskab på spektakulær destination (Paris, Firenze, Rom, Washington D.C.). Gab. Symboler og gåder på hver anden side og kapitelafslutning med en cliffhanger på hver tredie. Gab, gab.

Fordelen ved at skrive uden plot er, at hvis du som forfatter ikke selv ved, hvordan historien udvikler sig, bliver den aldrig mekanisk eller forudsigelig, og der kommer masser af suspense, fordi du ikke selv kender slutningen. I LOVE YOU STEPHEN! Det er jo ren impro. Byg broen, mens du går på den (en af hovedpointerne i min egen bog Kontorets Indiana Jones) drop planen og udforsk nuet og karaktererne og se, hvor det fører dig hen. Det er præcis sådan jeg skriver og kan lide at skrive og efter min mening en fremragende måde at undgå skriveblokeringer på, fordi du ikke skal starte med et perfekt plot, før du overhovedet går i gang, men bare kan begynde med en skitse til en god ide.

Jeg har fået det bedre nu, feberen er ved at have raset gennem min all-inklusive pumpede krop. Jeg har klaret mig med the og panodiler, selvom jeg flere gange er blevet tilbudt den store egyptiske medicincocktail, som hvem som helst tilsyneladende kan fremtrylle fra bazarens baglokale. Recepter har åbenbart samme status som russiske turister hernede. Måske skyldes min fremgang bademesteren Hassan, som kom til mig da jeg listede mig ned til poolen og sagde: “Jeg bedt til Allah, min store gud, for du bedre”. “Mange tak, jeg er sikker på, at det er derfor jeg har det bedre” forsikrede jeg ham og overvejede et kort øjeblik om jeg skulle give ham drikkepenge, men var ikke sikker på, at det ville være i Allahs ånd.

“Hvis du vil være forfatter må du gøre to ting mere end noget andet: læs en masse og skriv en masse” er Stephens vigtigste råd – mellem 4 og 6 timer dagligt året rundt. Hvis jeg ikke svedte allerede, gør jeg det virkelig nu. Jeg har måske en lille drøm om at blive fuldtidsforfatter en dag og ikke kun skrive en fagbog med tre til seks års mellemrum, men hvis 4-6 timers læsning og skrivning hver dag er optagelseskravet, er jeg ikke engang i nærheden. Hvis jeg kommer op på en time om dagen, er det flot. Men jeg er overhovedet ikke parat til at leve af litteratur og dagpenge, som de fleste forfattere begynder med, jeg er afhængig af min sushi, Iphone, sommerhus og vinterferie i fucking feber Sharm el Sheikh. Jeg har ikke tænkt mig at droppe mit gode erhverv som facilitator, underviser og foredragsholder med rejser til London og Barcelona, buffeter og en årsløn, der er næsten hundrede gange større end forhåndshonoraret for de andre bøger jeg har skrevet – og så er det faktisk også meget sjovt. Nå, men jeg planlægger alligevel ikke at skrive skønlitteratur, og jeg er helt overbevidst om, at en halv times læsning og skrivning er nok, når man skriver faglitteratur, man kan jo altid lave “cut and paste” fra Wikipidea.

Skriv hvad du ved er hans næste råd. Nu forstår jeg, hvorfor så mange film, teaterstykker og bøger har en forfatter som en af historiens vigtigste figurer, inklusive mange af Stephens bøger, f.eks. Ondskabens hotel, som handler om en forfatter, der ender med at bryde familieidyllen ved at løbe efter sin søn i 20 graders frost svingende med en økse. Når du skriver om noget, du ved, bliver det troværdigt og ægte, ligesom Khalid Houssein, der i Drageløberen skriver om livet i Afghanistan før russernes invasion. Med ægthed og detaljerigdom beskriver han dragekampene i byens gader, så man næsten kan mærke dragesnoren skære i ens håndflader. Men hvad ved jeg? En lille smule om en hel masse, cykling, teatersport, hitlister, geografi, Danmark, meget praktisk når jeg skal spille trivial pursuit, men er der substans nok til en hel bog? Efterhånden ved jeg noget om at handle med egyptere. Der er 90 millioner egyptere, og fattigdommen er stor, så de fleste vil gå langt for at tjene nogle egyptiske pund til deres familier. De fleste der arbejder i Sharm El Sheikh bor i Cairo, næsten 600 km. væk og kommer kun hjem i en uge hver anden måned, og der skulle de gerne have nogle penge med hjem. De er over alt indenfor resortets mure, hvor de sælger massage, udflugter og dykkerture og på bazaren lige udenfor, hvor de sælger solcreme, papyrus, parfume, krydderier og kopper med farvestrålende hieroglyffer. Går du en tur langs bazaren, forsøger de på alle mulige måder at komme i kontakt med dig. “Hello boss, how are you?”, “where are you from?”, “Dasvidanya” (“I’m not russian, I’m from Denmark“), “. De er charmerende og smilende, og de første mange gange indleder du en konversation og tror måske, at du er ved at knytte bånd til de lokale, men cirka et minut inde i samtalen kommer så et tilbud om at købe en af hans udsøgte varer. “Come see my carpets” (Gosh! Hvad får dig til at tro, at jeg helt spontant skulle få lyst til at købe et tæppe?).

Du forelsker dig i en lampe med små blå mosaikker, som ligner noget Gaudi kunne havde lagt på taget af La Sagrada de Familia. “Hvad koster den?” spørger du. “250 egyptiske pund. (pause) Men jeg kan give dig rabat, så du kan få den for 200″, siger han, inden du overhovedet er begyndt at handle. Meningen er, at du skal føle, du får en god pris og stoppe her. Du er klog, dit mål er at få den for 80 pund. “Det er alt for meget, jeg finder et andet sted.”Du kan få den for 150, det er min sidste pris”. Siger han og prøver at række dig lampen. “Nej tak” siger du og gør tegn til at gå. “Hvad er din pris?” Siger han med et desperat udtryk i sine grønne øjne. “50 pund”. Svarer du. “Du kan få den for 110”. “50 pund” gentager du. Han fnyser og stiller lampen på plads. Du trækker på skuldrene og forlader butikken. Han kommer løbende efter dig og hvisker: “80 pund”. Du har vundet. Hvis han slutter af med at sige, at prisen er hemmelig, og du ikke må sige det til andre russere ( “Jeg er dansker for fanden!”), ved du, at du fik en god pris.

Det blev vist både for langt og detaljeret, for hvornår er det lige du skal handle på en bazar i Egypten næste gang ? Så fortæl hvad du ved, men ikke alt, hvad du ved.

Fortæl altid sandheden skriver Stephen. Fucking, fucking shit er at fortælle sandheden. Øv, øv hvor ærgerligt, er ikke at fortælle sandheden, men et uærligt forsøg på at omskrive virkeligheden for ikke at støde nogen. Jeg sidder ikke i sengen med 40 i feber på en drømmerejse og tænker øv, øv, hvor ærgerligt. Nej, jeg tænker FUCKING, FUCKING DAMN SHIT. Hvor sjovt er det lige at ligge med snot ud af ørerne og hoste som en asbestarbejder, når jeg kunne havde ligget på 25 meters dybde og kikket på blåprikkede rokker og løvefisk. Når sandheden forsvinder, bliver historien et hult ekko, som læseren kan mærke med det samme. Det kræver mod at skrive sandheden, fordi moralens vogtere og de politisk korrekte hurtigt vil pege med deres manicurefingre på det vulgære sprog eller den diskriminerende beskrivelse af russerne (Jeg har personligt intet mod russere, men de er ikke særlige populære på de her kanter, selvom der er mange af dem).

Du har ret igen Stephen, og du har givet mig noget, jeg mangler, som jeg har ledt længe efter. Jeg kan ikke forstå, hvorfor en mand med så meget humor som mig (grin ikke, for det har jeg) kan holde så mange foredrag og få folk til at grine så lidt. Jeg plejer nemlig ikke at fortælle sandheden, jeg er så bange for at såre nogen, og så er jeg så politisk korrekt, at hvis jeg havde haft langt hår og huller i hænderne, så kunne jeg havde startet min egen religøse bevægelse. Jeg er opdraget på den måde af min mor og far i kærlighed, i et forsøg på at beskytte mig og dem selv imod de ubehagelige konflikter, der giver svimmelhed og et ubehageligt sug i maven. Så fra i dag af vil jeg altid sige sandheden – not. For sandheden er, at jeg da ikke bare kan ændre 47 års væremåde, og det er faktisk også meget rart at være en flink fyr, så små skridt, som dette blogindlæg.

“Min holdning er, at en historie eller en roman består af tre dele: fortælling, som bevæger historien fra punkt A til punkt B og endelig til punkt Z; beskrivelse som skaber en slags sanselig realitet for læseren; og dialog, som giver karaktererne liv gennem deres tale” skriver Stephen på side 159 i den krøllede engelske paperback version, som jeg har taget med ned på stranden, hvor jeg nu sidder i min liggestol med udsigt til bjergene i Saudi Arabien og det russiske transportskib, der gik på grund på et koralrev, fordi kaptajnen var stiv af vodka (sandsynligvis den billige lokale kopivodka Fineland). Den anden dag, før den forpulede influenza satte ind, dykkede jeg på koralrevet og så dusinvis af tønder med gummi, der var væltet udover de skrøbelige koraller som det tager årtier at genskabe. Jeg begynder at forstå, hvorfor russere ikke er så populære heromkring.

“Nu er der is far”, siger Liva, min trettenårige datter og rejser sig pludseligt fra sin liggestol. “Husk at sige det til Malte også”, svarer jeg og spejder efter ham og Marianne som er nede at soppe i vandkanten. “Og tag ikke for mange kugler”, siger jeg efter at have oplevet Liva samle fade af kager til hvert all-inklusive måltid. “Far du spiser selv is og kage hele tiden”. “Det er noget andet” svarer jeg og kikker straks ned i tabletten igen. Jeg fortsætter min skrivning og er lykkelig for, at jeg er frisk nok til at gå på stranden, så jeg overhovedet har en dialog med nogen, som jeg kan skrive i mit blogindlæg her og give mine karakterer liv gennem deres tale, istedet for at sidde alene i mørket på værelset og se en 15 årig russisk skøjteprinsesse slå råbåndsknob på sig selv.

Som sædvanlig er mit indlæg ved at blive alt for langt, jeg burde jo spise is og snorkle, men det må jo være, fordi jeg elsker at skrive. Her er alligevel det sidste råd, inden jeg skal have en øl (tydeligt tegn på at jeg har det bedre) – Skriv det første udkast for lukkede døre, uden at se dig tilbage. Skriv det på max tre måneder (gælder romaner ikke blogindlæg). Læg det fra dig i 6 uger og  læs det med friske øjne, ret fejl og mangler, forstærk det og gør det ti procent kortere for lukkede døre. Nu er du klar til at vise det til nogen særlige udvalgte. Nogle læsere vil kunne lide dele af det, du har skrevet og ikke andre dele, mens nogle læsere mener det stik modsatte. Hvis alle mener, du har lavet noget lort, vinder læseren, men hvis der er en uafgjort passage, som nogle kan lide og andre ikke, vinder forfatteren.

Jeg er stærkt inspireret af On writing og vil forsøge at bruge Stephens ideer til at styrke, det der indtil videre er min metier, nemlig faglig formidling. Jeg har forsøgt i dette blogindlæg, men har ingen anelse om, om det er lykkedes. Jeg har skrevet indlægget for lukkede døre, jeg har ladet det ligge i 10 dage, har forbedret det og skåret ti procent fra, og nu åbner jeg døren og viser det til dig, så jeg vil gerne høre dine kommentarer – hver konkret tak. Ja og jeg er blevet rask og blev ikke slået ihjel på den bus med koreanske turister, som blev sprunget i stykker på Sinai halvøen af militante islamister dagen efter vores afrejse.