Hvem ville du helst ansætte The Planner eller The Improviser?

Jeg fortsætter mit lille tema om improvisation. Forestil dig du havde to potentielle medarbejdere til samtale. Den ene havde masser af handleplaner, tidsplaner, regneark og skemaer for fremtiden, den anden sagde “jeg ved ikke præcis hvad fremtiden vil tilbyde, men jeg ved at jeg har de kompetencer der skal til for at både du og jeg får succes og kommer i den retning vi gerne vil”. Hvem ville du ansætte?

Jeg har fået lavet en lille video, der måske viser forskellen på de to. Se her:

Er du til plan eller improvisation?

Image

Vi har alle to følgesvende gennem livet – planen og improvisationen. De hjælper os på hver deres måde med at løse alle de små og store udfordringer, vi møder hver eneste dag. Uden dem var vi reduceret til handlingslammede kødbuddinger, der var overladt til forandringernes rå vold.

Planen er et redskab til at kontrollere fremtiden og få det bedst muligt ud af en forudsigelig situation. Med en god plan i hånden, bliver vi som regel bedre, når vi skal holde taler, bygge broer og finde vej i trafikken. Planer er fantastiske, når vi arbejder med ting, der er nogenlunde forudsigelige og velkendte. Måden vi skal bygge broer på, ændrer sig ikke fra dag til dag, og den optimale rute fra Esbjerg til København er også temmelig forudsigelig.

Improvisationen er et redskab til at få det bedst mulige ud af uforudsigelige situationer og til at skabe noget nyt i forudsigelige situationer. Hvis vi er gode til at improvisere, bliver vi mere nærværende sammen med andre mennesker, vi finder hele tiden nye måder at gøre tingene på og vi finder vej til København selvom Storebæltsbroen er lukket og bilen er brændt sammen. De bedste samtaler med andre mennesker er hovedsagelig improviseret. Begge parter lytter til hinanden og bygger videre på det den anden siger. Vi har alle prøvet hvor ulideligt det er at tale med et andet menneske, der har en plan for hvordan samtalen skal forløbe, som det ofte sker når vi taler med en sælger eller i en upersonlig servicesamtale.

Plan og improvisation lever fint side om side. Som oftest vil de vikle sig ud og ind mellem hinanden, som en biltur i myldretiden, hvor man ved hvor man skal hen, men hele tiden skifter bane for at finde den hurtigst mulige vej.

Desværre er der kæmpe forskel på hvilken anseelse de to har. Planen er populær og har enorm status. Den almindelige opfattelse er, at hvis du har lavet grundig planlægning, så er du seriøs, dygtig og ansvarlig. Improvisationen derimod betragtes som oftest med en hvis nedladenhed. Hvis du satser på improvisationen, bliver du som oftest betragtet som useriøs, sjusket og uansvarlig.

Måske af samme grund lærer vi alle gennem hele vores uddannelse tonsvis af metoder, der skal gøre os bedre til at planlægge – analyser, skoleskemaer, dispositioner, kalendere, dagsordener, opskrifter, rutebeskrivelser etc. Til gengæld lærer vi stort set intet om, hvordan man bliver bedre til at improvisere. Den almindelige opfattelse er, at den eneste måde vi kan blive bedre til at improvisere på er ved bare at blive kastet ud i det.

Og her er så to nyheder. Den første er, at improvisation er en kompetence, vi alle skal mestre i ekstrem grad, hvis vi skal kunne håndtere det moderne liv. Det eneste du efterhånden kan være sikker på er, at der altid sker noget uforudsigeligt. Den anden er, at der faktisk findes metoder, der kan gøre dig bedre til at improvisere. I kunstens verden, særligt teaterets, har man i århundreder haft metoder og træningsformer, der kan gøre dig bedre til at improvisere. I DR2s show Hotel Zimmerfrei og TV2 programmet  Rundt på gulvet, kan du se hvordan improvisation bliver brugt som en bevidst metode til at skabe situationer, der er nærværende, overraskende og nyskabende.

Improvisation er blevet et grundvilkår. Vores verden udvikler sig ekspotentielt. Hastigheden og kompleksiteten accelererer. Bare tænk på hvad der er sket det sidste år: hundredevis af nye love, en ministerrokade, en ny Iphone, nye økonomiske vinde, en ny kæreste, et nyt job osv.  Det  bliver sværere og sværere at lave meningsfyldt planlægning. Tænk på de stakkels politikere, der hele tiden bliver afkrævet planer, der kan bringe os sikkert gennem den økonomiske krise. Men hvordan skal de dog kunne gøre det i en verden, hvor Euroen kan bryde sammen i næste uge og arbejdsløsheden hopper op og ned, som en tur i det gyldne tårn. Og tænk på stakkels alle os andre, der dårligt ved, hvad morgendagen vil bringe. Alt tyder på, at vi skal til at vænne os til at leve i en verden af permanent forandring. Det er nådesløst, men sandt. Det har omfattende konsekvenser for vores arbejdsliv, familieliv, politik, virksomheder og uddannelsessystem.     

  • Vi skal alle vænne os til at planlægge lidt mindre og i stedet bruge energien på at være til stede i nuet og få det bedste ud af alle de tilfældigheder og muligheder, der opstår hver eneste dag. Du har sikkert ligesom mig prøvet at sidde til et møde og lægge planer, for at opdage at planerne allerede var forældede, når du trådte ud af mødelokalet, fordi verden i mellemtiden havde flyttet sig.
  • Vi skal vænne os til, at vores ledere (politikere, erhvervsledere, lærere m.m.) ikke kan give os tryghedsskabende planer, på samme måde som tidligere. For med ledelsesprofessoren Ralph Stacey’s ord er strategisk planlægning store fantasier, hvis hovedfunktion er at skabe socialt forsvar imod angst. De er spild af tid, og de står i vejen for mere (hensigtsmæssig) improviseret og spontan adfærd.
  • Vi skal ændre pædagogikken i vores uddannelser. Røv til sæde envejskommunikation, som vi ser det overalt på de videregående uddannelser og når virksomhedsledere kommunikerer med deres medarbejdere, producerer passive mæhlam, som sidder og venter på at få at vide, hvad planerne er. Vi skal i stedet have en aktiv involverende pædagogik, som træner os i at være på tæerne og hele tiden kunne improvisere os til mening, retning og resultater, selvom verden vi lever i konstant transformerer sig.

Inspirationen til at kunne rumme den ny verdens uendelige uforudsigelighed og til at skabe uddannelser, der kan udvikle vores evne til at improvisere, kan passende komme fra improviseret teater og den seneste psykologiske forskning.

I improviseret teater arbejder vi med en aktiv involverende pædagogik. Filosofien er, at vi bedst lærer at improvisere ude på gulvet og ikke siddende tapet til en stol, langt inde i vores komfortzone. Vi ved, at vi improviserer bedst sammen med andre og ikke alene. Vi ved også, at vi kommer længst i et positivt anerkendende klima. Alle der har spillet improviseret teater, ved at det virker. Men nu kan den seneste psykologiske forskning også bekræfte, at der er noget om snakken. F.eks. har verdens førende forsker i positivitet, Psykologiprofessor Barbara L. Fredriksson, bekræftet, at der er klar en sammenhæng mellem positive følelser og evnen til at improvisere.

Vi er efterhånden mange der med succes har transporteret denne pædagogiske tænkning ud i virksomheder og organisationer og ud på skoler, gymnasier, universiteter. Så kære ministre, virksomhedsledere og professorer kom op af strategilokalets tunge læderstole og ud på gulvet og mød verden som den er, og ikke som du godt kunne tænke dig, den så ud.

Hvis du for resten skulle få lyst til at se improviseret teater, så optræder jeg med min gruppe Face the Monster på Kulturstationen Vanløse den 15. januar kl. 20.00.

http://kulturogfritid.kk.dk/kulturstationen-vanl%C3%B8se/aktiviteter/improteater-face-monster

https://www.facebook.com/FaceTheMonster

 

Kilder:

  • Krüger, Bo; ”Kontorets Indiana Jones – Lær at improviser på arbejdet. Effektivitet, kreativitet og store oplevelse”. Gyldendal  Business 2011,
  • http://www.kontoretsindianajones.dk