Er du en lille fisk i en stor dam?

BigFishSmallPond

Er det ikke altid bedst for ens karriere og udvikling at gå på de bedste skoler, arbejde i de mest prestigefyldte virksomheder og spille på fodboldklubbens førstehold? Sandsynligvis ikke.

Jeg er ved at læse videnskabsjournalisten Malcolm Gladwells nye bog David and Goliath. Inspirerende og tankevækkende læsning. Det var bl.a. på grund af hans forrige bog the Outliers, at vi med stor succes lod vores datter gå en klasse om, så man kan rolig sige hans fremragende bøger giver mig stof til eftertanke.

I David and Goliath beretter han blandt andet om statistikker fra Harvard og en lang række amerikanske universiteter, der viser, at det der med størst sandsynlighed kan forudsige, om du får en naturvidenskabelig kandidatgrad ikke er, hvor klog du er, men hvor klog du føler dig i forhold til dine medstuderende. Statistikkerne viser,  at uanset hvilket universitet du går på, så er der lidt over 50% chance for at gennemføre, hvis du er i den bedste tredjedel i din klasse, i den midterste tredjedel ligger din chance på omkring 30% og er du i den nederste tredjedel er der kun 11-21% chance for at gennemføre.

 

Chance for at gennemføre (afrundet tal)

Bedste tredjedel

46 – 62 %

Midterste tredjedel

23 – 35 %

Nederste tredjedel

11- 21%

 

Undersøgelsen dækker 11 universiteter, blandt andet prestige universiteter som Harvard og Dartmouth og middelmådige universiteter som Ohio Wesleyan og Hartwick College (tallene i skemaet, viser den højeste og laveste gennemførelsesprocent i hver tredjedel). Kikker man kun på hvor kvikke eleverne er, burde tallene se helt anderledes ud. Harvard er måske verdens mest prestigefyldte universitet at komme ind på, så man skal score ekstremt højt på de såkaldte SAT tests, som mange amerikanske universiteter bruger til at måle elevernes færdigheder, før de optager dem. For at tilhøre den nederste tredjedel i en science klasse på Harvard skal du have scoret omkring 581 på en SAT test. Hvis den samme elev, lad os kalde hende Sara, havde søgt ind på det middelmådige universitet Hartwick College, havde hun være i den bedste tredjedel. Den bedste tredjedel af eleverne på Hartwick scorer nemlig kun 569 på en SAT test i gennemsnit. Det rystende er, at hvis Sara havde søgt ind på Hartwick i stedet for på Harvard, ville der være 55% chance for, at hun  gennemførte i stedet for kun 15,4 %, som er gennemsnittet af elever der gennemfører i den nederste tredjedel på Harvard.

Hvorfor vil Sara have meget sværere ved at bestå på Harvard? Sara har sikkert, ligesom de andre på verdens fineste universitet, været vant til at være den bedste elev i sin klasse og sandsynligvis også på sin skole. På Harvard er hun pludselig blandt de dårligste, og det virker i længden demoraliserende og får mange til at give op. På Harvard er man udmærket klar over dette problem og forsøger at kompensere ved at optage elever, som ikke er så fagligt dygtige, men til gengæld superstærke idrætsfolk. Filosofien er, at den selvtillid atleterne ikke kan hente i klasselokalet, kan de hente på idrætsbanen og samtidig gør det, at de kloge elever i den nederste tredjedel ikke føler sig så dumme.

Dette kaldes “Big Fish little Pond” effekten. Det er mere motiverende og skaber i sidste ende bedre resultater at være en stor fisk i en lille dam (en dygtig elev på Hartwick) end en lille fisk i en meget stor dam (dårlig elev på Harvard).

Hvad kan vi lære af denne lille historie?

For det første kan vi lære, at det bedste ikke altid er det bedste for os selv og vores børn. De fleste af os blomstrer, hvis vi  er i omgivelser, hvor vi ikke hele tiden føler os som det tynde øl. Det handler ikke om vælge det bedste og mest prestigefyldte, men det der passer til dine talenter. Malcolm Gladwell skriver, at det ofte er forældrenes ambitioner, der driver børnene ind på de bedste skoler, selvom de måske ofte havde været bedre tjent med det næstbedste eller tredjebedste.

For det andet kan vi lære, at for meget konkurrence er en dårlig idé. USA er et ekstremt konkurrencepræget land, og dette skærpes yderligere på prestigeskoler som Harvard. Konkurrence er godt for de få vindere, men demotiverende og til tider katastrofalt for taberne, som måske helt mister lyst til at uddanne sig. Som jeg har skrevet i et tidligere blogindlæg kan belønninger (som karakterer) og konkurrencer ødelægge den indre motivation, hvilket åbenbart sker for omkring 85% af eleverne på Harvards nederste tredjedel. Jeg tror, at den bedste måde at få en højere gennemførelsesprocent på en uddannelse ikke ligger i at hente “dumme” atleter ind, som kan fungere som kanonføde for de andre, men I at nedtone konkurrence og karakterelementet og opprioriteter fokus på samarbejde og den enkelte elevs egen læring og mestring. 

For det tredje kan vi lære, at eliteskoler er en dårlig idé, fordi det får dygtige elever til at føle sig dårlige. Jeg syntes vi skal være glade for den danske uddannelsesmodel, hvor vi ikke dyrker eliteskoler og har overdreven meget fokus på karakterer og konkurrence. Nogle politikere vil gerne indføre karakterer i de små klasser. Jeg tror ikke det er nogle god idé, da det lynhurtigt får inddelt en klasse i den øverste, midterste og nederste tredjedel.

Moralen må være at vi ikke skal lade os forblænde af det prestigefyldte, men altid vælge en dam i den rette størrelse.

 Kilde: Gladwell, Malcolm; David and Goliath. Little Brown 2013