Kan man være verdens dygtigste og verdens lykkeligste på samme tid?

Så er balladen her. Stakkels 9.z fik bøllebank af en arbejdsom kinesisk 9. klasse i matematik og læsning i TV programmet 9.z mod Kina. Jeg så afsnittet, hvor de fik tæv i kreativitet og samarbejde. Som de fleste andre ville jeg havde forventet, at 9.z ville være kineserne overlegne i kreativitet (dansk antiautoritær fritænkning contra kinesisk autoritær ensretning), men nej. Jeg er rystet. Jeg er udmærket klar over, at man ikke kan være kreativ og innovativ uden viden. Som udgangspunkt, jo mere viden jo bedre, og på det punkt har de kinesiske elever en kæmpe fordel med deres terperier og overlegne paratviden. Men viden gør det ikke alene, du skal også have evnen til at bruge din viden på nye måder i nye sammenhænge, før der kan komme innovation og kreativitet ud af det, og der havde jeg forventet, at de danske elever ville være klart de stærkeste.

Er det ikke utroligt, hvad TV kan gøre? Programmet 9.z mod Kina kommer sandsynligvis til at få afgørende indflydelse på debatten omkring den kommende skolereform (og skoledebatten langt ud i fremtiden). Uden tvivl en god og sund debat, der kan bruges til at gøre det danske uddannelsessystem bedre, hvis vi tænker os om og ikke bliver grebet af panik.

For det første skal programmets resultater tages med sund kritisk skepsis. To 9. klasser er ikke et ordentligt statistisk grundlag, selvom det sikkert giver en god retningspil. Vi kan ikke uden videre anse programmet for en nøjagtig udmåling af styrkeforholdet mellem den kinesiske og den danske skole. For det andet har forskning tidligere vist, at det er meget vanskeligt at måle kreativ performance ud fra laboratorie eksperimenter alene. At være kreativ og innovativ i virkeligheden er langt vanskeligere end i et opstillet forsøg, som i TV programmet, hvor eleverne skulle lave så mange forskellige tegninger som muligt i et begrænset tidsrum. En dansk arbejdsplads med ytringsfrihed og kort magtdistance, hvor en medarbejder kan få direkte adgang til at tale med chefen og forvente han lytter, kan godt vise sig at have en stor positiv effekt på innovationen, sammenlignet med en mere autoritær kinesisk arbejdskultur.

I min optik er det allerstørste spørgsmål programmet rejser noget helt andet. Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre både at være verdens lykkeligste land og verdens dygtigste land? Utallige målinger har vist, at danskerne er blandt de lykkeligste i verden og ofte det mest lykkelige folkefærd overhovedet. (se f.eks. world Happiness Report 2012: http://issuu.com/earthinstitute/docs/world-happiness-report?mode=window&backgroundColor=%23222222&embedId=4098028/2014244 )

Sidste sommer deltog jeg på the 4th European Conference on Positive Psychology i Moskva. På konferencen blev fremlagt de nyeste forskningsresultater indenfor positiv psykologi, som er studiet i optimal menneskelig trivsel og præstation. Jeg overhørte blandt andet et oplæg med Gaël Brulé, som sammen med den professor og leder af World Database of Happiness Ruut Veenhoven, har lavet studier, der blandt anden skal finde ud af, hvorfor danskerne og de skandinaviske lande er så lykkelige. Deres hovedkonklusion er, at det hele starter i folkeskolen. Det danske skolesystem er nemlig det næstmest demokratiske i verden kun overgået af Schweitz (som også er et af verdens lykkeligste lande). Brulé og Veenhoven studier viser, at der er en klar sammenhæng mellem hvor demokratisk skolesystemet er og lykkeniveauet i det pågældende land. Et demokratisk skolesystem er et, hvor der er meget gruppe- og projektarbejde, og hvor læreren har meget dialog med eleverne i undervisningen. Denne form for undervisning øger lykkefølelsen, fordi det giver en følelse af frihed, autonomi og kontrol over eget liv.

Kina indgår desværre ikke i studiet, men beslægtede skolesystemer som det i Korea, Japan og Hong Kong er med, og de er alle kendetegnet ved det, de kalder vertikal undervisning, dvs. undervisning, som primært er baseret på envejskommunikation fra læreren – en helt anden uddannelsestradition end den danske. Ingen af disse lande er blandt de lykkeligste i verden, men ligger langt nede af listen.

Forskningen tyder altså på, at hvis vi begynder at kopiere det kinesiske (asiatiske) uddannelsessystems tradition for envejskommunikation, vil vi blive mindre lykkelige. Det er i hvert fald ikke det, jeg ønsker. Jeg synes, det er fantastisk, at vi bor i verdens lykkeligste land, og jeg synes det vil være en katastrofe, hvis vi sætter det over styr på grund af et TV program.

Men spørgsmålet er, om det er den vertikale lærestyrede undervisning, som gør kineserne så dygtige eller det er noget helt andet. Måske skyldes deres succes at:

  1. De går meget mere i skole. Vi ved, at jo mere vi øver os indenfor et fag, jo dygtigere bliver vi. Hvis en dansk elev øvede sig mere på matematik hver dag, ville hun også blive meget bedre.
  2. Klasseledelsen (Class Room Management) fungerer. I den kinesiske skole er der ro og orden. Den skrappe disciplin betyder, at undervisningen og læringen er i fokus.  I Danmark er der kæmpe problemer med klasseledelse, alt for mange elever forstyrrer, kommer for sent, har glemt deres ting og ikke lavet lektier. Jeg er ikke fortaler for spanskrør, skideballer og svedere, men regnestykket er meget enkelt, der kan ikke foregå fokuseret læring i klassen, hvis ikke eleverne er ankommet, har deres ting med og kan høre, hvad læreren siger.
  3. Kinesiske elever er mere vedholdende. Forskning har vist, at kinesiske elever har større selvdisciplin og er mere vedholdene, hvilket f.eks. forklarer, at mange asiatere klare sig bedre end amerikanerne, når de flytter til USA og er en del af et helt andet undervisningssystem. F.eks. viser et studie at stillet overfor et svært matematikstykke giver en amerikansk førsteklasses elev op efter 9.47 minutter og en japansk elev først efter 13.93 minutter, altså næsten 40% forskel. Hvis dette mønster gør sig gældende hver eneste dag i alle timer, betyder det, at hvis en kinesisk elev deltager i en dansk undervisningstime, vil hun stadig lære mere end den danske elev (jeg antager at den danske elevs adfærd er tættere på den amerikanske elevs end den kinesiske). Malcolm Gladwell skriver om forskellen på kornmark og rismark kultur. I rismark-kulturer har man en tradition for at arbejde hårdere end i kornmark- kulturer, hvilket også afspejler sig i skolen.
  4. Forældresamarbejdet er helt anderledes. I Kina findes de såkaldte Tigermødre, som stiller helt anderledes krav end danske forældre til, at deres børn er disciplinerede og laver lektier. I Danmark har vi en udpræget anarkistisk laissez-faire kultur, hvor børnenes egne ønsker ofte tæller mere end forældrenes og skolens krav, hvilket bygger på en misforstået tro på, at børnene ved, hvad der godt for dem selv. Resultatet er ofte, at børnene bliver så vant til, at egne behov kommer først, at de har svært ved at indgå i respektfuldt samarbejde med andre og lave de nødvendige kompromisser og tilpasninger for, at samarbejdet skal virke. Det var det, vi så i 9.z mod Kina, hvor de danske elever havde svært ved at samarbejde, fordi de stædigt holdt fast i deres egne idéer, i stedet for at bygge ovenpå hinandens. Jeg har ladet mig fortælle, at danskerne er det mest anarkistiske folkeslag i verden, jeg ved ikke om det er sandt, men i Danmark er der ofte mere prestige i at være antiautoritær end i at gøre, som vi bliver bedt om (særligt blandt os i den såkaldte kreative klasse). På min børns tidligere skole kom dette til udtryk i en kedelig variant, da det trods utallige opfordringer fra skolen var nærmest umuligt at starte første time til tiden, fordi der altid var børn som blev afleveret for sent af deres forældre. 

Der er ingen tvivl om, at den danske skole skal udvikles, eleverne skal lære mere, men lad os gøre det på danske måde. Lad os ikke kopiere det kinesiske skolesystem, som på mange måder er et mareridt, også for eleverne. F.eks. er der langt flere selvmord blandt kinesiske unge end blandt danske. Og i den kinesiske befolkning som helhed er der mere end 3 gange så mange selvmord som i Danmark. Lad os holde fast i den demokratiske undervisningsform, men vi skal stramme op i forhold til Class Room Management og forældresamarbejdet. Det er ikke modsætninger, der skal ro, fokus og struktur til for at eleverne kan udfolde deres kreativitet og samarbejdsfærdigheder. Og ja, lad os endelig forlænge skoledagen med både flere faglige timer og aktivitetstimer. Hvis vi bygger videre på de gode danske pædagogiske traditioner kan det giv en langt mere spændende og udviklende dag for eleverne, hvor alternativet for mange (også mine børn) alligevel er timers forbrug af TV og computerspil, hvilket er hverken særlig spændende, udviklende eller lykkeligt for den sags skyld.

 

Comments

  1. Silla petersen says:

    Jeg er sådan set enig med dig, men vi kan jo ikke vide med sikkerhed om set er undervisningsformen eller de lange dage der gør kineserne så ulykkelige ? Så at forlænge skoledagene er jo på en måde også at satse!
    Ikke at det ikke er nødvendigt, men det skal man bare være klar over!
    Resten ligger som du siger hos forældre, vi skal være bedre til at give vores børn disciplin og respekten for skolen og lærerne tilbage!

  2. Christina Rose says:

    Tak for dit helt igennem fantastiske bidrag til skoledebatten, som jeg er rørende enig i. Vi kan blive de lykkeligste OG dygtigste, uden at kopiere den til tider rigide kinesiske model. Dog er der elementer fra Kina som du også fremhæver, som vi bør udvikle os på. Synet på læring skal have en ” opstrammer”…..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: