Kloge Åge eller Facesmasher?

Mere af det her eller hvad?

Mere af det her eller hvad?

Jeg står i et kæmpe dilemma, som kan have afgørende betydning for denne blogs fremtid. Bloggen er ny for mig og for jer læsere, så jeg er stadig søgende efter en identitet og en skrivestil. Ligesom mange andre er jeg optaget af de sociale medier, jeg kikker på Facebook og Linkedin dagligt og prøver at forstå hvad adfærdsreglerne er herude. Jeg vil gerne dele, men helst på en cool måde. Jeg gider ikke udstille mig selv som alt for selvglad, privat, pessimistisk eller fjoget. Det er ligesom at starte på et nyt job eller flytte til et nyt land, hvor man prøver at finde sin plads og afkode the dos and don’ts. Jeg bliver hele tiden klogere, men føler stadig mit Facebook og Bloglish er gebrokkent. Men som med så meget andet her i livet bliver man først rigtig klog, når man tester sine teser og teorier af ude i virkeligheden, derude hvor man er ligeglad med kildeangivelser og abstrakte modeller. I løbet af de seneste to uger lavede jeg to eksperimenter, som havde to vidt forskellige udfald.

Eksperiment no.1: For 14 dage siden tog jeg på en forældrearrangeret hyttetur med Maltes nye klasse. Vi tilbragte en herlig weekend ved Fårevejle, hvor vi skulle lære alle de andre forældre at kende. Der blev blandt andet arrangeret et løb rundt på den store naturgrund med forskellige opgaver der skulle løses. Yes! tænkte jeg, nu kan jeg vise mig fra min bedste side og udfolde både kreativitet, paratviden og fysisk formåen. Da vi kom til posten, hvor vi skulle kaste en gummistøvle mellem benene og over ryggen, gav jeg den max gas for at imponere de andre forældre. Efter et sving der ville havde givet Joakim B. Olsen tennisarm fik jeg sendt støvlen af sted i en fantastisk bue over min ryg. Hvad jeg ikke havde overvejet var, at der efter et sving af den kaliber ville være en god chance for at jeg ville vælte forover, og med armene mellem benede og hænderne placeret i nærheden af verdens ende, havde jeg ikke en chance for at tage fra, da mit ansigt smadrede ned i jorden. I det min næse, som en teltpløk, borer sig ned i græsset, og mine fødder letter fra jorden, fornemmer jeg i øjenkrogen at Signe Brix’s far, Jens, fanger momentet med sit spejlrefleks. Det blev til et fantastisk billede, som alle forældre skulle se mange gange, da dagens gerninger blev fejret i rødvin samme aften. Nogle dage senere delte jeg billedet på Facebook. 53 likes og 26 kommentarer. Jeg har aldrig haft et opslag på facebook, som har givet så meget umiddelbar reaktion. Billedet blev oveni købet diskuteret i USA, hvor der blev spurgt ”Who is that Facesmasher?” og delt af rockbandet Broadway Killers, som skrev ”This guy just listened to the new mix of our forth coming album”.

Eksperiment no.2: Nogle få dage efter eksperiment no. 1, startede jeg denne blog og skrev det seneste blogindlæg, som er både langt, analyserende og har referencer til den nyeste forskning. Resultatet var 3 likes og 0 kommentarer. Jeg var skuffet, da jeg selv syntes det var et godt og vigtigt indlæg i den aktuelle skoledebat. Nogle dage senere tog jeg blogindlægget og forkortede det og sendte det til Politiken, Børsen og Berlingske. En halv time senere kom der en mail fra Jesper Beinov, debatredaktøren på Berlingske, der skrev at de gerne ville bringe den som en kommentar. Næste dag kunne jeg læse mit blogindlæg, som et helsides opslag i Berlingske. Udover et læserbrev et par dage senere, fra en læser der syntes jeg ikke havde forstået noget som helst, har jeg ingen kommentarer modtaget på de sociale medier eller i den virkelige verden.

Dilemmaet: Det store spørgsmål der nu rejser sig er; skal denne blog være en Facesmasher blog, hvor jeg lægger billeder ud når jeg spilder jordbærtærte på den hvide skjorte og skriver om små skæve hændelser i hverdagen? Eller skal det være en Kloge Åge blog, hvor jeg skriver om den nyeste forskning og efter bedste evner kommenterer og analysere på de store ting i livet og verdenen? Hvad siger du?

Eller mere af det her?

Eller mere af det her?

Kan man være verdens dygtigste og verdens lykkeligste på samme tid?

Så er balladen her. Stakkels 9.z fik bøllebank af en arbejdsom kinesisk 9. klasse i matematik og læsning i TV programmet 9.z mod Kina. Jeg så afsnittet, hvor de fik tæv i kreativitet og samarbejde. Som de fleste andre ville jeg havde forventet, at 9.z ville være kineserne overlegne i kreativitet (dansk antiautoritær fritænkning contra kinesisk autoritær ensretning), men nej. Jeg er rystet. Jeg er udmærket klar over, at man ikke kan være kreativ og innovativ uden viden. Som udgangspunkt, jo mere viden jo bedre, og på det punkt har de kinesiske elever en kæmpe fordel med deres terperier og overlegne paratviden. Men viden gør det ikke alene, du skal også have evnen til at bruge din viden på nye måder i nye sammenhænge, før der kan komme innovation og kreativitet ud af det, og der havde jeg forventet, at de danske elever ville være klart de stærkeste.

Er det ikke utroligt, hvad TV kan gøre? Programmet 9.z mod Kina kommer sandsynligvis til at få afgørende indflydelse på debatten omkring den kommende skolereform (og skoledebatten langt ud i fremtiden). Uden tvivl en god og sund debat, der kan bruges til at gøre det danske uddannelsessystem bedre, hvis vi tænker os om og ikke bliver grebet af panik.

For det første skal programmets resultater tages med sund kritisk skepsis. To 9. klasser er ikke et ordentligt statistisk grundlag, selvom det sikkert giver en god retningspil. Vi kan ikke uden videre anse programmet for en nøjagtig udmåling af styrkeforholdet mellem den kinesiske og den danske skole. For det andet har forskning tidligere vist, at det er meget vanskeligt at måle kreativ performance ud fra laboratorie eksperimenter alene. At være kreativ og innovativ i virkeligheden er langt vanskeligere end i et opstillet forsøg, som i TV programmet, hvor eleverne skulle lave så mange forskellige tegninger som muligt i et begrænset tidsrum. En dansk arbejdsplads med ytringsfrihed og kort magtdistance, hvor en medarbejder kan få direkte adgang til at tale med chefen og forvente han lytter, kan godt vise sig at have en stor positiv effekt på innovationen, sammenlignet med en mere autoritær kinesisk arbejdskultur.

I min optik er det allerstørste spørgsmål programmet rejser noget helt andet. Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre både at være verdens lykkeligste land og verdens dygtigste land? Utallige målinger har vist, at danskerne er blandt de lykkeligste i verden og ofte det mest lykkelige folkefærd overhovedet. (se f.eks. world Happiness Report 2012: http://issuu.com/earthinstitute/docs/world-happiness-report?mode=window&backgroundColor=%23222222&embedId=4098028/2014244 )

Sidste sommer deltog jeg på the 4th European Conference on Positive Psychology i Moskva. På konferencen blev fremlagt de nyeste forskningsresultater indenfor positiv psykologi, som er studiet i optimal menneskelig trivsel og præstation. Jeg overhørte blandt andet et oplæg med Gaël Brulé, som sammen med den professor og leder af World Database of Happiness Ruut Veenhoven, har lavet studier, der blandt anden skal finde ud af, hvorfor danskerne og de skandinaviske lande er så lykkelige. Deres hovedkonklusion er, at det hele starter i folkeskolen. Det danske skolesystem er nemlig det næstmest demokratiske i verden kun overgået af Schweitz (som også er et af verdens lykkeligste lande). Brulé og Veenhoven studier viser, at der er en klar sammenhæng mellem hvor demokratisk skolesystemet er og lykkeniveauet i det pågældende land. Et demokratisk skolesystem er et, hvor der er meget gruppe- og projektarbejde, og hvor læreren har meget dialog med eleverne i undervisningen. Denne form for undervisning øger lykkefølelsen, fordi det giver en følelse af frihed, autonomi og kontrol over eget liv.

Kina indgår desværre ikke i studiet, men beslægtede skolesystemer som det i Korea, Japan og Hong Kong er med, og de er alle kendetegnet ved det, de kalder vertikal undervisning, dvs. undervisning, som primært er baseret på envejskommunikation fra læreren – en helt anden uddannelsestradition end den danske. Ingen af disse lande er blandt de lykkeligste i verden, men ligger langt nede af listen.

Forskningen tyder altså på, at hvis vi begynder at kopiere det kinesiske (asiatiske) uddannelsessystems tradition for envejskommunikation, vil vi blive mindre lykkelige. Det er i hvert fald ikke det, jeg ønsker. Jeg synes, det er fantastisk, at vi bor i verdens lykkeligste land, og jeg synes det vil være en katastrofe, hvis vi sætter det over styr på grund af et TV program.

Men spørgsmålet er, om det er den vertikale lærestyrede undervisning, som gør kineserne så dygtige eller det er noget helt andet. Måske skyldes deres succes at:

  1. De går meget mere i skole. Vi ved, at jo mere vi øver os indenfor et fag, jo dygtigere bliver vi. Hvis en dansk elev øvede sig mere på matematik hver dag, ville hun også blive meget bedre.
  2. Klasseledelsen (Class Room Management) fungerer. I den kinesiske skole er der ro og orden. Den skrappe disciplin betyder, at undervisningen og læringen er i fokus.  I Danmark er der kæmpe problemer med klasseledelse, alt for mange elever forstyrrer, kommer for sent, har glemt deres ting og ikke lavet lektier. Jeg er ikke fortaler for spanskrør, skideballer og svedere, men regnestykket er meget enkelt, der kan ikke foregå fokuseret læring i klassen, hvis ikke eleverne er ankommet, har deres ting med og kan høre, hvad læreren siger.
  3. Kinesiske elever er mere vedholdende. Forskning har vist, at kinesiske elever har større selvdisciplin og er mere vedholdene, hvilket f.eks. forklarer, at mange asiatere klare sig bedre end amerikanerne, når de flytter til USA og er en del af et helt andet undervisningssystem. F.eks. viser et studie at stillet overfor et svært matematikstykke giver en amerikansk førsteklasses elev op efter 9.47 minutter og en japansk elev først efter 13.93 minutter, altså næsten 40% forskel. Hvis dette mønster gør sig gældende hver eneste dag i alle timer, betyder det, at hvis en kinesisk elev deltager i en dansk undervisningstime, vil hun stadig lære mere end den danske elev (jeg antager at den danske elevs adfærd er tættere på den amerikanske elevs end den kinesiske). Malcolm Gladwell skriver om forskellen på kornmark og rismark kultur. I rismark-kulturer har man en tradition for at arbejde hårdere end i kornmark- kulturer, hvilket også afspejler sig i skolen.
  4. Forældresamarbejdet er helt anderledes. I Kina findes de såkaldte Tigermødre, som stiller helt anderledes krav end danske forældre til, at deres børn er disciplinerede og laver lektier. I Danmark har vi en udpræget anarkistisk laissez-faire kultur, hvor børnenes egne ønsker ofte tæller mere end forældrenes og skolens krav, hvilket bygger på en misforstået tro på, at børnene ved, hvad der godt for dem selv. Resultatet er ofte, at børnene bliver så vant til, at egne behov kommer først, at de har svært ved at indgå i respektfuldt samarbejde med andre og lave de nødvendige kompromisser og tilpasninger for, at samarbejdet skal virke. Det var det, vi så i 9.z mod Kina, hvor de danske elever havde svært ved at samarbejde, fordi de stædigt holdt fast i deres egne idéer, i stedet for at bygge ovenpå hinandens. Jeg har ladet mig fortælle, at danskerne er det mest anarkistiske folkeslag i verden, jeg ved ikke om det er sandt, men i Danmark er der ofte mere prestige i at være antiautoritær end i at gøre, som vi bliver bedt om (særligt blandt os i den såkaldte kreative klasse). På min børns tidligere skole kom dette til udtryk i en kedelig variant, da det trods utallige opfordringer fra skolen var nærmest umuligt at starte første time til tiden, fordi der altid var børn som blev afleveret for sent af deres forældre. 

Der er ingen tvivl om, at den danske skole skal udvikles, eleverne skal lære mere, men lad os gøre det på danske måde. Lad os ikke kopiere det kinesiske skolesystem, som på mange måder er et mareridt, også for eleverne. F.eks. er der langt flere selvmord blandt kinesiske unge end blandt danske. Og i den kinesiske befolkning som helhed er der mere end 3 gange så mange selvmord som i Danmark. Lad os holde fast i den demokratiske undervisningsform, men vi skal stramme op i forhold til Class Room Management og forældresamarbejdet. Det er ikke modsætninger, der skal ro, fokus og struktur til for at eleverne kan udfolde deres kreativitet og samarbejdsfærdigheder. Og ja, lad os endelig forlænge skoledagen med både flere faglige timer og aktivitetstimer. Hvis vi bygger videre på de gode danske pædagogiske traditioner kan det giv en langt mere spændende og udviklende dag for eleverne, hvor alternativet for mange (også mine børn) alligevel er timers forbrug af TV og computerspil, hvilket er hverken særlig spændende, udviklende eller lykkeligt for den sags skyld.

 

Hvem er Bo Krüger?

Jeg synes godt mine forældre kunne havde været mere gavmilde da de navngav mig, helt ærligt et navn på to bogstaver, til en så interessant person. Heldigvis har mit liv altid været fyldt med kælenavne. Folk der har gået i gymnasiet med mig, kender mig stort set kun som Krüger, men ellers har jeg heddet Bobby, Bobo, Bobis, Bosso, Bob, Bosse og Kajak Leif. Det sidste var vist en drilsk kommentar til at jeg er født i 1966 i den nedlagte bygd Quatlissat på Diskoøen i Grønland. Efter sigende var jeg ude kl.00.00, så mine forældre kunne selv bestemme om min fødselsdag skulle være den 22. eller 23. september.

Jeg boede i Grønland til jeg blev 7 år, hvorefter vi flyttede tilbage til Danmark. Mine forældre elskede Grønland, men ville ikke blive boende og ende med at sende min lillesøster Iben og mig på kostskole i Danmark. Vi havnede i Ballerup, hvor jeg også gik i gymnasiet inden jeg studerede geografi på Roskilde Universitet og Pædagogik på Københavns Universitet. Efter universitet lavede jeg mange mærkelige ting, Jeg gik på teaterskole og arbejdede i på et broget udvalg af steder f.eks. Kommunernes Landsforening, Dansk Ungdom Fællesråd og Teknologisk Institut.

I april 2005 startede jeg Moving Minds, som lige siden har været hjertet i mine faglige aktiviteter, som forfatter, speaker, underviser, konsulent og facilitator. Jeg bor på Frederiksberg med min skønne kone Marianne og kloge og vilde unger Malte (9) og Liva (12). I fritiden cykler jeg og spiller improcomedy i gruppen Face the Monster.

Hvad handler denne blog om?

Det hele startede med, at jeg sad for 14 dage siden i haven i mit sommerhus på Söderåsen i Skåne og nød en kold hjemmebrygget øl med min nabo og gode ven Fridolin. Fridolin er en innovativ forsker og fysiker med et pragtfuldt rødt skæg, og vi har det med at blive opslugt af store filosofiske samtaler, mens ungerne klatrer i træer og spiller badminton. “Skriv en blog, hvor du nedfælder nogle af alle dine tanker” siger Frodolin efter jeg har beklaget mig over, at jeg mangler et nyt spændende projekt til at aflede min hjernes evige tankestrøm. “Jeg er selv gået i gang” siger han og viser mig hans blog homo ludens (det legende menneske) på sin Iphone. “Skriv uden en bestemt målgruppe, men bare hvad du har på hjertet. Du må bare ikke reklamere for dit firma, det gider folk ikke at læse” siger min kloge ven. Og han havde jo ret. Så her er den så; mine tanker om så forskellige emner som læring, lykke, kreativitet, improvisation, mod, møder og meget mere. Ingen reklamer og kommentarer som “og så laver jeg forresten et kursus i netop dette emne”, bare rå tanker direkte fra kilden.

Læs med og skriv gerne konstruktive, kritiske og kreative kommentarer.