Er det på tide, at Brinkmann boblen brister?

Er Svend Brinkmans gurustatus blevet til en boble, der skygger for alle de mange dygtige mennesker, som arbejder hårdt på at bedre folks trivsel hver eneste dag?

Filosofiprofessor og leder af Center for Information og Boblestudier, Vincent F. Hendricks, beskriver hvordan økonomiske, politiske og onlinebobler kan føre til, at vores blik bliver sløret, og vi træffer de forkerte beslutninger. I økonomien beskrives en boble, som en situation, hvor aktiver handles til priser, der langt overstiger den fundamentale værdi af aktiverne. Sagt på normalt dansk betyder det f.eks., at et hus kan sælges til en pris, der langt overstiger dets reelle værdi. Vi så det i forbindelse med IT-boblen i 1999, hvor tech firmaer blev handlet til priser der intet havde med deres reelle værdi at gøre, hvilket førte til en økonomisk krise, da boblen bristede. Det samme kan ske i politik, på internettet og i videnskab, hvor holdninger og udsagn pludselig kan få en udbredelse og popularitet, der intet har med deres reelle forklaringskraft at gøre.

Et eksempel er fænomenet Svend Brinkmann, som har opnået en status og placering i den offentlige debat, som er helt ude af proportioner i forhold til, hvad han rent faktisk bidrager med. Brinkmann boblen er efterhånden blevet så voluminøs, at alt hvad han siger, i brede kredse, tages for gode varer, og at han har uforholdsmæssig meget indflydelse på den offentlige debat.

Jovist, Brinkmann har mange gode pointer, som f.eks. at vi ikke altid skal have Ja-hatten på, at vi har pligt til at gøre noget for andre mennesker, også selvom vi ikke selv får noget ud af det, og at vi ikke skal individualisere alle vores problemer. Brinkmann er ikke den første, der fremkommer med disse argumenter, men hans timing og måde at gøre det på (satirisk og let forståeligt) har åbenbart ramt noget, som mange andre hædersmænd og kvinder ikke har formået. Og så hører det nok også med til historien, at Brinkmanns likeability er tårnhøj, hvilket enhver professionel foredragsholder ved er afgørende for, om folk vil lytte til deres budskaber.

Ifølge Jonah Berger, professor i marketing ved The Wharton School bliver historier populære på nettet når de f.eks.:

  • vækker følelser,
  • har almen interesse,
  • praktisk værdi
  • og rummer en god fortælling.

Brinkmann har med sin bestseller Stå fast ramt plet.

  • Hans budskaber vækker følelser og har almen interesse, fordi vi alle sammen kan få åndenød i en verden af permanent forandring.
  • De har praktisk værdi, fordi hans bog er bygget op omkring en række konkrete og letforståelige råd (hvilket paradoksalt nok er noget af det, han vil gøre op med).
  • Og så er han en fremragende formidler, der formår at fortælle historier, som vi alle kan genkende fra hverdagen.

Bergers forskning har også vist, at hvis en historie vækker frygt, vrede eller indignation, øger det dramatisk sandsynligheden for, at vi deler den. Igen har Brinkmann ramt den det helt rigtige sted. Han får skabt et fjendebillede af coaches, konsulenter og positiv psykologer, som ifølge ham nærmest forsøger at kontrollere vores tanker og tvinger os til at tage ”Ja-hatten” på mod vores vilje. Det er nemt at blive både vred og indigneret.

Det mest interessant ved Bergers forskning er, at den viser, at faktuel viden stort set intet betyder for, hvor populær en historie bliver på nettet. Og det er måske her, at Brinkmann viser sig at være blevet til en boble, der er blevet alt for stor i forhold til det reelle vidensgrundlag i hans udsagn. Jeg er ikke i tvivl om, at Brinkmann er en begavet mand (ellers bliver man næppe psykologiprofessor i så tidlig en alder), men han er ikke den eneste begavede person indenfor psykologien. En stor del af argumentationen i Stå fast er baseret på Brinkmanns personlige iagttagelser og holdninger og totalt uvidenskabelige filosofier, som er op til 2000 år gamle (Stoikerne).

Når Brinkmann pt. sidder på hovedparten af den psykologiske sendeflade, er det helt skævt. Mange fagfolk, som stort set ingen mikrofontid får, ved mindst ligeså meget eller mere om de emner Brinkmann udtaler sig om. En af dem er lektor Hans Henrik Knoop, der som tidligere formand European Positive Psychology Association, læner sig op af tusindvis af forskningsartikler fra positiv psykologi, som langt hen ad vejen modsiger eller modificerer Brinkmanns udsagn. Det er værd at huske på, at forskningen i positiv psykologi (forskningen i optimal menneskelig trivsel) ikke bare er et sammenrend af overgearede coaches, men blandt andet består af kapaciteter som Mihaly Csikszentmihalyi, Edward Deci, Richard Ryan, Martin Seligman og Barbara Fredrickson, hvis forskning er anerkendt i hele verden og i brede kredse også udenfor psykologien. Et andet eksempel er Raben Rosenberg, der er Professor dr. Med, psykiater og klinikchef på Psykiatrisk Center Amager, som i en kronik i Politiken den 29. september, blandt andet kritiserer Brinckmans og andres postulat om, at der nærmest deles psykiatriske diagnoser ud i flæng.

Helt personligt er jeg også ærgerlig over at Brinkmann netop har modtaget en bevilling fra den Obelske familiefond på 12,6 mio.. til at undersøge “sorgens kultur” de kommende fem år. Som han selv skriver på sin Facebook side: ”Vi skal studere alskens aspekter af sorg, lidelse og lykke – herunder medikaliseringen af sorg (når den bliver en diagnose).” Dette sker på et tidspunkt, hvor flere sociale projekter for voksne og unge med problemer (uden diagnoser), der hjælper dem nu og her, har svært ved at få fondsmidler, f.eks. det veletablerede og succesfulde ungdomsrådgivningsprojekt Headspace. Spørgsmålet er om Brinkmann havde fået disse midler, hvis hans boble ikke havde vokset sig så stor, at den skygger fra alle andre gode kræfter?

Ifølge Hendriks forsvinder den kritiske sans, når en boble er blevet tilpas stor og kan føre til gruppetænkning, hvor vi bare gør som alle de andre uden at stille de kritiske spørgsmål, vi normalt ville gøre. Dette skaber betingelser for det, der indenfor socialpsykologien kaldes pluralistisk ignorance, som er en tilstand, hvor det er legitimt, at alle forbliver uvidende, for det er alle andre jo også.

Er det der, vi er nået til med Brinkmann, at alt hvad han siger betragtes som rigtigt (fordi alle andre også synes det)? Er vi nået dertil, hvor man risikerer at blive bashet, og grillet hvis man modsiger guruen, især hvis man som mig er både coach, konsulent og anvender viden fra den positive psykologiske forskning? Måske skal vi lige pudse brillerne og minde os selv om, at Brinkmann blot er en stemme i det psykologiske landskab, på linje med mange andre fagfolk. Jeg tror, den gurustatus, han har fået, er usund og i værste fald kan stå i vejen for alle de mange dygtige mennesker, som arbejder hårdt på at bedre folks trivsel hver eneste dag. Jeg selv og mange andre oplever, hvordan det oftere og oftere bliver opfattet negativt, at sige at man beskæftiger sig med positiv psykologi. Måske er det på tide, at Brinkman boblen brister, så vi kan begynde at høre nogle af alle de andre kloge folk, som findes derude, hvoraf mange af dem har langt mere erfaring ude i ”virkeligheden” end Brinkman selv, som har tilbragt hovedparten af sit arbejdsliv bag universitets tykke mure. Verden forandrer sig hele tiden, og derfor er der brug for viden, råd og værktøjer, som er forankret i både evidens og sund praksis. Der findes mange gode alternativer til gamle filosoffer, der formede deres tanker i en verden, der er fundamentalt anderledes end den, vi andre skal leve i hver dag.

Kilder:

  • Brinkmann, Svend. Stå Fast.
  • Hendricks; Vincent F. Spræng boblen – sådan bevarer du fornuften i en ufornuftig verden. Gyldendal 2016
  • Rosenberg; Raben. Tidens diagnose er debat og forvirring. Kronik i politiken den 28. September.

 

 

Moving Minds – Bevægelse i undervisningen

Den anden dag sagde en lærer til mig; ”Det gik fint med at skabe fysisk bevægelse i starten af skoleåret, men nu er vi løbet tør for ideer, og eleverne gider ikke blive ved at lave det samme.” Kommentaren gav mig lyst til at skrive dette indlæg, da jeg har mange års erfaring med at udvikle metoder til at skabe fysisk bevægelse, der understøtter faglig læring.

Forskningen peger efterhånden ret entydigt på, at fysisk bevægelse er godt for læringen, men også at variation og passende udfordringer er vigtigt.

Der er derfor stort behov for hele tiden at skabe nye overbevisende sammenhænge mellem fysisk bevægelse og læring, et arbejde alle undervisere i princippet kan bidrage til. Som inspiration til dette arbejde har vi udarbejdet et manifest: Moving Mindsbevægelse med mening, som kan inspirere dig næste gang, du skal lave en ny bevægelsesaktivitet.

 

  1. To minutter kan gøre en stor forskel.
  2. Du behøver ikke en gymnastiksal.
  3. Varier hele tiden.
  4. Læg modellen ned på gulvet.
  5. Kroppen er et penalhus.
  6. Rør det urørlige.
  7. Høj puls – læring efter. Lav puls – læring imens.
  8. Innovation er ikke en tilskuersport
  9. Find flowzonen

#1: To minutter kan gøre en stor forskel.

Selv korte bevægelsesmoduler kan have en positiv indvirkning på koncentrationen og læringsparatheden i klassen. De fleste af os kender mest til bevægelsesaktiviteter, der tager lang tid, som f.eks. en fodboldkamp eller en løbetur. Men der er masser af muligheder for at lave noget, som er kort og effektivt. Bed f.eks. eleverne stå op og tale sammen eller lav et ultrakort brainbreak.

#2: Du behøver ikke en gymnastiksal.

Vi forestiller os ofte, at bevægelse kræver meget plads, en skolegård eller en gymnastiksal, men hvis du ser undervisningslokalets snævre plads som en kreativ udfordring i stedet for som en hindring, er det imponerende, hvad du kan lave mellem borde og stole. Se undervisningslokalet som en legeplads, hvor alt i rummet i princippet kan indgå i aktiviteten. Stole kan stås på, borde kan man kravle under, tasker kan man hoppe over, huer kan blive til bolde osv.

#3: Varier hele tiden.

Selv den sjoveste øvelse kan ret hurtig blive triviel og forvandle en motiverende aktivitet til en kedelig. Jeg elsker grillkylling, men hvis jeg skulle spise det hver dag, ville jeg blive tosset. Dette betyder, at vi skal være gode til at dele nye øvelser med hinanden, men også hele tiden udvikle nye. Du kan også variere ved at skifte tempo, gruppesammensætning, længde og sted, eller tilføje nye regler, historier, rekvisitter eller nyt fagligt indhold. Jeg har ofte kombineret to kendte øvelser efter et stykke tid, for at gøre det velkendte sjovt igen.

#4: Læg modellen ned på gulvet.

Jeg forstod først kaosteori, da en underviser bad os vise et kaotisk system ved hjælp af vore kroppe ude på gulvet. En fantastisk måde at skabe sammenhæng mellem det fag-faglige og fysisk bevægelse er ved at gøre modeller 3-dimensionelle. Forestil jer at landkortet ligger på gulvet, vis socialklasserne på en nærliggende trappe, forstil jer at de grammatiske former er et hus, I kan bevæge jer rundt i, hop et regnestykke osv.

#5: Kroppen er et penalhus.

Hvad nu hvis alle havde glemt deres penalhus, og I kun måtte bruge jeres kroppe som lineal, passer, blyant og viskelæder. Det kan være virkelig sjovt og give en hel anden slags fysisk baseret læring. Jeg har lavet mange øvelser, hvor jeg har bedt eleverne måle hinanden og rummet med kropsdele. F.eks. hvor høj er Malte målt i tommelfingre, fod eller knæ? Hvad nu hvis eleverne hver var et tal, et bogstav eller et ord. Hvad kunne I så skrive, regne, tegne og gøre?

#6: Rør det urørlige.

God formidling og undervisning er ofte kendetegnet ved, at læreren kan bevæge sig ned ad abstraktionsstigen og gøre det abstrakte så konkret som muligt. Regnestykket 32 : 2 + 6, er abstrakt og svært at få til at give mening. Men det havde været en hel anden sag, hvis stykket havde heddet, tag halvdelen af en pose Matadormix og derefter 6 flødeboller. Prøv at gøre abstrakte begreber til konkrete fysiske ting. Tænk hvis udsagnsleddet er en stol, grundleddet et bord og genstandsleddet en taske, og I skal analysere sætninger ved at rykke rundt på dem? Hvad nu hvis årsagssammenhænge er en bold, der kan kastes rundt eller en snor, der kan trækkes mellem forskellige ting? Hvad nu hvis tallene skal findes gemt i klasselokalet, før man kan lave sine matematikstykker?

#7: Høj puls – læring efter. Lav puls – læring imens.

Beslut om du vil lave fysiske aktiviteter, der skaber høj puls eller lav puls. Hvis du får elevernes puls højt op, de såkaldte high arousal aktiviteter, f.eks. gennem løb, hop, boldspil osv. kan det have en positiv virkning på indlæringen, men først efter aktiviteten. Når vi er fysisk presset, optages alle hjernens eksekutiv funktioner, og vi kan ikke tænke på andet end selve aktiviteten. Til gengæld skaber vi det, hjerneforskere kalder Learning Readiness, som betyder, at hjernen vågner og bliver parat til at modtage læring bagefter, når den er faldet til ro igen. Dette betyder også, at bevægelse sagtens kan have en positiv virkning på indlæringen uden at den fysiske aktivitet i sig selv har noget med det faglige indhold at gøre. Aktiviteter med lavere puls (low arousal) gør det muligt at tænke fagligt, mens man bevæger sig, det kan f.eks. være gåture, stående arbejde, flytte rundt på lettere ting osv. Men husk at elevernes fysiske form er meget forskellig, så det der opleves som fysisk krævende af nogen, slet ikke er det for andre.

#8: Innovation er ikke en tilskuersport

Intet nyt er blevet til uden, at nogen har taget en risiko eller lavet en fejl. Så hvis du vil blive verdensmester i at bruge fysisk aktivitet i din undervisning bliver du nødt til at være modig og bare gå i gang. Jo mere du prøver, jo bedre forståelse får du for, hvad der virker, og jo nemmere bliver det at lave successer. Husk på, at et skridt ad gangen er bedre end røven i sædet.

#9: Find flowzonen

Jeg hører ind imellem, at fysisk bevægelse kan føre til unødig uro og forstyrrelser. Min erfaring er, at dette som regel sker, hvis øvelsen ikke fungerer. En øvelse fungerer ikke, hvis den er enten for nem eller for svær. Er den for nem, fører det til kedsomhed og giver overskud til at forstyrre undervisningen. Er den for svær, skaber det usikkerhed, og eleverne stiger af og begynder at lave noget andet. Fra flowforskningen ved vi, at de bedste lege og aktiviteter er dem, der er på randen af vores formåen, hverken over eller under. Derfor er de bedste øvelser enkle at forstå, men komplekse og svære at løse. Hvis en øvelse er ved at blive for let (efter I har lavet den et par gange), så øg kompleksiteten ved f.eks. at tilføje nye regler, nye rekvisitter, flere samarbejdspartnere og sværere mål.

 

 

 

 

 

 

 

High Quality Connections – Den usynlige forbindelse mellem trivsel og bundlinje

Forskning fra Psykologi Professor Jane E. Dutton har påvist, at gode konstruktive relationer mellem medarbejderne fremmer både trivslen og opgaveløsningen.

Dutton kalder det High Quality Connections og forklarer, at de virker fordi:

  • Når vi føler os godt tilpas i vore indbyrdes relationer, kan vi fokusere på at løse opgaven. Når vi oplever det modsatte, Low Quality Connections bruger vi al for megen energi på at tolke og forstå de andre og finde ud af, hvad der er galt.
  • Gode relationer er den vigtigste kilde til trivsel og positive følelser. Vi ved fra bl.a. Barbara L. Fredricksons forskning i positive følelser, at mange positive følelser gør os mere kreative, mindre syge, mere åbne overfor andre og mere rummelige i forhold til forandringer.
  • Vi skaber en vedvarende læringskultur, så vi lærer hurtigere og bedre kan tilpasse os forandringer. Dette skyldes, at vi tør dele vores viden og vanskeligheder, hvis vi føler os trygge og har tillid til hinanden.
  • Vi hjælper hinanden mere. Folk der kan lide hinanden, hjælper hinanden, folk der ikke kan lide hinanden ender ofte med at modarbejde hinanden.

High Quality Connections opbygges bl.a. ved at fremme:

Reciprocity – som er en psykologisk term for gensidig hjælpsomhed. Gensidig hjælpsomhed handler ikke kun om at udveksle tjenester. Ægte hjælpsomhed kan sprede sig i mange retninger og flere led. Når vi hjælper en kollega, får hun lyst til at hjælpe andre, også kaldet ”Pay it forward”. Hvis det rygtes blandt kunder eller kollegaer, at du er hjælpsom, begynder folk du ikke kender at hjælpe dig, også kaldet ”Reward reputation”.

Tillid er afgørende i næsten alle typer af samarbejdsrelationer. Forestil dig et ledelsesteam uden tillid eller tillid som en vej til at opbygge nære kunderelationer. Tillid opstår f.eks. når vi viser sårbarhed overfor hinanden eller overvinder vanskelige udfordringer sammen.

Aktiv konstruktiv respons er en særlig livgivende kommunikationsform, som handler om at reagere positivt og konstruktivt, hvis en kollega fortæller om en god oplevelse. Reagere vi derimod med Aktiv Destruktiv Respons vil det være nedbrydende for relationen.

Leg og spil. Leg er et grundlæggende biologisk behov. De fleste voksne har glemt, hvordan man leger sammen. Kunsten er at finde de sjove lege, som virker for voksne. Voksne gider ikke dåseskjul men quizzer, brædtspil og komplekse sociale lege er sjove selvom du er begyndt at gå med slips og læsebriller.

 

Drop udstrækningen – effekten er minimal

Jeg har altid elsket at dyrke sport, men hadet at strække ud og har som regel sprunget over. Det har ofte givet mig dårlig samvittighed, da jeg som de fleste andre har fået tudet ørene fulde om, hvor vigtigt det er at strække ud. Men for mig har sandheden været, at jeg egentlig ikke har kunnet mærke forskel på, om jeg gjorde det eller ej. Nu er forskningen kommet mig og alle de andre ”Stræk nægtere” til undsætning, da den tilsyneladende kan påvise, at der stort set ikke er nogen effekt af udstræk.

Jeg har i nedenstående skema lavet et sammendrag af forskningen, baseret på en artikel af Rob Herbert som er Senior Principal Research Fellow at Neuroscience Research Australia.

For en god ordens skyld skal jeg sige, at artiklen kun handler om statisk udstræk og at den handler om udstrækning og ikke opvarmning, som sandsynligvis godt kan forebygge skader.

Effekter af udstrækning i forbindelse med sport

effekten af udstrækning yes

Kilde: Herbert, Rob (2015). Health Check: do you need to stretch before and after exercise? The conversation.

http://www.iflscience.com/health-and-medicine/do-you-need-stretch-and-after-exercise

Hvorfor virker psykologi- og selvhjælpsbøger ikke?

Er du også en af dem, der får et kick af at læse psykologi- og selvhjælpsbøger for derefter at konstatere, at effekten udebliver i det lange løb. Men hvorfor er det sådan? Jeg tror, jeg har fundet forklaringen.

Burde psykologer ikke være de gladeste mennesker i verden? De har jo uddannelsen til at forstå det menneskelige sind og vide, hvordan vi bliver den bedst mulige udgave af os selv. Jeg ved ikke, om der nogensinde er lavet en lykkemåling af psykologer som faggruppe for at se om de er lykkeligere end andre, men jeg tror det ikke.

Jeg er ikke uddannet psykolog, men føler mig næsten som en. Udover at have en kandidatgrad i pædagogik, har jeg læst psykologibøger og videnskabelige artikler nok til at fylde stueetagen på Frederiksberg Bibliotek. Er jeg blevet et lykkeligere og bedre mennesker af alt den indsigt i menneskets psyke? Ja, til dels. Er jeg blevet det så meget, som jeg selv havde forventet? Nej, overhovedet ikke. Det er som om det virker til et vist punkt, hvorefter det nærmest går den anden vej, fordi du føler, at du er ved at drukne i gode råd og nyttig viden. Faktisk er jeg blevet så træt af at beskæftige mig med, hvad der sker inde i hovedet på os mennesker, at jeg denne sommer konsekvent har læst bøger der handler om økonomi og samfundsforhold.

Forstå mig ret, jeg har intet imod psykologi- og selvhjælpsbøger (de gode af slagsen) jeg tror virkelig på, at de kan ændre dit liv og gøre menneskeheden klogere på sig selv og hinanden. Jeg er f.eks. dybt uenig med Svend Brinckmann, psykologiprofessoren, der anbefaler, at vi ikke læser psykologibøger, men kun skønlitteratur. Hvis du ikke har allerede har læst om Csikzentmihylis flow-teori, Martin Seligmans styrker og dyder og Barbara Fredricksons broaden and build teori, skulle du skynde dig at gøre det, de er alle et ocean af menneskelig indsigt og visdom, som på hver deres måde burde ændre dit liv.

Men hvorfor er effekten af at læse om personlig udvikling så forbløffende lille for mig og de mange andre, som også har læst hyldevis af psykologi- og selvhjælpsbøger? Den viden og de råd, der står i bøgerne, er ofte virkelig god og indsigtsfuld. Jeg får den ene AHA-oplevelse efter den anden, når jeg læser dem, men på den lange bane er effekten begrænset.

Forklaringen er helt enkel, og jeg fandt den paradoksalt nok i en selvhjælps bog. Mens jeg sidder i min yndlings læsekrog i sommerhuset, fordybet i Thomas Pikettys Kapitalen i det 21 århundrede, så langt væk fra psykologien som muligt, kommer min dejlige kone viftende med en bog og siger ”du skal læse den her – den er virkelig god”. ”Nej tak”, svarer jeg , ”jeg vil hellere læse om indkomst- og formueforhold siden 1700 tallet og gider ikke have flere råd til, hvordan livet bør leves”. ”Den her er anderledes, det her er det, der har manglet” insisterer hun. Senere, da jeg bliver nødt til at lægge Pikketys digre mesterværk fra mig, for ikke at få en skulderskade, smugkikker jeg i min kones bog, som hun strategisk har placeret på sofabordet foran mig. Efter nogle sider er jeg ved at lukke den igen, den er for amerikanersmart og forsimplet i sine analyser, men så der på side 18 kommer pointen, der gør bogen værd at læse:

De mange psykologi- og selvhjælpsbøger fortæller os, hvordan man lever et godt liv, men det er ikke nok. Det vigtigste er, om du anvender den viden til noget. Som forfatteren skriver: ”Hvis adgang til de rigtige informationer var svaret, ville vi alle være rige, sunde, lykkelige og have realiseret vores potentialer. Men de fleste af os har ikke opnået disse ting. Hvorfor? Fordi at svaret er blot svaret – det er ikke det samme som faktisk at gøre det. Det er ikke det samme som at praktisere eller leve svaret, det er bare information.”

Bogen hedder the Slight Edge, som kan oversættes til ”den lille forskel”. Forfatteren Jeff Olson, beskriver i bogen, hvordan han ved hjælp af en lille forskel har ændret sit liv fra at være en middelmådig og fattig Beach Bum ved Daytona Beach i Californien til at blive en rig og ekstremt succesfuld entreprenør og stifter af The Peoples Network, en af USAs største virksomheder indenfor træning af personlig udvikling.

Hans metode er så enkel, at det er imponerende at han har kunne skrive en hel bog om det. Slight Edge handler ikke om at lave store forandringer i sit liv, men om at lave små forandringer i hverdagen, og så blive ved at gøre det. Du kommer ikke i form af at melde dig ind i et fitnesscenter, og du taber dig ikke af at læse om en slankekur. Det er kun, hvis du regelmæssigt, dag ud og dag ind, træner og tager de rigtige kostvalg, at du bygger din krop op og slanker dig. Bare 15 minutters træning hver dag i tre år ville gøre en stor forskel for de fleste mennesker. Vi ved det alle, men de færreste gør det. Som Jeff Olson skriver: ”Simpel daglig disciplin – små produktive handlinger, gentaget vedholdende over tid – gør til sammen forskellen på succes og fiasko”.

Jeff Olsons egne erfaringer er understøttet af ny forskningen fra 2015, foretaget af blandt andet psykologerne Sheldon og Kashdan, som viste, at den suverænt vigtigste styrke at besidde, hvis man vil opnå langsigtede mål, er vedholdenhed. Den slår klart andre styrker som taknemmelighed og troen på, at man kan påvirke gode og dårlige begivenheder i sit liv

At skabe små positive vaner, som man gentager i det uendelige, lyder simpelt og det er det på en måde også, men alligevel får vi det ofte ikke gjort, og det er der nogle gode grunde til.

  1. De små daglige handlinger er nemme at gøre, men der er også nemt at lade være. Og desværre er det også nemt at gentage handlinger, som ikke fører til succes men til fiasko. F.eks. det daglige forbrug af slik, alkohol eller dårlige TV-serier.
  2. Du ser ikke noget resultat med det samme. Små produktive handlinger, gentaget vedholdende over tid, giver ikke den umiddelbare positive feedback, som mange af os er blevet afhængige af. Stædighed og vedholdenhed er umoderne dyder i en tid, hvor vi er vant til at belønningen kommer hurtigt. TV-serier, Computerspil, internettet m.m. er fyldt med belønninger, der kommer med det samme efter en minimal indsats. De største gevinster derimod, som kærlighed, rigdom, sundhed, en uddannelse, faglig anerkendelse m.m. kræver som regel en lang vedvarende indsats.
  3. De virker ligegyldige, som om de ikke virker. Gode vaner, som at læse ti sider i en fagbog eller spare 20 kroner op hver dag, kan virke ligegyldige og nærmest meningsløse, men over tid akkumuleres alle disse små handlinger til noget, der pludselig kan gøre dig til ekspert i et emne eller give en million på bankbogen. De små daglige handlinger er en investering i fremtiden. Først skal der sås, så skal der dyrkes og så kan der høstes. De fleste af os tager ikke tiden til at dyrke, som er den langsomste del, men forventer at kunne høste lige efter vi har sået.

De fleste selvhjælpsbøger er baseret på en forestilling om at vi kan forandre os i et kvantespring. Læs bogen, lav de her 3 øvelser de næste 5 uger og Ta-dah dit liv er forandret! Ifølge Jeff Olson er kvantespringet en illusion, som hører hjemme i en Hollywood film, i den virkelige verden er der kun en vej frem og det et en vedholdende indsats over tid. Når kvantespring endelig sker, er det som regel resultatet af lang tids akkumuleret indsats, som i den fysiske verden, når vand begynder at koge. Det ligner en pludselig begivenhed, men er i virkeligheden resultatet af en gradvis opvarmning. Mange håber på at et pludselig gennembrud vil ændre deres liv og give dem succes. De venter på den store kærlighed, den geniale idé eller agenten der ringer ud af det blå og tilbyder dem en hovedrolle i en ny stor amerikansk TV-serie. Det kommer ikke til at ske. Før al succes ligger der lang tids vedholdene indsats. Så i stedet for at vente på at heldet dumper ned i hovedet på dem, skulle de hellere bruge ventetiden på at gøre små ting i hverdagen, som på lang sigt kan forandre deres liv.

Hvad vil du gøre?

Hvis du som jeg, tror på at ovenstående er sandt, kan du jo spørge dig selv, hvilke små produktive handlinger, gentaget vedholdende over tid – der kan give dig succes med dine mål? Sandsynligvis ved du allerede, hvad der virker, fordi du har gjort det før eller læst om det i en klog bog. Det eneste nye er, at du skal til at gentage det hver dag år ud og år ind. Ifølge Jeff Olson kan de fleste ting opnås i løbet af 3-5 års vedholdene indsats. Det lyder af meget, men prøv at tænke på, hvad du lavede for 3 år siden. Det føles næsten som i går. Så tab ikke modet, 3-5 år går hurtigere, end man kan forestille sig.

Du kan også spørge dig selv, om hvilke små destruktive handlinger, du har i dit liv, som du gentaget vedholdende over tid og som afholder dig fra at opnå det, du gerne vil? Sover du for lidt, brokker dig for meget, spiller for mange ligegyldige computerspil osv. Hvordan ville dit liv og din krop se ud, hvis du erstattede den daglige pose slik med en kort gåtur hver dag i ti år?

Hvor skal du investere din tid og energi?

Jeg kan uden tvivl blive bedre til den simple daglige selvdisciplin. Jeg synes, jeg har haft pæn succes og tilskriver det min vedholdende nysgerrighed, arbejdsomhed og lyst til konstant at afprøve nye ting. Men jeg tror, jeg kunne få meget mere ud af mine talenter, livet, og de mange psykologibøger jeg har læst, hvis jeg ryddede op i mine dårlige vaner og fik flere af de gode.

Noget af det jeg har lært ved at læse de mange psykologibøger er opskriften på, hvad der vil gøre de fleste mennesker lykkeligere, mig selv inklusiv (jeg er godt tilfreds, med plads til forbedringer). Kunsten er jo så bare at få vedligeholdt det hver dag resten af livet. Du kan jo se på listen herunder og se, om det kan give dig inspiration til, hvad der er værd at investere din dyrbare daglige tid i:

  • Dyrk motion
  • Spis og lev sundt
  • Få rigeligt med søvn
  • Skab positive nære relationer til andre mennesker (især en partner)
  • Fyld dit liv med meningsfyldte engagerende aktiviteter
  • Vær nysgerrig og udvikl dig selv og dine færdigheder
  • Gør gode gerninger for andre mennesker

Hvis du kan øge din lykke og fylde dit liv med positive følelser øger det, ifølge Jeff Olson, også sandsynligheden for at du kan finde motivationen og energien til at fastholde nogle af de små dagligdags handlinger, som måske ikke er så sjove at lave til at begynde med.

Jeg skal i hver tilfælde i gang med det samme. Hvad med dig?

God arbejdslyst.

Kilder:

Sheldon, K.M., Jose, P.E., Kashdan, T.B., & Jarden, A. (2015). Personality, effective goal-striving, and enhanced well-being: Comparing 10 candidate personality strengths. Personality and Social Psychology Bulletin

Olson, Jeff (2013). The Slight Edge. Greenleaf Book Group.

“Kan det betale sig at arbejde?” – Forkert stillet spørgsmål

Det er ikke fedt at være arbejdsløs

”Kan det betale sig at arbejde?” er et af de mest diskuterede spørgsmål i valgkampen. En diskussion der gør mig træt, da den er baseret på et alt for simpelt syn på motivation. I spørgsmålet, og den måde det bliver diskuteret på, ligger en antagelse om, at det eneste der driver os på arbejde er lønnen.

For enkelte mennesker, særligt dem med skodjobs, er lønnen måske det eneste, der tæller, men for langt de fleste er der meget mere i spil. At have et arbejde handler også om at have indhold og mening i sit liv, på en måde som kan være svær at få, hvis man sidder hjemme i sit egen lille verden hver dag. At gå på arbejde giver selvrespekt, fordi du gør en forskel og nogle har brug for dig. Og vigtigst af alt så giver de fleste jobtyper gode kollegaer, hvilket for langt de fleste er meget sjovere end at rende rundt alene derhjemme og spille computerspil eller se Neflix.

Vi ved fra to af de fremmeste motivationsforskere Edward Deci og Richard Ryan, at alle mennesker har tre motivationsdrivere, der som regel er vigtigere for os end økonomisk belønning. Deres omfattende forskning har vist, at vi har et grundlæggende behov for at udvikle vores kompetencer, opleve autonomi (frihed) og have konstruktive relationer til andre mennesker. At gå på arbejde giver dig måske ikke altid så megen autonomi, men for det meste udvikler det dine kompetencer og skaber relationer til andre mennesker. Specielt det med relationer er vigtigt, da lykke- og trivselsforskningen viser os, at andre mennesker er den korteste vej til et gladere liv.

Spørgsmålet er i virkeligheden ikke, om det ”kan det betale sig at arbejde?”, men om ”det giver mening at arbejde?”. Og jo, det gør det, som oftest, også selvom lønnen kun er marginalt højere end at være på kontanthjælp. Lad os derfor hellere tale om, hvordan vi skaber gode meningsfyldte arbejdspladser, i stedet for hvordan vi kan straffe dem, der ikke har et job.

Deci og Ryans forskning har endvidere vist, at det generelt dræber den indre motivation, hvis vi fokuserer på ydre resultater og belønninger, i stedet for på hvad der stimulere vores kompetencer, autonomi og relationer. Og det er jo netop det politikerne gør, når de hele tiden fokuserer på lønnen, som belønningen for at arbejde. På den måde bidrager de paradoksalt nok til at de arbejdsløse måske bliver mindre motiverede for at finde et arbejde. I stedet skulle de hellere bruge krudtet på at skabe spektakulære samfundsvisioner, som gør, at vi alle sammen får lyst til at bidrage til det fælles projekt, også selvom det ikke altid kan betale sig.

 

Kontanthjælp

Arbejde

Økonomernes   regnestykke

X kr.

X kr.+1000 kr.

Det virkelige regnestykke

X kr.

X kr. + 1000 + mening + selvrespekt + kollegaer

 

Kære Facebooksherif, jeg poster, hvad jeg vil

 

wyattearp19941902174848771

Jeg er en ivrig bruger af Facebook, også til det punkt, hvor jeg overskrider sundhedsstyrelsen anbefaling på max 21 indlæg om ugen (for mænd). Det er sikkert usundt, men herregud jeg er alligevel afhængig af så meget andet.

Når jeg poster noget, gør jeg det, fordi jeg er inspireret eller stolt af noget, fik en sjov ide eller gerne vil inspirere andre. Ingen ond vilje eller ønske om at genere nogen.

Jeg elsker Facebook , fordi det er en legeplads, hvor jeg kan gøre, hvad jeg vil, lave sjove fund og møde gamle og nye venner.

Men Facebook gør mig også usikker, fordi jeg, både på Facebook og i den virkelig verden, gang på gang hører folk harcelere over, hvad andre poster. Det er utroligt, hvad det kan fremkalde af harme, at Facebook-brugere poster videoer af katte, selfier, ferierejser, madretter og deres deltagelse i en marathon.

Jeg synes, det er ærgerligt, at min og andres glæde ved Facebook skal mødes af den slags irritation. Derfor vil jeg opfordre alle jer, der lader jer hidse op over, hvad andre poster på Facebook, til at tænk over dette:

Facebook er et autonomt socialt rum. Mennesker har et grundlæggende behov for autonomi. Vi hader, når andre bestemmer, hvad vi skal tænke, føle og gøre. En af hovedgrundene til at Facebook er så populært er, at du stort set kan gøre, hvad du vil. Der er ingen forældre, redaktører, politibetjente, skolelærere eller arbejdsgivere, der bestemmer, hvad du gør. Hvis vi begynder at indføre for mange ordensregler, smagsdommeri, finkulturelt snobberi og selvcencur, vil Facebook miste sin livsnerve og afgå ved døden. Så kære Facebooksherif, hverken du eller andre skal bestemme, hvad jeg gør på Facebook. Kan du ikke nøjes med at skælde mig ud, hvis jeg overskrider grundlæggende sociale adfærdsregler og f.eks. er racistisk, mobber eller er decideret ondskabsfuld.

Forstå at kommunikationen er upræcis. Som de fleste andre har jeg mange forskellige venner på Facebook; mænd, kvinder, unge, gamle, indere, amerikanere, grønlændere, kristne, muslimer, akademikere og håndværkere. Hvordan skulle jeg på nogen som helst måde kunne ramme dem alle med noget, som de opfatter som lødigt og relevant hver gang? Det er umuligt. Det er Facebook’s natur, at vi skyder i blinde, når vi poster noget, i modsætning til når du skriver en bog eller i en avis, hvor du har et mere klart billede af målgruppen. Så husk, at når du ser noget på Facebook, som du synes er tåbeligt, kan det være, at der er en anden et andet sted derude, der synes det er sjovt eller inspirerende.

Du bestemmer selv, hvad du vil bruge tid på. For mig er et besøg på Facebook som en shoppingtur på Strøget. Der er hulens mange butikker og masser af forskellige mennesker. De fleste butikker interesserer mig ikke, f.eks. hundefrisører og barnevognsforhandlere, så dem går jeg hurtigt forbi. Så er der andre butikker, der virkelig fanger min interesse, f.eks. dem der sælger herretøj og gadgets, dem går jeg ind i. Charmen ved strøget er netop denne mangfoldighed, hvor der er plads til at få indfriet forventningerne, blive overrasket og sommetider forarget. Kan du ikke se Facebook som en kulturel forlystelsespark med ting, du både elsker og hader, og hvor du selvfølgelig passerer det, du ikke bryder dig om, og i stedet fokuserer på det, der interesserer dig. Men hvis du virkelig er en af dem, der hader en tur ned ad Strøget, så skal du måske overveje, om du overhovedet gider bruge din tid på at slentre gennem Facebook.

Ellers er min sidste opfordring til alle Facebook brugere; bliv endelig ved med at dele alle jeres selfies, madopskrifter, favoritvideoer, avisartikler og familiebilleder. Jo mere af den slags vi alle deler, jo mere rummeligt og mangfoldigt bliver Facebook, og jo mere er der plads til mig og alle mine særheder. Vi ses derude.